Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg var ensom i mit ægteskab

Min egen fortælling
Da børnene var flyttet hjemmefra, gik det op for mig, hvor ensom jeg var i mit ægteskab. Men når jeg forsøgte at tale med min mand om det, slog han det hen. En dag måtte jeg spørge mig selv, om det virkelig var sådan, jeg ønskede at leve resten af mit liv?

Min mand har aldrig brudt sig om at tale om følelser – hverken mine eller sine egne. Jeg havde for længst vænnet mig til, at det var sådan. Vi havde et travlt ægteskab med en selvstændig virksomhed og tre livlige sønner, hvilket ikke levnede meget tid til „tosomhed“. Til gengæld vidste vi, når vi var i seng sammen, hvor meget vi betød for hinanden.

 

Men da vores yngste søn flyttede hjemmefra, fik vi imidlertid masser af tid til hinanden. Vi anede bare ikke, hvad vi skulle stille op med den – eller med hinanden. Uden vores sønner, der normalt havde stormet ind og ud, blev der pludselig så stille i vores store hus. Uhyggeligt stille.

 

Jeg savnede det liv, som de havde tilført hjemmet. Det tror jeg også, at min mand gjorde – selv om vi ikke talte om det. Han arbejdede hårdt i sit firma, og når han kom hjem, kastede han sig over nye projekter i huset. Jeg forsøgte også at tæmme mit savn bag en masse praktiske gøremål. Men indvendig følte jeg mig gradvist mere og mere trist.

Annonce

 

Det var tomt, efter at drengene var fløjet fra reden – men tomheden handlede også om, at vores ægteskab gennem de seneste år havde forandret sig. Pludselig blev jeg opmærksom på, hvor få følelser, der var imellem min mand og mig. Vi var holdt op med at gå i seng sammen, og jeg savnede knus og nærhed.

 

Da jeg forsøgte, at genantænde gnisten mellem os, blev jeg afvist. Når jeg forsøgte at tale med ham om det, nægtede han at der var noget galt med vores ægteskab. Det eneste der var galt, sagde han, var, at jeg rugede for meget over tingene. I stedet mente han, at vi skulle til at lægge planer for vores „anden ungdom“.

 

Han talte om at købe et sommerhus, mens jeg bladrede lidt halvhjertet i forskellige rejsekataloger. Men tanken om ikke at have et helt ægteskab og ikke få mit behov for kys og kærtegn opfyldt var begyndt at gå mig meget på. Jeg følte mig ensom og utilstrækkelig.

 

Det holdt jeg dog for mig selv, indtil jeg tilfældigt stødte ind i en gammel bekendt. Vi havde ikke set hinanden i mange år, men over for hende busede jeg pludselig ud med det hele. Da jeg havde beskrevet mit ægteskab, udbrød hun, at det til forveksling lød som hendes. Hun var dog blevet skilt og rådede mig diskret til at gøre det samme.

 

Mødet med min gamle veninde fik mig til at spekulere på, om en skilsmisse kunne være en løsning. I lang tid slog jeg dog tanken hen og koncentrerede mig i stedet om mit udseende. Naivt håbede jeg, at min mand ville få mere lyst til mig. Jeg gik på slankekur, og i takt med at kiloene raslede af mig, steg mit mod på en ny og smart korthårsfrisure.

 

Men det forandrede ingenting. Han lagde dårligt mærke til forandringerne. Ikke at blive „set“ og bare fungere som en statist i hans liv, fik mig en dag til at bryde grædende sammen over for ham. Jeg konfronterede ham direkte og spurgte, hvorfor han ikke havde lyst til mig længere?

 

Han så hovedrystende på mig, og mente at jeg burde opsøge min læge. Jeg måtte være i overgangsalderen, siden jeg pludselig var begyndt at „skabe“ mig. Jeg syntes, at jeg havde forsøgt alt for at give vores ægteskab en chance.

 

Men da jeg indså, at han ikke var villig til at ændre noget – og ikke engang respektere mine følelser, kastede jeg håndklædet i ringen og sagde, at jeg ville skilles. Min mand reagerede meget fattet. – Hvis det er det, du vil, kan jeg jo ikke gøre noget ved det. Jeg skal ikke forherlige skilsmissen.

 

Det var voldsomt at skulle bryde op fra mit dejlige hjem. Vores sønner reagerede også voldsomt. De forstod ikke, hvorfor jeg pludselig ville skilles. Naturligvis gik jeg ikke i detaljer, men nøjedes med at sige, at vi ikke længere elskede hinanden. Bodelingen var også en smertefuld proces. Det var svært at skulle dele de møbler og ting, vi havde købt sammen igennem et langt ægteskab.

 

I dag bor jeg alene i en hyggelig lejlighed. Jeg længes ikke et øjeblik tilbage til mit ægteskab, og jeg har bearbejdet skilsmissen. Når jeg har behov for selskab, ringer jeg til en veninde – eller til min nye ven. Han bekræfter mig og giver mig knus og kærtegn. Men jeg vil ikke flytte sammen med ham. I alt fald ikke lige nu.

 

Jeg nyder min frihed til at være alene i fulde drag. Det, at føle sig alene, er nemlig et valg. Ensomhed er til gengæld ikke en følelse, man kan vælge til eller fra. Og ensom, det føler jeg mig bestemt ikke længere.



Publiceret: 18-02-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min datter løj
Han ville styre mit liv
Hvem ville dog stjæle fra mig?
Ville hun have mig til at hade min mand?
Min egen fortælling: Mit job styrede mit liv
Campister endte som kriseterapeuter
Min veninde lod sig undertrykke
Min drøm om et hus på landet blev et mareridt
Mine forældre opførte sig som forkælede børn
Min egen fortælling: Jeg er færdig med at skamme mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her