Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Vi har fået en anderledes familie

Min egen fortælling
Jeg havde i et par år været alene med mine to børn, og lige så længe hængt i en klokkestreng. Når jeg fik fri fra arbejde, styrtede jeg på min cykel og med to indkøbsposer på styret hen i børnehaven. Når vi kom hjem, kastede jeg mig straks over at aftensmaden, og ind imellem vasketøjet og oprydningen, skulle der også være tid til at hygge med børnene, før de skulle have børstet tænder, lægges i seng og have læst godnathistorie.

Når vi endelig kunne slappe af i weekenden, var der imidlertid ofte kamp til stregen om min opmærksomhed. Imens tre-årige Jonas ville sidde sammen med mig i sofaen og se en film, ville Sara på seks have mig til at sætte mig ved siden af hende og lave perleplader. Selvom det som bekendt er umuligt at være to steder på én gang, endte jeg alligevel ofte med at gøre forsøget!
Annonce

 
Jeg savnede hverken børnenes far – eller en ny mand i mit liv. Men ind imellem ville jeg alligevel ønske, at jeg ikke altid var alene med mine børn. Ikke kun i spidsbelastede situationer – men det kunne være hyggeligt at hjælpes om og spise aftensmad med andre end to trætte børn!

Da Sara startede i børnehaveklasse, fik hun hurtigt to nye veninder, som hun også begyndte at lege med efter skoletid. En dag, begge børn havde været på besøg, inviterede jeg  deres mødre, der hver havde en lille dreng i hånden, ind til en kop kaffe, da de kom for at hente deres piger.

Imens vi snakkede, gik det ikke kun op for mig, at de også begge var alene med deres børn, men at der var en lige så god kemi mellem os som imellem vores børn. For mens pigerne fortsatte med at lege, gjorde de tre drenge det også. Hver gang vi i løbet af de næste par uger mødte hinanden, om det om morgenen i skolegården eller om eftermiddagen i SFO´en, begyndte vi at snakke og grine sammen, før vi stressede videre i dagens tekst.

Da jeg sent tirsdag eftermiddag også stødte på dem i køen i Netto, hvor vi i hver sin gule kurv stod med de sædvanlige pastaskruer og hakkede kød, skød en idé pludselig op i mig – hvorfor tog vi egentligt ikke hjem hos os og lavede spaghetti med kødsovs - i stedet for at stå i hvert sit køkken og gøre det?

Alle ungerne jublede, da vi i fællesskab havde hentet dem i SFO` en og børnehaven, og i samlet flok fulgtes hjem til os. Det blev til et par rigtige hyggelige timer. Ungerne legede, imens vi mødre stod i køkkenet og under ivrig snak og latter hjalp hinanden med at lave ungernes hofret. Denne aften forkælede vi voksne os dog også med et glas rødvin.

Der var noget helt andet at sidde ni børn og voksne og spise. Snakken gik lystigt - og ligesådan opvasken bagefter. Inden otte var de ude af døren igen, og alle vores unger kom i seng til sædvanlig tid – på denne højest usædvanlige aften!

Allerede tirsdagen efter gentog vi succesen hjemme hos en af de andre mødre. Da det var lige så hyggeligt som sidst, fandt vi ud af, at sætte vores fællesspisning i system. Hver tirsdag skiftedes vi nu til at spise hjemme hos hinanden. Imens den ene handlede ind, hentede den anden alle børnene – imens den tredje, der lagde hus til, for en gangs skyld kunne tage direkte hjem fra arbejde og ligge sig på sofaen en times tid!

Efterhånden som alle børnene følte sig trygge ved os voksne, fandt vi også ud af at sætte en pasningsordning i system. Hvis vi .eks. blev syge, ikke kunne nå at hente børn, skulle til forældrekonsultation  eller havde behov for et par timer alene med det ene af vores børn, så var hjælpen nu altid indenfor rækkevidde. Sikke en forskel det gjorde. Vi følte os ikke længere som enlige mødre – men at vi var blevet en bonusfamilie, hvor vi fulgte med i hinandens liv, delte glæder og sorger og hjalp og støttede hinanden.

I dag, to år efter, er den ugentlige fællesspisning og pasningsordning stadig en velfungerende del af vores hverdag, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvad jeg skulle få den til at fungere uden. Vi er faktisk alle sammen så begejstrede for vores fællesskab, at vi netop har besluttet, at vi til sommer for første gang rejser sammen på en uges ferie sydpå. Imens ungerne glæder sig til mest til poolen, glæder vi andre os ligeså meget til en af vores indlagte friaftner, hvor den ene bliver på hotellet og passer alle børnene, imens de to andre får lov at gå ud og muntre sig i nattelivet!

Men hvis en af os møder en ny mand i den anledning, skal han ikke kun forberede sig på at få to nye bonusbørn ind i sit liv – men en hel bonusfamilie!




Foto: Polfoto
Publiceret: 29-09-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Da blodproppen ramte: Jeg troede, jeg var udødelig
Var jeg ikke for gammel til at blive mor?
Min egen fortælling: Min datter skabte splid imellem os
Jeg gik efter den helt forkerte mand
Katastrofeferien reddede vores forhold
Min veninde udnyttede mig
Min egen fortælling: Jeg var desperat efter kærlighed
Hvem ville dog stjæle fra mig?
Mine kollegaer svigtede mig
Min egen fortælling: Jeg græd til min eksmands bryllup

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri