Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg følte mig presset til venskab

Min egen fortælling
Til et stort selskab hos min svigerinde, faldt min mand og jeg i snak med et par der, som os, var i 50´erne. Modsat os, der for længst havde fejret sølvbryllup, havde Berit og Jan for nyligt mødt hinanden. Nu var de flyttet sammen på en gård ude på landet. Det var spændende at høre om deres planer, og da vi tog afsked med dem, var vi alle fire enige om, at vi havde været en hyggeligt at mødes.

Da jeg dagen efter takkede min svigerinde for den festlige aften, fortalte hun, at Berit havde bedt om vores telefonnummer. Hun og Jan havde nemlig syntes så godt om os, at de gerne ville ses med os igen. Jeg tøvede. En ting var, at vi havde hygget os, men at ses med dem på privat basis, havde jeg ikke skænket en tanke.
Annonce


Min svigerinde fortalte, at Berit og Jan gerne ville bygge en fælles vennekreds op, nu de var startet et nyt liv sammen. Jeg kløede mig lidt i nakken, før jeg tøvende gav hende lov til at videregive vores telefonnummer.

Allerede dagen efter ringede Berit og inviterede os til middag. De ville gerne vise os deres nye gård, og hvis vi ikke orkede at køre hele vejen frem og tilbage samme aften, så var vi velkomne til at overnatte. Jeg følte ikke jeg kunne være andet bekendt end at tage imod invitationen - selvom jeg egentligt ikke havde lyst.

Vi havde i forvejen et travlt liv og en stor vennekreds. Men hvad, som jeg sagde til min mand. De var jo nogle søde, hyggelige mennesker, og at tilbringe en aften sammen med dem, kunne vi vel ikke tage skade af. Men jeg var ligeså lidt overbevist som min mand, da vi fredag efter arbejde, uoplagte satte os ind i bilen, og kørte de 100 kilomenter.

Gården lå kønt med udsigt ud over jorde, hvor får roligt gik og græssede. Da vi parkerede bilen på gårdspladsen, vinkede Berit og Jan ivrigt til os fra køkkenvinduet, der emmede af de kogende og boblende kødgryder. Middagen var skøn, og det skortede hverken på vin eller søde sager til dessert.

I mit stille sind var jeg på en gang imponeret og undrende over, hvorfor de havde gjort sig så store anstrengelser alene for vores skyld. Men som aftenen skred frem, gik det op for mig, at det ikke var os de var interesserede i at lære at kende. Uden at vise nogen interesse for vores liv, fortalte de nemlig i munden på hinanden om deres tidligere ægteskaber, deres første møde, og om hvordan de havde tænkt sig deres fremtidige liv. Selvom jeg måtte undertrykke adskillige gab, afslog vi deres invitation om at overnatte.
 
Da vi efter natmaden endeligt kunne rejse os for at tage hjem, betroede Berit mig, at de var så glade for at have lært os at kende. Når man kom op i vores alder, var det at få nye fælles venner ikke nemt. Da hun var blevet skilt, var alle parvennerne faldet fra, og det samme havde gjort sig gældende for Jans vedkommende.

Da vi endelig satte os i bilen, var det langt over midnat. Med bagagerummet fuld af gaver i form af økologiske lækkerier fra deres køkkenhave, takkede vi for en lang og hyggelig aften. Jan rakte os hånden, og sagde, at han glædede sig til at se os igen, mens Berit gav os begge et kram, og sagde at de glædede sig til at blive inviteret hjem til os.
 
I bilen hjem blev vi enige om, at selv om de havde været gæstfri og virkede som nogle rare mennesker, havde vi intet til fælles med dem. Alligevel følte vi os i den grad tvunget til at gengælde deres invitation. Jeg sukkede dybt af aftenens indestængte frustration.

Hvad skulle vi gøre? At lade være med at gengælde deres invitation,ville være meget uhøfligt i betragtning af,  hvordan de havde beværtet os. Desuden ville det blive pinligt, når vi sås igen til selskaber hos min svigerinde.

Vi forsøgte også at gennemtænke andre løsninger. Hvad om vi inviterede dem hjem til os sammen med et andet af vores vennepar? Det ville gøre aftenen nemmere at komme igennem. Men det var heller ikke en løsning, vi for alvor havde lyst til.

Da vi havde parkeret bilen i vores indkørsel, havde vi endeligt fundet løsningen. Vi blev enige om at sende dem en stor buket blomste, og et par flasker god rødvin som tak for middagen. Men i kortet ville vi skrive, at vi desværre havde alt for meget om ørene til at pleje nye venskaber. Det var jo ærlig snak.


Da vi året senere mødtes igen til et selskab hos min svigerinde, kunne vi hilse på Jan og Berit uden at komme med undskyldninger eller bortforklaringer. De virkede heller ikke spor vrede. I mit stille sind måtte jeg endnu engang sande, at med ærlighed kommer man længst.
Læs også: Jeg mistede min barndomsveninde, da der kom penge mellem vores mænd
Husk: Du kan spille gratis i Hjemmets spilleklub lige nu
Publiceret: 08-04-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg ville ikke vælge side
Jeg var en dårlig veninde
Gensynet blev en stor fiasko
Min veninde udnyttede mig
Min far kom i fængsel
Min veninde elskede intriger
Min kollega brugte ufine metoder
Jeg følte mig presset til venskab
Mit black-out smadrede mit selvværd
Jeg fik langt om længe lært at sige fra

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri