Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Ville hun have mig til at hade min mand?

Min egen fortælling
Jeg var sur på min mand. Derfor var det skønt at sidde her hos min veninde og drikke vin og hænge ham lidt ud. Og dybere stak min vrede jo i virkeligheden ikke, jeg skulle vist bare have lidt luft, men det forstod min veninde tydeligvis ikke.

Jeg var stadig så rasende på min mand, at vrede tårer sprang ud ad øjnene på mig. Det var typisk ham, at komme for sent hjem fra arbejde, og at han oven i købet også havde glemt, at det var ham, der havde lovet at sørge for aftensmaden til børnene. Nu måtte jeg trampe hårdt i pedalerne på min cykel for at nå ud til min middagsaftale med Lotte! Hendes mand var ude, og vi havde længe glædet os til en pigeaften.

Jeg var allerede næsten en time forsinket, da jeg forpustet stillede cyklen fra mig. Jeg var så træt af min mand! Han tænkte ikke på andet end sit arbejde. Alt andet lod i øjeblikket til at komme i anden række. Når han endelig var hjemme, skældte han både mig og børnene ud – og overlod alt ansvaret for familien til mig!

Jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle Lotte, hvor urimelig han igen i aften havde opført sig – og få hendes kvindelige sympati. Jeg var nærmest heller ikke engang kommet indenfor døren, inden jeg busede ud med alle min mands urimeligheder.

Lotte åbnede en flaske rødvin og rystede medfølende på hovedet. Da vi satte os til rette i hendes sofa, stod munden stadig ikke stille på mig. Imens svingede hun det ene ben over det andet og himlede undervejs med øjnene. – Sagde han virkeligt det? Nej, hvor er han streng!

Jeg nikkede ivrigt, og fortsatte. For det var skønt at få medhold i, at det var ham og ikke mig, der var skurken. - Det ville jeg aldrig have fundet mig i! sagde hun og rystede forarget på hovedet. - Jeg fatter ikke, at du finder dig i det! Det havde jeg aldrig gjort! Han behandler dig jo som skidt! Han fortjener dig virkeligt ikke.
 
Hmm. Nu synes jeg, at Lottes reaktion var lidt for overdrevet. Jeg havde heller ikke brug for at høre andre tale grimt om ham – kun selv at lufte mine frustrationer over ham! Måske havde jeg også overdrevet en smule og dramatiseret skænderiet lidt rigeligt til min egen fordel. Og inderst inde vidste jeg jo godt, at min mand gik rundt og var stresset i øjeblikket. Jeg vidste jo også, at der var varslet fyringsrunde på hans arbejde. Uvisheden tærede på ham. Han var nervøs for at blive fyrret.

– Nå, men vi bliver nok gode venner igen, sagde jeg derfor. Det plejer vi, sukkede jeg, og skænkede et
nyt glas vin op. Men Lotte lod det ikke være ved det. For hun blev ved med at bore i, hvorfor jeg fandt mig i min mand urimeligheder, og jeg måtte svare på en kaskade af kritiske spørgsmål til mit ægteskab.

Til sidst fortrød jeg, at jeg havde involveret hende i vores problemer. For hun fik det nemlig næsten til at lyde, som om at min mand var kvindemishandler – og det at det den aften var hendes opgave at få mig til at erkende det! Da jeg begyndte at forsvare ham, hævede hun bare sit øjenbryn og tiskede med tungen ad mig.

Da jeg cyklede hjem igen, var jeg endnu dårligere humør. Lotte havde slet ikke forstået, at jeg bare havde haft behov for at hælde vand ud ad ørene og måske få et konstruktivt modspil til at indrømme, at jeg selv også selv havde haft en stor andel i skænderiet. I stedet var jeg endt med at føle mig spiddet op til væggen, og følt mig udstillet som svag og uselvstændig kvinde, fordi jeg var endt med at forsvare min mands opførsel.

Der var lys i køkkenvinduet, da jeg kom hjem. Min mand sad oppe og ventede oppe på mig. Han undskyldte, at han havde glemt min aftalte med Lotte, vi blev forsonet, inden vi faldt i søvn i hinandens arme. Freden var genoprettet i det lille hjem, men da jeg dagen efter ringede og fortalte Lotte det, fik jeg mig lidt af en forskrækkelse.

For hun lød nærmest skuffet. Hun kom med en spids bemærkning om, at jeg vist var meget hurtig til at tilgive. Igen følte jeg mig underlig ubehageligt tilpas. Hvad var hun egentligt for en veninde? Ønskede hun slet ikke, at jeg havde det godt? I et kort øjeblik tænkte jeg fornærmet på bare at lægge røret på. Men i stedet konfronterede jeg hende med mit ubehag over hendes overreaktion på mine ægteskabelige problemer.

Der blev tavst i den anden ende af røret. Hun havde slet ikke været klar over, at jeg havde opfattet det sådan. Men nu indrømmede hun, at hun i øjeblikket selv var så træt af sit eget ægteskab, og at den dundertale hun havde givet mig vist i højere grad var møntet på hende selv og hendes eget ægteskab.

Da det nu var hendes tur til at lufte sine egne frustrationer, forstod jeg imidlertid godt, at hun ikke samtidig bad mig gøre mig til dommer over hendes ægteskab. Hun havde simpelthen bare brug for at lette sit hjerte og få lidt medfølelse – og lidt konstruktivt modspil!

Både Lotte og jeg lærte vist begge af den episode. Bl.a. lærte vi, at livet ikke er sort eller hvidt – og at hverken venskaber eller ægteskaber heller ikke er det!


Annonce
Foto: Polfoto
Publiceret: 21-07-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Han havde altid været mit smertensbarn
Jeg var ved at ødelægge mine børn
Jeg brød mig ikke om min venindes nye kæreste
Jeg mobbede min kollega
Jeg var ved at ødelægge mine børn
Min egen fortælling: Angsten får ikke lov til at styre mig
Min egen fortælling: Lilly og jeg er da også en familie
Jeg havde jo aldrig glemt ham
Min smukke kollega tog æren for mit arbejde
Campister endte som kriseterapeuter

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri