Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kunne vi tillade os at takke nej til deres venskab?

Min egen fortælling
Berit og Jan virkede ivrige efter, at vi skulle blive venner. De insisterede på, at vi skulle spise sammen og ses. Problemet var, at det var min mand og jeg ikke så interesserede i. Men kan man tillade sig at sige det?

For et par år siden var min mand og jeg til et stort selskab hos min svigerinde. Her faldt vi i snak med et par, der lige som os var i halvtredserne. Men modsat os, der for længst havde fejret sølvbryllup, havde Berit og Jan for nyligt mødt hinanden.

 

Nu var de flyttet sammen på en gård ude på landet. Det var spændende at høre om deres planer, og da vi tog afsked med dem, var vi alle fire enige om, at det havde været hyggeligt at mødes. 

 

Da jeg dagen efter talte med min svigerinde, fortalte hun, at Berit havde bedt om vores telefonnummer. Hun og Jan havde nemlig syntes så godt om os, at de gerne ville ses med os. Jeg tøvede. En ting var, at vi havde hygget os, men at ses med dem privat, havde jeg ikke skænket en tanke.

Annonce

 

Vi havde i forvejen et travlt liv og en stor vennekreds. Min svigerinde fortalte, at Berit og Jan gerne ville bygge en fælles vennekreds op, nu da de var startet et nyt liv sammen. Jeg overvejede lidt frem og tilbage, hvorefter jeg gav hende lov til at videregive vores telefonnummer.

 

 Allerede dagen efter ringede Berit og inviterede os til middag. De boede langt fra os, så hvis vi ikke orkede at køre hele vejen frem og tilbage samme aften, var vi velkomne til at overnatte. Jeg følte ikke, jeg kunne være andet bekendt end at tage imod invitationen – selvom jeg egentligt ikke havde lyst. Men som min mand sagde, da jeg havde lagt røret på; man tager jo ikke skade af at tilbringe en aften sammen med nogle søde og hyggelige mennesker.

 

Vi følte os lidt uoplagte, da vi fredag efter arbejde satte os ind i i bilen og kørte de godt 100 kilometer sydpå. Deres gård lå kønt med udsigt ud over jorde, hvor får roligt gik og græssede. Da vi parkerede bilen på gårdspladsen, vinkede Berit og Jan ivrigt til os fra køkkenvinduet, der emmede af boblende kødgryder.

 

Middagen var skøn, og det skortede hverken på vin eller søde sager til dessert. I mit stille sind var jeg på en gang imponeret og undrende over, hvorfor de havde gjort sig så store anstrengelser alene for vores skyld. Men som aftenen skred frem, gik det op for mig, at de egentlig ikke var særligt interesserede i at lære os at kende.

 

De havde mere behov for at tale om dem selv og fortalte ivrigt i munden på hinanden om deres tidligere ægteskaber, deres første møde, og hvordan deres fremtid skulle forme sig. Selvom jeg måtte undertrykke adskillige gab, afslog vi deres invitation om at overnatte.

 

Da vi efter natmaden endelig kunne tillade os at takke for en hyggelig aften, betroede Berit mig, at de var så glade for at have lært os at kende. Når man kommer op i vores alder, var det at få nye, fælles venner jo ikke nemt, fortalte hun. Da hun var blevet skilt, var alle parvennerne faldet fra, og det samme havde Jan oplevet.

 

Jan rakte os hånden og sagde, at han glædede sig til at se os igen, mens Berit gav os begge et kram og sagde, at de glædede sig til at blive inviteret hjem til os.

 

Da vi igen sad i bilen, var klokken langt over midnat. Bagagerummet var fuld af gaver i form af økologiske lækkerier fra deres køkkenhave. På turen hjem blev vi enige om, at selv om de havde været gæstfri og virkede som nogle rare mennesker, havde vi intet til fælles med dem. Alligevel følte vi os forpligtet til at gengælde deres invitation.

 

Jeg sukkede dybt af aftenens indestængte frustrationer. Hvad skulle vi gøre? At lade være med at gengælde deres invitation ville være meget uhøfligt. Desuden ville det blive direkte pinligt, når vi mødte dem igen hos min svigerinde.

 

Vi forsøgte også at gennemtænke andre løsninger. Hvad om vi inviterede dem hjem til os sammen med et andet af vores vennepar? Men heller ikke den idé var vi tændte på. Da vi parkerede bilen i vores indkørsel, var vi blevet enige om at løse problemet ved at sende parret en stor buket blomster og et par flasker god vin som tak for middagen. I kortet ville vi skrive, at vi i øjeblikket desværre ikke havde tid eller overskud til at ses. Det var jo ærlig snak.

 

Der kom aldrig nogen reaktion på vores brev. Så vi var naturligvis lidt nervøse, da vi året efter skulle mødes igen til et selskab hos min svigerinde. Heldigvis virkede Jan og Berit ikke spor vrede, og vi var glade for at kunne hilse på dem uden at behøve at komme med en masse undskyldninger og bortforklaringer. I mit stille sind måtte jeg endnu engang sande, at med ærlighed kommer man altså længst

Publiceret: 22-12-2012
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min egen fortælling: Hvad skjulte Lars for mig?
Han var ved at smadre vores familie
Tragedien gjorde mig til et bedre menneske
Min egen fortælling: Min nabo drev mig til vanvid
Min veninde udnyttede mig
Han havde altid været mit smertensbarn
Min datter løj
Jeg var rasende på min afdøde far
Min egen fortælling: Hans ekskone løj om mig
Mit barn forsvandt

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri