Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg var ved at ødelægge mine børn

Min egen fortælling
Jeg forkælede mine børn, for jeg ville gerne give dem en bedre barndom end den, jeg selv havde haft. Hvad jeg ikke havde gjort mig klart var, at jeg dermed også var i fuld gang med at gøre dem til små egoistiske monstre.

Jeg så mig om i stuen. Der flød med slikpapir, tallerkener, glas og tomme sodavandsflasker. I sofaerne lå ungerne og puttede sig under deres dyner og så tv. De ikke så meget som så op på mig, som jeg stod der med hænderne fulde af indkøbsposer. – Gider du ikke lige hente et glas vand til mig? spurgte min ældste søn i stedet, stadig uden at se på mig.

 

Jeg havde haft en møgdag på mit arbejde. Min mand var ude at rejse og kom først hjem weekenden efter. Jeg var træt og udmattet, og pludselig sprang alle sikringer. Jeg kortsluttede fuldstændig. Jeg råbte og skreg ad børnene. Kaldte dem små forkælede møgunger, som bare lå der og krævede ind Og nu skulle jeg oven i købet også hente vand!

 

Annonce

Jeg må have virket ret frygtindgydende, for i tavshed stod de op fra sofaerne og fortrak ind på værelserne. Bagefter var jeg ikke stolt af mig selv. Herregud, jeg hentede altid vand til dem, ryddede op efter dem, lavede deres yndlingsmad til dem, trøstede dem og grinede ad deres vitser – hvor skulle de egentlig vide fra, at jeg var ved at være slidt op, og at reglerne måtte laves om?

 

For det måtte de! Jeg kunne mærke, at nu kunne jeg bare ikke klare mere. Jeg havde været tjenende ånd, socialrådgiver, kokkepige, legekammerat og delvis forsørger i flere år, og jeg havde på mange måder også nydt det, men det gjorde jeg ikke længere. Der var snart ikke et ledigt sekund på dagen, der ikke var helliget opvartning af børnene. Det hører med til historien, at jeg selv var ret forsømt, da jeg var barn.

 

Bevares, jeg fik da, hvad jeg kunne spise og drikke, og jeg havde også rent tøj på kroppen, men kærlighed og omsorg var der ikke meget af. Mine forældre havde ikke tid til mig, for de havde så travlt med at arbejde. Så da jeg selv fik børn, svor jeg, at de skulle have masser af opmærksomhed, varme og omsorg. Og det fik de. Men de fik også et højt serviceniveau, for jeg ville på alle måder vise dem, at de var ønskede og holdt af.

 

Til gengæld havde jeg strakt mig rigeligt langt, kunne jeg se nu. Selv om vi havde aftaler om, at de skulle rydde op efter sig selv og indimellem støvsuge eller hænge en vask op for deres lommepenge, så endte det som regel med, at jeg gjorde det selv.

 

Det hører med, at min mand var helt uenig med mig i måden at opdrage børnene på. Han havde længe skældt mig ud, fordi han syntes, at jeg vartede dem op. Men han var så meget ude at rejse på grund af sit job, at jeg ikke rigtig havde taget ham alvorligt. Nu gik det op for mig, at jeg med al min misforståede omsorg havde skabt nogle blodsugende uhyrer – og at det faktisk var min egen skyld!

 

Om aftenen spiste vi sammen sammen. Ungerne var stadig rystede over mit raserianfald og svarede mig kun med enstavelsesord. Jeg undskyldte, at jeg havde været så ubehersket, men sagde, at vi var nødt til at lave om på tingene herhjemme. Jeg vidste godt, at det var mig, der havde vænnet dem til, at jeg hoppede og sprang for dem, men jeg kunne og ville ikke mere.

 

De kunne egentlig godt se det, da vi talte om det. Og til sidst gik de op i planlægningen af vores nye husorden med liv og sjæl. Mine to døtre hentede pap og farveblyanter og hjalp med at lave en stor planche. Vi fik hver vores farve og plottede os ind på de forskellige ugedage. Selv min søn tegnede sig for nogle pligter, som han godt ville have ansvar for.

 

Helt ærligt: Der var lidt murren og skænderier i starten, hvis en af dem havde „glemt“ en pligt og i stedet var taget med en kammerat hjem. Men i løbet af ret kort tid fik vi faktisk systemet på skinner. Den sværeste at overbevise om planens berettigelse var i grunden mig selv! Det sad dybt i mig, at det var min måde at vise børnene kærlighed på. Lige så meget jeg hadede at være tjenende ånd, lige så højt elskede jeg at tage ansvar for alt og alle.

 

Så der gik noget tid, inden jeg blev i stand til at tro på, at mine børn sagtens kan selv. I dag kommer jeg aldrig hjem fra arbejde og bliver mødt af synet af en svinesti. Og mine unger er blevet meget gladere, for de kan jo mærke, at det har en berettigelse, det, de går og gør. 

Publiceret: 03-09-2012
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Han skal ikke bestemme over min datter
Jeg gik tilbage til en fuser
Min egen fortælling: Min datter skabte splid imellem os
Jeg frygtede, at ferien ville ende som en stor fiasko
Min veninde afviste mig
Min svigermor blandede sig i alt
Maden blev min trøst – og min største fjende
Han havde altid været mit smertensbarn
Børnehavelederen så sig ond på mine børn
Hans venner frøs mig ud

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri