Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg lod mig ydmyge af mænd

Min egen fortælling
Hvorfor blev jeg ved med at forelske mig i fyre, som behandlede mig forfærdeligt? Hvorfor kunne jeg ikke bare falde for en sød mand, der ville mig det godt? Hvad i himlens navn var der galt med mig?

Jeg voksede op i en helt almindelig arbejderfamilie, hvor der aldrig manglede noget materielt. Men følelser, dem talte man ikke om. Jeg havde det bedst, når jeg sad på mit værelse og læste. Jeg læste masser af romanblade og kærlighedshistorier. I romanerne gik det altid godt! De rigtige fik hinanden. Al den kærlighed og opmærksomhed, jeg manglede i min  egen familie, troede jeg, at jeg ville finde, da jeg forelskede mig i Niels.

Niels var et par år ældre end mig. Vi vidste intet om prævention, og selvfølgelig gik det galt til sidst, og jeg blev gravid. Jeg var meget forvirret over det, men det endte med, at Niels og jeg fik en lille lejlighed, da jeg var omkring et  halvt år henne. Nu skulle vi rigtig være en familie. Men Niels gik konstant ud og festede med vennerne. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han ikke gearede ned og blev voksen og ansvarlig.

Men når jeg forsøgte at tale med ham om det, lukkede han bare af og gik ned til vennerne på værtshuset. Efter vores søns fødsel, skulle vi begynde på det familieliv, som jeg havde længtes efter, men i stedet måtte jeg tage mig af alting. Jeg kunne aldrig regne med Niels. Da jeg skulle på hospitalet, da Peder var et år, turde jeg ikke overlade det til Niels at passe ham og fik i stedet en nabokone til det.

På Peders otte-års fødselsdag, hvor jeg havde inviteret gæster, kom Niels ikke hjem. Han valgte at sidde sammen med vennerne på værtshuset. Han valgte aldrig Peder og mig, altid vennerne og alkoholen. Jeg forsøgte flere gange at gå fra ham, men hver gang lovede han bod og bedring, og jeg valgte at tro ham. På et tidspunkt mistede Niels sit kørekort  og sit job, og fra da af gik det kun ned ad bakke. En periode flyttede jeg på kvindehjem, og imens festede Niels hjemme i lejligheden.

Først da han fandt en anden dame, formåede jeg omsider at stoppe forholdet definitivt. Efter Niels havde jeg en del kortere forhold til mænd. Men  ingen af mændene tændte mig, de virkede så almindelige og jordbundne! De var ikke spor uforudsigelige og troløse, derfor syntes jeg, at de var kedelige. Det lyder sikkert sært i andres øren, men når man er vant til at kaste al sin energi i at rette op på en mand, så virker en mand, der kan klare sig selv, som en angstskabende provokation. For hvad var min rolle i et forhold, hvis jeg ikke skulle passe på manden og beskytte ham?

Da jeg havde været alene en del år, og Peder for længst var flyttet hjemmefra, forelskede jeg mig stormende i Jacob. Jeg mødte ham gennem en fælles ven, som advarede mig om, at Jacob drak for meget. Jeg kunne ikke rigtig tro det. Han forekom mig så rolig og velafbalanceret, og så var han en flot mand!

Vi havde ikke været kæresterret længe, før han flyttedeind hos mig. Der gik heller ikke længe, før jeg opdagede, at Jacob havde et alvorligt alkoholproblem. Når han var i gang  med at drikke, kunne han ikke stoppe igen. Så lå han til sidst bare på sofaen og pattede i en flaske, og de eneste gange, han rejste sig, var, når han skulle hen på tanken efter mere sprut.

På min 40-års fødselsdag lå han lig derhjemme. Heldigvis kom min søn og mine venner og hev mig med på skovtur, ellers havde jeg siddet derhjemme sammen  med en bevidstløs mand. Vi havde mange forsonende samtaler, hvor jeg skiftevis prædikede, bad og skældte ud. Jacob lovede altid bod og bedring, og jeg troede på ham hver gang...

Men efter fire år var jeg omsider ved at have fået nok. Det faldt sammen med, at Jacob var ved at miste sit job. Han forstod nu godt, at det var ved at være sidste udkald. Jacob indvilligede i at tage på et afvænningshjem. Det var en kæmpe lettelse for mig, da han var væk. Jeg begyndte at kunne slappe lidt af, nu vidste jeg jo, hvor jeg havde ham!

Det kom bag på mig, da Jacob på et tidspunkt sagde, at det ikke kun var ham, der var syg, men at jeg også var det. Hvad? Jeg drak jo ikke! Men jeg indvilligede i at gå i gruppeterapi på behandlingsstedet sammen med andre pårørendetil alkoholikere. Det var  meget lærerigt for mig, og jeg begyndte at forstå, hvad minrolle i Jacobs alkoholisme var. 

Jeg var jo så selvudslettende og så hjælpsom, at jeg slet ikke hævdede min egen ret. Faktisk havde jeg ingen ret – kun den at tjene Jacob og opfylde hans behov. Jeg følte kun, jeg havde eksistensberettigelse, hvis jeg havde en, jeg kunne hjælpe. Og set fra den vinkel gav det god mening, at jeg havde for elsket mig i Jacob. Man kunne vel dårligt forestille sig en, der havde mere brug for mig end ham. Samtidig var jeg med til at fastholde ham i rollen som alkoholiker, fordi jeg i virkeligheden ikke rigtig ønskede, at han skulle kunne klare sig uden min hjælp.

Jacob var meget afklaret, da han tog fra behandlingsstedet. Nu skulle vi omsider have et godt og ligeværdigt forhold – uden alkohol. Det varede i to uger, så faldt han i. I stedet for at forlade ham, begyndte jeg at diskutere med ham: „Du kan da nok se, og du må da kunne forstå.“ Jacob kunne både se og forstå det hele, for han var efterhånden ekspert i sin egen sygdom, men holde op med at drikke, det kunne han ikke. Tværtimod så blev hans druk værre og værre, og en aften blev han så fuld, at han tog kvælertag på mig. Jeg fik revet mig løs og ringede efter politiet.

Da de kom og hentede ham  og fortalte, at de desværre ikke kunne beholde ham natten over, tænkte jeg: – Nu må du  væk, Dorte! Jeg pakkede lidt tøj og flygtede i første omgang hen til noget familie. I dag er det snart et år siden, jeg stak af fra Jacob. Jeg er for alvor begyndt at arbejde med mig selv. For Jacob havde jo ret, det var ikke kun ham, der var syg, jeg var det også. For det er da sygt at blive i så destruktive forhold i årevis.

Nu er jeg begyndt at gøre noget ved mit eget liv. Jeg er begyndt at ride – noget, jeg altid har drømt om, men aldrig før gjort alvor af. Og jeg har været med til at starte en selvhjælpsgruppe for pårørendetil alkoholikere i den by, jeg bor i. Nu ved jeg, at det kan lade sig gøre at kæmpe sig fri af rollen som redder for en alkoholiker og i stedet påtage sig ansvaret for sig selv. Selv om det er en smertefuld proces, er det også en proces fuld af glæde og håb. Så det er det hele værd!

Annonce
Foto: Bulls
Publiceret: 26-01-2011
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min datter løj
Jeg frygtede, at ferien ville ende som en stor fiasko
Jeg var ensom i mit ægteskab
Jeg fik langt om længe lært at sige fra
Min egen fortælling: Angsten får ikke lov til at styre mig
Jeg kunne ikke engang klare at gå i Brugsen
Min kollega brugte ufine metoder
Maden blev min trøst – og min største fjende
Min datter var jo ikke længere sig selv
Tragedien gjorde mig til et bedre menneske

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri