Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg fik gjort op med mine dårlige vaner

Min egen fortælling
– Gitte, er der nogen grund til, at du og børnene ikke kan drikke vand i stedet for saftevand? spurgte min mand og sendte både mig og den kande med saftevand, som jeg netop havde sat på spisebordet, et irriteret blik.

– Og er der nogen grund til, at du ikke rejser dig og hjælper mig med at sætte på bordet? svarede jeg lige så irriteret. Sådan lød det hver aften, når vi satte os til spisebordet hjemme hos os. Min mand klagede over, at jeg gav børnene alt for  mange søde sager – og jeg bebrejdede ham hans manglende
deltagelse i de praktiske gøremålderhjemme.

Imens jeg  hver dag styrtede fra arbejde for at nå at handle ind og hente børn og kun forpustet nåede at sætte indkøbsposerne fra mig, før jeg gik i gang med at rydde op, ordne vasketøj, hjælpe med lektier og lave aftensmad, løftede min mand ikke en finger for at hjælpe mig.
Annonce


Hvordan skulle jeg nogensinde få tid eller overskud til at omlægge familiens kostvaner? For inderst inde var jeg godt klar over, at jeg gav vores døtre alt for mange søde sager og alt for meget fed mad. Begge vores børn havde arvet min søde tand – og den ældste, Clara på otte, desværre også tendensen til, at de søde sager sattesig på sidebenene. Hun havde også for længst kopieret mit  mønster med at trøste sig meden rulle lakrids eller chokoladekiks, når livet blev for svært – ligesom al form for hygge for hende var uløseligt forbundetmed slik og kager.

Jeg vejede selv mindst 15 kilo for meget, så det gjorde ondt at se mig selv i spejlet. Men det var intet i sammenligning med, hvor ondt det gjorde for mig at se, at min datter ikke længere kunne løbe rundt og lege uden at blive forpustet. Hun var også altid småtræt. Så jeg vidste godt, at der burde ske noget. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg gik konstant rundt med dårlig samvittighed.

For at dulme den fyldte jeg mig med endnu flere søde sager – og når Clara kom grædende  hjem fra skole, fordi hun var blevet drillet med, at hun var tyk, fandt hun også trøst i den samme slikpose. Hvordan
kunne jeg nægte hende det? En dag kom Clara hjem fra skole og hev en seddel op af skoletasken fra skolens sundhedsplejerske.

Her stod hendesvægt og højde – samt en invitation til et familiekursus i  sund ernæring og motion. Jeg
snerpede fornærmet læberne sammen. Jeg havde lyst til at ringe til sundhedsplejersken og fortælle hende, at vi faktisk var en velfungerende familie, der godt kunne løse vores problemer selv, tak!

Men da Clara i næste øjeblik forpustet kravledeop på køkkenbordet og  åbnede skabslågen for at tage
en rulle chokoladekiks, som  hun kunne hygge sig med foran fjernsynskærmen, sank jeg opgivende
sammen på stolen.

Kurset blev holdt i et skolekøkken, hvor en diætist i løbet af de næste par måneder underviste os og andre familieri de grundlæggende principper  inden for kost og motion. Da børnene fik forklaret, hvor
mange gange de skulle rejse sig og løbe rundt om en stol, før de havde forbrændt en enkelt vingummi, var det ikke kun en øjenåbner for vores måbende børn – men også for os forældre.

Vi blev alle sammen lynhurtigt bevidste om, hvad vi  puttede i munden. Vi opdagede også, at det slet ikke var så svært eller tidskrævende at lave lækre, sunde og fedtfattige retter. Når vi nu spiste aftensmad
derhjemme, skændtes min mand og jeg ikke længere om kanden med saftevand – for pigerne valgte nu helt af egen fri vilje vand.

Claras slankekur var  blevet et fælles projekt for hele familien. Det var rørende at opleve, hvor stort et medansvar hun i en alder af kun otte år tog for sig selv. Efter kun få måneder havde hun tabt de overflødigekilo og kunne, uden at blive  forpustet, løbe rundt og lege.

Men det var ikke kun Clara, der havde tabt sig. Og i takt med, at kiloene også var begyndt at rasle af mig, oplevede jeg et helt nyt overskud til at træffe hverdagens bevidste valg. Når jeg stod foran supermarkedets hylder med alle de fristende søde sager, tænkte jeg mig om  en ekstra gang. Havde jeg behov for at fylde mig med slik – eller skulle jeg hellere gøre noget godt for mig selv og dermed
lade være?

Jeg blev langt merebevidst om mine egne mønstre – og opdagede, at det især var, når jeg ikke kunne sætte mig igennem overfor min mand, der stadig ikke løftede en finger hjemme, at jeg havde behov for
at fylde mig med søde sager. Men nu, da jeg var begyndt at tage ansvar for mig selv, kunne jeg også endeligt gøre op med den uhensigtsmæssige vane.
 
I løbet af det næste halve år tabte jeg 15 kilo. Når jeg nu stolt vendte og drejede mig foran spejlet, kunne jeg næsten slet ikke genkende mig selv længere. Det føltes som at være nyforelsket! Min mand var dog ikke ubetinget begejstret for min forvandling. Selvom han ganske vist syntes godt om mit nye udseende,
forholdt han sig mere forbeholden over for min nye selvtillid.

For i takt med mit vægttab var jeg nu langt mere opmærksom på mig selv og mine egne behov – som bl.a. var, at han hjalp mere til derhjemme. For første gang i vores ægteskab bankede jeg i bordet. Hvis ikke min mand var indstillet på at tage mere ansvar og give mig mere plads i vores ægteskab, så var jeg ikke interesseret i at blive i det. Så hårdt  blev jeg nødt til sætte det op, før det gik op for ham, at jeg mente det.

Men jeg gav nu ikke udelukkende min mand skylden for, at jeg ikke havde fået lov at fylde
mere i vores ægteskab. For idag kan jeg se, at det ikke kun  var i mit ægteskab, at jeg havde tilsidesat mig selv og mine egnebehov – det var et mønster, der var blevet grundlagt, længe før jeg mødte ham. Jeg havde måske i virkeligheden aldrig følt, at jeg kunne tillade mig at fylde noget.

I dag er det anderledes. Jeg nyder at passe på mig selv ved at tage mig tid til at løbe lange ture i skoven og synge i et gospelkor.Jeg er også lykkelig  over, at jeg ikke længere står alene med ansvaret for det   hele derhjemme!

For det er ikke kun mig, der er blevet bevidst om mit eget værd – det er også gået op for min mand, at jeg er værd at kæmpe for at blive sammen med! Nu deles vi langt mere rimeligt om at få den praktiske hverdag til at fungere, og det har samtidigt betydet at jeg har fået langt mere overskud –
og han til gengæld langt mere sved på panden!


Foto: Bulls
Publiceret: 29-12-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg var bange for min nye nabo
Min veninde lod sig undertrykke
Jeg var venindernes lille klovn
Havde jeg alligevel ikke glemt ham?
Jeg konkurrerer med min svigerinde
Min egen fortælling: Min søn var konstant under pres
Mit black-out smadrede mit selvværd
Jeg var ved at sætte det hele på spil
Mine forældre opførte sig som forkælede børn
Katastrofeferien reddede vores forhold

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri