Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg brød mig ikke om min venindes nye kæreste

Min egen fortælling
Linda og jeg havde været veninder siden gymnasietiden. Vi var i begyndelsen af 30´erne, hun var enlig mor til sin 5-årige datter Kamma, og jeg var kæreste med Hans, da Lindas og mit forhold blev sat på en prøve af en mand.

Over en kop kaffe fortalte Linda en dag, at hun havde mødt en fyr: – Han hedder Jonas, er 34 år og skolelærer ligesom dig, og han spiller golf lige som Hans. Og så er han over dejlig og vild med mig. Lindas blik svømmede helt væk. Det var længe siden, jeg havde set hende sådan, og jeg glædede mig på hendes vegne.

En fredag aften, ganske kort tid efter, sad Linda, Hans og jeg på en restaurant og ventede spændt på at møde Jonas. Endelig strakte Linda hals og udbrød: – Dér er han.
Annonce


Jonas så sød ud, og han kyssede Linda kærligt. Det var lige sådan en mand, jeg vidste, Linda havde drømt om. Men han gav hverken Hans eller mig hånden. Han dumpede blot ned på stolen efter et lidt afmålt – Hej.

Min kæreste gjorde sit bedste for at starte en hyggelig snak med Jonas. – Hvilken golfklub spiller du så i? spurgte han nysgerrigt.
– Den eneste rigtige selvfølgelig, svarede Jonas og nævnte navnet på en stor golfklub. Derefter kastede Jonas sig ud i en meget, meget lang golfmonolog, hvor han fortalte om klubbens trænere, klubbens fantastiske metoder, sit udstyr, golfrejser.

Hans var irriteret, da vi gik hjem. Jonas havde talt uafbrudt, han havde flere gange sagt ting, der var direkte forkerte, og hvis Hans påpegede det, insisterede Jonas på,  at han have ret. – Han har bare ville gøre et godt indtryk. Giv ham en chance, sagde jeg.

Et par uger efter ringede Linda og var i vildrede. Hun skulle til forældremøde på skolen, og Kamma, hendes datter, havde fortalt om en dreng, der drillede hende, men hun kunne selv være ret fræk. Så hvordan kunne hun bringe det på bane uden af anklage en måske uskyldig dreng? Jeg gav hende et par råd om, at hun skulle formulere sig lidt forsigtigt.

Da jeg så Linda næste gang fulgte jeg op på forældremødet, som heldigvis var gået godt, men Linda rynkede brynene: – Jonas blev rasende over, at jeg ikke havde rådført mig med ham i stedet for dig. Jeg forklarede ham, at jeg jo er vant til at drøfte den slags med dig.
Det havde dog ikke været forklaring nok for Jonas, og det var endt med, at de var kommet op og skændtes.

På en underlig måde følte jeg mig medskyldig i deres skænderi, men hvorfor skulle et nyforelsket par, der stadig var på dating-plan, også skændes om den slags kedelige hverdagsting? Jeg slog det hen, eftersom Linda fortalte, at skænderiet hurtigt var drevet over.

Da vi var kommet dårligt fra start til den første middag med Jonas, inviterede jeg dem over til os en lørdag ikke så længe efter.

Jonas, Linda og og Lindas datter kom i samlet folk over til Hans og mig om lørdagen. Det var skønt at se Linda i sådan en familieflok, som hun altid havde drømt om. Vi krammede Linda og Kamma, men da jeg ville give Jonas et kram, trak han sig tilbage og rakte mig hånden. Ok jeg var måske lidt overvældene dér, tænkte jeg.

Hans havde lovet mig, at de ikke ville tale om golf. Men lige meget, hvad vi ellers talte om, vidste Jonas alt om emnet og fortalte os, hvordan tingene virkelig hang sammen. Han var også den eneste der blev siddende ved bordet, når vi andre rejste os for at bære ud.

Flere gange tyssede han på Kamma, fordi de voksne talte, og han havde en ubehagelig måde at kigge på den han talte med – på nær når det var Linda, han så på. Heldigvis. Han lænede hovedet en smule tilbage og så derfor ned på én for at holde øjenkontakt. Enten stirrede han eller også så han slet ikke én i øjnene. Han indbød ikke ligefrem til samtale, og når han havde ordet talte han i monologform. Hverken Hans eller jeg sagde efterhånden noget, og jeg følte, at jeg var til foredrag og skulle servicere foredragsholderen og dennes publikum.

Jeg var ved at blive irriteret, men så så jeg over på Linda, hvilket straks forandrede mit humør. For Linda smilede, mens hun sad der og så hen på Jonas, som var meget opmærksom på hende og kærlig ove rfor hende. Hun var tydeligvis lykkelig. Dér var kun ét problem. Hans og jeg klikkede ikke med Jonas.

Afslutningen på aftenen fortalte mig, at Jonas måske heller ikke brød sig om os. Et par timer efter at de var ankommet, før vi nåede desserten, som var Kammas favoritlagkage, rejste Jonas sig og sagde, at de hellere måtte komme hjem og putte Kamma. – Jeg kan alligevel ikke lide lagkage, sagde han og grinede på en underlig måde, som jeg ikke kunne aflæse. Jeg gav pigerne kage med hjem, mens jeg stod med en fornemmelse af, at vi ikke ville se meget til de to som par. De inviterede ikke igen.

Linda og jeg begyndte at gå på café sammen, når vi skulle ses. Det ærgrede mig, og jeg tror også det ærgrede Linda, at vi nu så langt mindre til hinanden, men vi kunne ikke rigtig gøre noget ved det. Det vigtigste var jo, at Jonas gjorde Linda glad – mere behøvede jeg ikke fra ham.

Når vi holdt større arrangementer med andre venner inviterede vi altid dem begge, og så gik det fint. Måske kunne Linda og jeg ikke se hinanden så ofte, som vi gerne ville, men det havde ikke ændret vores venskab. Det havde snarere styrket det, fordi et bump i vejen som dette ikke kunne ødelægge, hvad vi i mange år havde haft sammen.
Foto: Bulls Press
Publiceret: 16-11-2009
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg havde jo aldrig glemt ham
Min egen fortælling: Angsten får ikke lov til at styre mig
Nu slipper jeg ham aldrig igen
Kære lillebror: Mor og far glemte mig, da du fik kræft
Mine forældre opførte sig som forkælede børn
Min datter stjal
Han ville styre mit liv
Vi kunne jo ikke blive ved med at hade hinanden
Ulykken åbnede mine øjne
Min far kom i fængsel

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her