Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg svigtede min veninde

Min egen fortælling
Anne var en af mine bedste veninder, men da hun stod i sit livs sværeste situation, svigtede jeg hende. Derfor mente jeg ikke, at jeg fortjente hendes venskab længere. Det var jeg heldigvis ikke alene om at bestemme.

Der gik lang tid, før jeg fattede, hvad Anne fortalte mig i telefonen: Hun og hendes mand, Jørgen, havde mistet deres førstefødte – en fuldbåren dreng – kort efter fødslen.

 

Jeg havde været ude at rejse og havde undervejs tænkt på, hvor meget jeg glædede mig til snart at komme på barselsbesøg. Anne var min barndomsveninde. For mig stod hun for det rigtige, stabiliteten og fornuften. Hun havde allerede, fra hun var 16-17 år, valgt det meget trygge med et langt fast forhold og bygget sit liv op omkring det. Hvorimod jeg stadig i begyndelsen af 30’erne nød at være mere eller mindre fri og fjollet.

 

På trods af vores forskellige retninger i livet havde vi begge meget fornøjelse af at være sammen. Vi havde kendt hinanden, siden vi var små, og vi kendte til både de lyse og mørke sider af hinanden. Men den her situation var så ny og alvorlig, at jeg blev slået helt ud af kurs.

Annonce

 

Jeg var meget nervøs, da jeg skulle til deres lille drengs begravelse, for jeg havde ikke haft døden så tæt på mig før. Selve højtideligheden var lige så forfærdelig, som man kunne forvente. Og bagefter stod venner og familie omkring Anne og Jørgen – de fleste af dem som par.

 

Jeg var alene og anede pludselig ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle udtrykke min medfølelse og vise, at jeg var der. Jeg havde købt en cd med en bestemt slags musik, som skulle virke forløsende og trøstende. Det var min kejtede måde at gøre noget på.

 

Den pakke gav jeg dem med et kort. Jeg husker ikke, hvad eller om jeg overhovedet sagde noget til dem. Men jeg husker med al tydelighed, at da alle begyndte at gå fra kirken til en sammenkomst, løb jeg min vej. Sjældent har jeg haft så travlt med at komme væk fra noget, jeg ikke kunne håndtere.

 

I tiden efter, hvor Anne var rigtig langt nede og havde brug for støtte, besøgte jeg dem nogle gange. Men jeg skal indrømme, at jeg nok ikke var den, der stod i forreste række og tilbød mig. Og det var ikke manglende vilje, men jeg måtte se i øjnene, at hendes sorg skræmte mig voldsomt. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle opføre mig og var vel ikke moden nok til at høre på hende.

 

Anne fik en opfattelse af sig selv som en uduelig person. Når hun ikke engang kunne føde et levedygtigt barn, hvad duede hun så overhovedet til? Den opfattelse passede slet ikke med mit billede af Anne. I mine øjne var hun meget beundringsværdig; hun kunne være den dygtige husmor, den gode veninde og den ambitiøse karrierekvinde på en gang. For mig var hun stadig en stjerne. Selv den værdige måde hun sørgede på var med mine umodne øjne utrolig.

 

Anne kom videre i sit liv og fik andre børn. Vores venskab bestod også stadig med nogle tætte stunder, men der blev færre og færre af dem. For jeg kunne ikke finde ud af at være ordentligt sammen med Anne. Jeg var plaget af dårlig samvittighed over, at jeg ikke syntes, jeg havde været en god nok veninde. Jeg blev usikker, følte ikke, jeg gjorde noget godt nok, når vi var sammen.

 

Det var rigtig irriterende, og Anne anede ingenting. Hun var bare altid opmærksom og hjælpsom over for mig, og det gjorde, at jeg følte, at min taknemmelighedsgæld til hende voksede. Det plagede mig efterhånden så meget, at jeg gled af, når hun ville lave aftaler. Jeg havde ikke lyst, når jeg vidste, at jeg bare ville sidde og føle mig forkert. En vanvittig situation, hvor resultatet snart ville blive, at vores årelange venskab ville ende som et bekendtskab. Det ville jeg alligevel ikke risikere.

 

Så en dag inviterede jeg hende til middag, bare os to uden mænd eller børn. Og efter god mad og et ukendt antal glas rødvin fik jeg sagt, at jeg følte, jeg havde svigtet hende på det grusomste dengang, hun mistede sin nyfødte søn.

 

Anne kikkede forbavset på mig og sagde, at det var ikke noget, hun bar rundt på. Og at hun holdt meget af mig, måske endda mere som årene gik, fordi jeg netop stod for noget helt andet skævt og uforudsigeligt og på den måde berigede hendes liv.

 

Det gjorde mig meget glad at høre. Og al den misforståede dårlige samvittighed, der havde skygget, var nu væk til fordel for et venskab, der kun er blevet stærkere og varmere med årene.

Publiceret: 13-08-2012
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Vennernes børn kendte ikke til grænser
Sovepillerne gjorde mig til misbruger
Min kollega brugte ufine metoder
Kunne vi tillade os at takke nej til deres venskab?
Min datter stjal
Jeg var bange for min nye nabo
Da blodproppen ramte: Jeg troede, jeg var udødelig
Min egen fortælling: Min stedsøn provokerede mig
Min egen fortælling: Man kunne ikke stole på Trine
Jeg følte mig presset til venskab

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri