Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg var med til at mobbe min kollega

Min egen fortælling
I efteråret havde alle vi lærere fra skolen været på kursus i mobning. Her havde vi lært baggrunden for mobning og de alvorlige konsekvenser af den. Herefter havde vi formuleret skolens antimobningspolitik og kørt temauge om mobning på alle klassetrin. Vi ville ikke acceptere mobning på vores skole!

I efteråret havde alle vi lærere fra skolen været på kursus i mobning. Her havde vi lært baggrunden for mobning og de alvorlige konsekvenser af den. Herefter havde vi formuleret skolens antimobningspolitik og kørt temauge om mobning på alle klassetrin. Vi ville ikke acceptere mobning på vores skole!

Da Marianne kort tid efter blev ansat som lærer på skolen, virkede hun både sød - og meget ambitiøs. Allerede på det første lærerrådsmøde stod hendes pegefinger konstant lodret i luften for at foreslå ændringer eller for at påpege fejl og mangler i den indkaldte dagsorden. Vi lyttede alle høfligt. Det kunne jo ikke skade at få lidt ny viden.

Som klasselærere på samme klassetrin ville det have været naturligt, at Marianne og jeg samarbejdede og udvekslede erfaringer fra vores undervisning. Det gik dog hurtigt op for mig, at hun slet ikke var interesseret i at udveksle noget som helst. Hvis ikke hun fortalte om alle sine tidligere succesoplevelser som lærer, overdængede hun mig med titler på bøger, hun havde læst om paragraffer og læseplaner. Hvis hun overhovedet stillede mig et spørgsmål, skulle det snart vise sig, at hun allerede kendte svaret bedre end jeg.

Imens Marianne fortsatte med at prale af sine succeser i klasseværelset, begyndte jeg at betvivle mine egne evner. I mine 25 år som lærer havde jeg i alt fald aldrig oplevet så fantastiske succeser, som Marianne kunne berette om i hvert eneste frikvarter. Hun var åbenlyst meget dygtig – men hendes trang til ustandseligt at hævde sig selv, gjorde mig efterhånden irriteret på hende. Hvorfor stak hun ikke en finger i jorden og lærte os at kende – i stedet for konstant og kun at belære os?

Flere af mine kollegaer havde de som jeg, og de stimlede efterhånden sammen i kaffepauserne og hviskede om Marianne. De begyndte også  at gøre nar af hendes „bedrevidenhed“. På lærerværelset begyndte folk at tage afstand fra hende. Nogle frøs hende åbenlyst ud af deres samtaler – andre undgik at sætte sig samme sted som hende. Men især var der en lille kerne, der hviskede og udvekslede ironiske blikke, hver gang Marianne viste sig på lærerværelset.

Selvom jeg ikke selv direkte tog så åbenlyst afstand fra hende, var jeg dog tavs tilskuer til den gradvise udelukkelse af hende på lærerværelset. På den ene side forstod jeg godt mine kollegaer – på den anden side havde jeg medlidenhed med Marianne. For det var jo mobning vi udsatte hende for!

På næste lærerrådsmøde trak jeg derfor vejret dybt og rakte hånden op og sagde, at jeg syntes, vi havde et problem i lærergruppen. Da jeg derefter nævnte Mariannes navn, lød der en brummen af tilkendegivelse fra bordene. Da jeg mødte Mariannes blik, sagde jeg: – Marianne. Det er tydeligt, at du meget gerne vil fortælle os om alle dine gode resultater. Men det er samtidigt vigtigt, at du forstår, at vi er dine kollegaer – og ikke dine konkurrenter. Enkelte kollegaer fniste frydefuldt. Men ellers var der blevet helt stille. Det var som om, mine kollegaer kun ventede på, at jeg rigtig skulle folde mit angreb på Marianne ud. 

– Men vi har et langt større problem her på lærerværelset! fortsatte jeg derimod, mens jeg så over mod den gruppe af lærere, der for et kort øjeblik siden havde grint mest højlydt. – Nemlig at vi er begyndt på at mobbe Marianne!
Da det gik op for mine kollegaer, hvad jeg talte om, stirrede de flove ned i bordene. Og da alle havde sunket den pinlige erkendelse – at vi, modsat alle vores fine intentioner, selv mobbede Marianne, fik alle mulighed for åbent og ærligt at sætte ord på deres frustrationer.

For første gang måtte Marianne tage ved lære af os andre. Hun lyttede med dirrende hage, imens hun åbenlyst kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun indrømmede, at hun ikke var ubekendt med mobning. Det var faktisk grunden til at hun havde søgt væk fra sin tidligere arbejdsplads. Ved at lytte til os, erkendte hun,  at hun nok altid havde været mere ivrig for at imponere sin omverden – end omvendt.

Men vi andre lærte også en vigtig lektie: Der er ikke langt fra skolegård til lærerværelse. Mobningens uhyggelige ansigt kan dukke op hvor som helst – og når som helst. Heldigvis fik vi taget fat om nældens rod, inden den nåede at vokse sig endnu større. I dag er Marianne faldet rigtigt godt til på vores skole og på vores lærerværelse.

Annonce
Foto: Bulls Press
Publiceret: 11-01-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min egen fortælling: Angsten får ikke lov til at styre mig
Jeg lod mig ydmyge af mænd
Min datter var jo ikke længere sig selv
Tragedien gjorde mig til et bedre menneske
Min veninde svigtede sin datter
Jeg gik tilbage til en fuser
Min veninde sygeliggjorde min søn
Min egen fortælling: Min datter blev drugrapet
Mine forældre opførte sig som forkælede børn
Vi kunne jo ikke blive ved med at hade hinanden

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her