Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg kunne ikke engang klare at gå i Brugsen

Min egen fortælling
Normalt var jeg en velfungerende ung pige på 27 med masser af venner, men efter at jeg var blevet fyret fra mit job, fordi jeg ikke kunne klare arbejdspresset, så hang jeg lidt med hovedet. Af den grund var mine forældre så søde at tage mig med på en ferie sydpå.

Men ferien blev ikke den tiltrængte pause, jeg havde brug for. Tværtimod. En aften sad vi på en restaurant, hvor en lokal violinspiller underholdt. Det, der skulle være en idyllisk og hyggelig
oplevelse, endte med at slå mig helt ud. For musikken var så sørgelig, at jeg ikke kunne holde ud at høre på det. Pludselig fik jeg en voldsom kvalme og måtte gå fra restauranten.
Annonce


Resten af ferien kom jeg slet ikke ud fra hotellet. Jeg forskansede mig bag bøger og lukkede resten af verden ude. For det var et chok, at jeg havde reageret så voldsomt på en så banal oplevelse. Det forvirrede mig, og jeg fattede ikke, hvad der skete med mig. Da vi kom hjem, gik jeg til lægen, som mente, jeg havde en depression. Han gav mig lykkepiller. Men de hjalp mig bare ikke – jeg fik det ikke bedre. Tværtimod var verden lige sort, og jeg fik snart nye, ubehagelige oplevelser.

Familiesammenkomster blev pludselig helt uoverstigelige. Jeg blev overvældet af katastrofetanker om, at min familie syntes, at jeg var svag, og at jeg ingenting kunne. Mit hjerte hamrede, jeg svedte og blev svimmel. Det var virkelig ubehageligt, og det gjaldt bare for mig om at komme ud og væk fra alle deres blikke. Jeg fik i det hele taget sværere og sværere ved at tage mig sammen til at være sammen med andre, og jeg trak mig også fra mine venner.

Jeg forstod ikke selv, hvad der skete, eller hvad der var galt med mig, men jeg blev rædselsslagen ved tanken om, at folk – både dem, jeg kendte, og helt fremmede – kunne se, at jeg fik det fysisk dårligt, når
jeg for eksempel var til noget socialt eller bare nede og købe ind i Brugsen. Så jeg isoleredemig mere og mere. Jeg rullede mine persienner ned for at lukke verden ude, og til sidst var det en kamp for mig bare at komme ud med min skraldepose, for jeg var hunderæd for at møde nogen fra opgangen.

Det var min gode veninde, der kom mig til undsætning. Da jeg fortalte hende om, hvordan jeg oplevede nærmest at blive kvalt, når jeg var sammen med andre mennesker, fik hun en dag sagt til mig, at hun mente, at jeg led af angst. Det var jo ikke normalt ikke at kunne holde tanken om de fleste andre mennesker ud. Og det var ikke i orden, at jeg trak mig og levede med, at jeg nærmest ingenting magtede. Det burde jeg ikke byde mig selv. Hun fik presset mig til at gå til lægen igen.

Jeg var først i behandling hos en psykolog, der mente, at angsten var blevet udløst som en efterdønning til min depression, som igen var opstået efter den lange stressende periode på mit tidligere arbejde. Det gav egentlig også god mening, men samtalerne med psykologen flyttede mig ikke rigtig.

Psykologen fik mig dog til at tale meget om, hvor angsten kom fra, og jeg fik læsset af fra mine dårlige oplevelser på mit tidligere arbejde. Men selve angsten fik jeg ikke bugt med, mens jeg gik der. For mig blev løsningen kognitiv adfærdsterapi.

Det er en metode, hvor jeg lærte at arbejde både med min krop, mine følelser, mine tanker og min
adfærd. Ikke mindst gælder det om at gribe fat i de negative tanker, der opstår, når angsten presser sig på med sine fysiske tegn, hjertet der hamrer, sveden der springer, og maven der snører sig sammen.

Jeg har lært at styre mine tanker – og sætte en ny tanke ind, for hver negativ katastrofetanke jeg har, sådan at jeg ikke længere reagerer ved at flygte fra situationen – eller helt at undgå det, jeg er bange for. Jeg fik plads på et undervisningshold, hvor jeg lærte helt utrolig meget! Helt grundlæggendeindså jeg, at en tanke jo sådan set kun er en tanke – og at jeg kunne ændre den.

Jeg lærte, at når jeg stod i en angstfyldt situation – f.eks. en kø i en butik – og blev grebet af paniktanken om, at nu besvimede jeg, så kunne jeg spørge mig selv: Hvor mange gange var jeg faktisk besvimet? Samtidig kunne jeg bruge åndedrætsøvelser til at bringe min puls og blodtryk i ro. Det hjalp mig, og på den måde lærte jeg at tale min egen angst til ro. I undervisningsforløbet trænede vi også helt konkret med at konfrontere de situationer, vi var bange for – ud over bare at tale om dem. Jeg skulle øve mig i at være sammen med andre mennesker uden at være angst for, at de måske syntes, jeg var dum og svag.

Sammen med de andre på holdet var vi ude og prøve vores redskaber af på virkeligheden og oplevede, at det faktisk virkede. Nej, andre syntes ikke, at jeg var unormal eller opførte mig mærkeligt! Efter nogle måneder i behandling begyndte jeg at vende tilbage til mit gamle jeg. I dag træner jeg stadig med mig selv, og det er en stor støtte for mig at lave nogle aftaler med for eksempel min veninde, hvis vi skal ud til noget socialt. Hvis jeg pludselig ikke kan magte situationen længere, så har jeg den udvej, at vi kan gå. For det, har vi aftalt, er i orden.

Det sker heldigivis sjældent, og det var en kæmpe sejr for mig, da det lykkedes mig at gå i byen og være ude og danse igen efter mange, mange måneders angst og isolation. Nu er jeg nået så langt, at jeg også har fået et deltidsarbejde, og jeg klarer det. Jeg er stadig mærket af angsten, men jeg har lært at arbejde med små mål hele tiden, så hverdagen ikke bliver uoverskuelig for mig. Jeg er ret sikker på, at det er lykkedes mig at komme tilbage til mit liv, fordi jeg er vedholdende.

Men jeg er også sikker på, at min venindes hjælp og den kognitive adfærdsterapi var lykken lige præcis for mig. I dag kan jeg godt klare mine indkøb i Brugsen uden at skulle bruge flere timer på at tage mig sammen til at komme derned, og det går også godt med at møde gamle bekendte. Jeg føler, jeg har fået mit liv tilbage. Heldigvis.

Vil du vide mere?
Du kan læse mere om angst på for eksempel www.angstforeningen.dk eller www.fobiskolen.dk, som er den skole i København, hvor vores læser fik bugt med sin angst.

Har du også oplevet at angsten overtog dit liv? Fortæl hvordan du kom videre her:
Foto: Bulls
Publiceret: 13-10-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min egen fortælling: Min datter blev drugrapet
Vi kunne jo ikke blive ved med at hade hinanden
Min egen fortælling: Min svoger var en tyran
Min veninde flirtede med min kæreste
Min egen fortælling: Deres lille søn ødelagde ferien
Børnehavelederen så sig ond på mine børn
Jo! Du kan godt finde kærligheden på nettet
Jeg var forkælet og selvoptaget
Min egen fortælling: Jeg var desperat efter kærlighed
Hvorfor ville han ikke tale om fremtiden?

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri