Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg mobbede min kollega

Min egen fortælling
Jeg havde så travlt med at belære mine elever om, at de ikke måtte mobbe hinanden. Men da en ny kvindelig lærer startede på skolen, måtte jeg meget snart erkende, at jeg og mine kollegaer ikke selv var for gode.

Jeg arbejdede som lærer på en skole, der havde været plaget af mobning eleverne imellem. Men nu skulle det være slut. I efteråret havde alle vi lærere på skolen været på kursus i mobning. Her havde vi lært baggrunden for mobning og de alvorlige konsekvenser af den. Herefter havde vi formuleret skolens antimobningspolitik, og kørt temauge om mobning på alle klassetrin. Vi ville ikke acceptere mobning på vores skole!

 

Da Marianne kort tid efter blev ansat som lærer, virkede hun både sød og dygtig – og meget ambitiøs. Allerede på det første lærerrådsmøde stod hendes pegefinger konstant lodret i luften for at foreslå ændringer eller påpege fejl og mangler i den indkaldte dagsorden. Vi andre lyttede alle høfligt. Det kunne jo ikke skade at få lidt ny viden.

Annonce

 

Som klasselærere på samme klassetrin ville det have været naturligt, at Marianne og jeg samarbejdede og udvekslede erfaringer. Det gik dog hurtigt op for mig, at hun slet ikke var interesseret i at udveksle idéer om noget som helst. Når ikke hun fortalte om alle sine tidligere succesoplevelser som lærer, overdængede hun mig med titler på bøger, hun havde læst om pædagogik og læseplaner. Hvis hun overhovedet stillede mig et spørgsmål, skulle det snart vise sig, at hun allerede kendte svaret bedre end jeg.

 

Imens Marianne fortsatte med at prale af sine succeser i klasseværelset, begyndte jeg at betvivle mine egne evner. I mine 25 år som lærer havde jeg i alt fald aldrig oplevet så fantastiske succeser, som Marianne kunne berette om. Hun var åbenlyst meget dygtig – men hendes trang til ustandseligt at hævde sig selv gjorde mig efterhånden irriteret på hende. Hvorfor stak hun ikke en finger i jorden og lærte os at kende – i stedet for at belære os i ét væk?

 

Flere af mine kollegaer havde det ligesom jeg, og vi stimlede efterhånden sammen i kaffepauserne og hviskede og gjorde nar af hendes „bedrevidenhed.“ På lærerværelset begyndte mange at tage afstand fra hende. Nogle frøs hende åbenlyst ud af deres samtaler – andre undgik at sætte sig sammen med hende.

 

Men især var der en lille kerne, der hviskede og udvekslede ironiske blikke, hver gang Marianne viste sig på lærerværelset. Selvom jeg ikke selv tog åbenlyst afstand fra Marianne, var jeg dog passiv tilskuer til den gradvise udelukkelse af hende på lærerværelset.

 

På den ene side forstod jeg godt mine kollegaer – på den anden side begyndte jeg at få ondt af Marianne. For jeg kunne se, hvordan hun blev mere og mere usikker på sig selv af den mobning – for det var det jo – vi udsatte hende for.

 

Jeg er ikke jordens mest selvsikre menneske, så jeg var meget nervøs, da jeg på næste lærerrådsmøde rakte fingeren op og sagde, at vi havde et problem. Da jeg nævnte Mariannes navn, lød der en brummen af tilkendegivelse fra bordene: – Ja, hun var da godt nok for meget, blev der mumlet. Da jeg mødte Mariannes blik, fik jeg fremstammet: – Marianne. Det er tydeligt, at du meget gerne vil fortælle os om alle dine gode resultater. Men det er da også vigtigt, at du forstår, at vi er dine kollegaer – og ikke dine konkurrenter.

 

Enkelte kollegaer fnisede frydefuldt. Men ellers var der blevet helt stille – som sad alle og ventede spændt på mit næste tilintetgørende angreb. – Men vi andre har et langt større problem her på lærerværelset, sagde jeg. – Vi har lige haft kursus i mobning, og nu er vi selv i fuld gang med at mobbe Marianne!

 

Da alle havde sunket den pinlige erkendelse, at vi, modsat alle vores fine intentioner, selv mobbede Marianne, fik alle også mulighed for åbent og ærligt at sætte ord på deres frustrationer. Og for første gang måtte Marianne tage ved lære af os andre.

 

Hun lyttede med dirrende hage, imens hun åbenlyst kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun indrømmede, at hun nok altid havde været mere ivrig for at imponere sin omverden – end omvendt. Men vi andre lærte en endnu vigtigere lektie, nemlig at der ikke er langt fra skolegård til lærerværelse. Mobningens uhyggelige væsen kan dukke op hvor som helst – og når som helst.

 

Heldigvis fik vi den dag taget fat om nældens rod, inden den nåede at vokse sig endnu større. Vi lærte at få talt sammen, og heldigvis er Marianne i dag faldet rigtig godt til på vores lærerværelse  



Publiceret: 30-09-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jo! Du kan godt finde kærligheden på nettet
Min egen fortælling: Jeg var desperat efter kærlighed
Jeg var forkælet og selvoptaget
Min egen fortælling: Jeg var ensom i mit ægteskab
Min egen fortælling: Lilly og jeg er da også en familie
Mit barn forsvandt
Jeg følte mig presset til venskab
Jeg fik langt om længe lært at sige fra
Jeg frygtede, at ferien ville ende som en stor fiasko
Jeg gik efter den helt forkerte mand

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her