Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg havde jo aldrig glemt Bjørn

Min egen fortælling
Jeg havde været stormende forelsket i Bjørn, da jeg var ung. Nu ringede han pludseligt, og selv om der var gået mange år, så stod jeg der med telefønrøret i hånden og rødmede som en anden teenager.

Det jeg husker tydeligst fra min ungdom, er det år, da Bjørn og jeg var kærester. Og når jeg gennem et langt liv tænkte tilbage på det år, mindedes jeg altid de gange, hvor vi dansede.

 

Det føltes, som dansede vi altid til den lyse morgen, hvorefter vi gik hjem gennem en morgendis, der fik os til at føle, at vi var de eneste mennesker i hele verden. Vi var stormende forelskede, men da Bjørn rejste til København for at studere, ebbede forholdet ud.

 

Der blev længere mellem brevene, og til sidst hørte de op. I dag ved jeg, at vi på det tidspunkt var for unge til at binde os, og først et par år efter mødte jeg Leo, der blev min mand og far til mine tre børn. Gennem min søster, Annie, fulgte jeg på afstand lidt med i Bjørns liv. Jeg var glad for, at det gik ham godt. Ligesom jeg blev han gift, og ligesom jeg fik han et godt ægteskab.

Annonce

 

Efter 45 års ægteskab blev jeg enke. Jeg var 64 år og indstillet på at leve resten af mit liv alene. Jeg solgte huset og flyttede i en mindre andelsbolig. Et år efter min mands død hørte jeg, at Bjørn også var blevet enkemand, men det var ikke noget, jeg tænkte videre over.

 

Jeg levede et stille og enkelt liv, hvor jeg var der for børnene og børnebørnene, hvis de havde brug for mig, men da jeg en aften kom hjem efter et besøg hos min søster, kunne jeg på telefonens display se et ukendt nummer. Det var før sket, men af en eller anden grund slettede jeg ikke nummeret denne gang, men skrev det i min lommebog. Nogle dage efter stod nummeret igen på displayet. Denne gang ringede jeg nummeret op med en mærkelig følelse af, at det bare var noget, jeg skulle gøre.

 

Der var gået 50 år, siden jeg sidste havde hørt Bjørns stemme, men jeg genkendte den med det samme, da han tog røret. Knap 69 år gammel stod jeg der med bankende hjerte og følte mig som en teenager. Da Bjørn og jeg sluttede samtalen, der blev meget lang, havde vi aftalt, at han ville ringe igen. Allerede dagen efter ringede han op, og da han spurgte, om jeg den følgende lørdag ville spise sammen med ham, sagde jeg straks ja tak.

 

Så fulgte alle skruplerne. Det var da helt tosset. Vi ville vel knap nok kunne kende hinanden! I løbet af 50 år sætter livet jo meget synlige spor. Bjørn ville bestemt flygte i rædsel, når han så mig igen. Flere gange var jeg ved at tage telefonen for at ringe afbud, men jeg gjorde det ikke. Jeg ved ikke, hvordan man beskriver, at årene ligesom kan falde af ens ansigt og efterlade det ungt og ubrugt, men det var den følelse, der ramte mig, da jeg så ind i Bjørns øjne.

 

Det var jo bare den Bjørn, jeg kendte, og jeg var den pige, han kendte fra dengang. Det er jo dig, tænkte jeg, og bag furerne i hans ansigt så jeg tydeligt den unge Bjørn, jeg havde kendt, og som jeg aldrig havde glemt.

 

Hans hår var blevet gråt og lidt tyndere, men jeg havde alligevel lyst til at begrave hænderne i det, som jeg dengang havde gjort det, og da han løftede en hånd og forsigtigt rørte min kind, fyldtes jeg med de følelser, der dengang havde været. Det var, som om vores kærlighed havde været sat på vågeblus, og nu blev den kaldt til live igen.

 

Hvor vi dog talte den aften. Jeg lagde knap nok mærke til, hvad vi spiste, for der var så meget, der skulle indhentes. De fælles minder var pludselig meget nære, og da vi skiltes, var jeg ikke i tvivl om, at vi skulle mødes igen. Den ene aften blev til flere, og der gik ikke lang tid, inden det stod klart for os begge, at vi måtte dele resten af livet.

 

For første gang i mit liv blev jeg bange for mine børn. Hvad ville de sige? Og Bjørns børn, ville de tage imod mig? Ville de acceptere, at deres far havde fundet en kæreste, som han oven i købet ville flytte sammen med? Jeg var grædefærdig af angst, men samtidig var mine genoplivede følelser for Bjørn så stærke, at jeg ville gå gennem ild og vand for at komme til at leve sammen med ham.

 

Heldigvis accepterede og respekterede vores børn, at vi ville flytte sammen, og nu er det, som om en cirkel er blevet sluttet. Både Bjørn og jeg har hver især haft et godt ægteskab, men nu er det vores fremtid, det gælder. Måske får vi mange år sammen, måske bliver det kun ganske få. Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at jeg vil nyde hver dag, vi får med hinanden.



Publiceret: 08-09-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg er lykkelig for, at jeg tog springet
Havde jeg alligevel ikke glemt ham?
Katastrofeferien reddede vores forhold
Min egen fortælling: Skybruddet bragte os sammen
Min veninde flirtede med min kæreste
Min familie blev ødelagt af splid og nag
Min affære blev min redning
Min svigerinde drak sig fra sans og samling
Min veninde skjulte sit helvede for mig
Han ville styre mit liv

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri