Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg var venindernes lille klovn

Min egen fortælling
Mine to barndomsveninder blev ved med at fastholde mig i rollen som hende den dovne, der aldrig kunne finde ud af noget. Og jo, sådan havde det været engang, men sådan var det ikke længere, så hvorfor blev de ved?

Siden 1. klasse havde Anja, Katrine og jeg været veninder. Da vi kom i gymnasiet fortsatte vores nære venskab, men vi udviklede os nu meget forskelligt. Mens jeg var skoletræt og ikke særlig flittig, var de begge meget målrettede. Efter gymnasiet gik de i gang med hver sin uddannelse.

 

Jeg anede ikke, hvad jeg ville. I stedet klumrede jeg rundt i et par år og havde forskellige småjobs. Selvom vi stadig hyggede os, begyndte Anja og Katrine nu ofte at gøre sig morsomme på min bekostning.„Du kan få et rengøringsjob hjemme hos mig!“ kunne den ene fnise og sende den anden et indforstået blik. „Nej, det ville nok være for dyrt i timeløn! Hun er jo en evighed om alting!“ svarede den anden, og så brød de begge ud i en hulkende latter.

Annonce

 

Jeg lo halvhjertet med, selvom jeg ikke syntes, at det var morsomt. Tværtimod. Jeg var såret og forvirret. Men når jeg forsøgte at give udtryk for det, slog de det hen og spurgte, om jeg havde mistet min humoristiske sans. Det synes jeg ikke, at jeg havde. Til gengæld mistede jeg gradvist lysten til at være sammen med dem. Men jeg betragtede dem jo næsten som søstre, og sådan nogle cutter man jo ikke kontakten til.

 

Selvom jeg sidenhen gik i gang med en uddannelse som sygeplejerske, var min rolle som den dovne blevet så grundfæstet, at den var umulig at komme ud af. Bedst som vi sad og hyggede os, kunne en af dem pludselig komme med en vittig bemærkning om mig og den anden bryde ud i latter. Det skete så pludseligt, at jeg først for alvor opfattede, hvor meget det sårede mig, når jeg kom hjem. Jo, jeg havde måske været doven, da vi gik i gymnasiet, men det var mange år siden. Hvorfor blev de ved med at fastholde mig i den gamle rolle?

 

Med årene sås vi mindre og mindre. Det passede mig fint. Men vi holdt dog stadig fast i at holde en årlig pigejulefrokost. Når den tid nærmede sig, havde jeg glemt alt om min irritation og glædede mig til at udveksle minder. Men det endte altid med, at jeg kørte rasende hjem igen.

 

For uanset hvor meget jeg havde forsøgt at dreje samtalerne over på vores voksne liv, blev de ved med at fastholde mig i rollen som den dovne teenager. „Hvor mange af dine patienter når mon at dø af et hjerteanfald, før du får lettet din bagdel fra sædet?“ afbrød de mig leende, når jeg fortalte om mit arbejde. Som sædvanligt druknede mine protester i et: „Skål, vi kender dig!“

 

Da jeg for to år siden skulle til julefrokost, havde jeg besluttet mig for, at den der tone mellem os måttet have en ende. Jeg bed tænderne sammen, da jeg ringede på. Da døren blev åbnet, fik jeg straks en drillende kommentarer. „Hvornår lærer du at komme til tiden?“ Jeg var fem minutter forsinket.

 

Som sædvanligt havde de i forvejen sendt instrukser ud om, hvad vi hver især skulle medbringe – jeg ribbenssteg med hjemmelavet rødkål, ditto brød og leverpostej med bacon og champignon. En kende meget i forhold til de andres indsats, kunne jeg se. Men jeg smilede bare, som jeg plejede, da jeg anrettede mine hjemmelavede retter ved siden af deres æg, tomater, dåsemakrel og halvtoptøede rejer på julebordet. Men hvem var det egentligt, der var de dovne i det her selskab?

 

Jeg vidste præcist, hvordan denne aften ville gå. Først ville vi fortælle, hvad der var sket siden sidste år, og så ville de første bemærkninger falde om mine medbragte retter: „Har du købt din flæskesteg færdigstegt i delikatessen?“. „Ja, for madlavning har vist aldrig haft din interesse“. Sådan gik det da også. Bortset fra at jeg ikke reagerede, som jeg plejede.

 

Jeg hverken lo eller forsøgte at forsvare mig. Det fik blot deres morsomheder til at eskalere. Da jeg rejste mig for at takke af, sagde de næsten lidt afkrævende: „Vi ses næste år!“ „Nej, det gør vi ikke,“ svarede jeg, fast besluttet, men med gråden siddende i halsen. Så blev de helt tavse. Det var tydeligt, at de nu pludselig var blevet usikre på deres position som de overlegne.

 

„Jeg føler mig ikke godt tilpas, når vi er samlet”, sagde jeg. „Jeg falder ind i en rolle, der ikke længere er min. Jeg har ændret mig gennem årene, men jeg føler ikke, at det interesser jer.“ Så gik jeg. På vejen hjem skiftevis lo og græd jeg. Men samtidigt med, at det var hårdt at have taget endeligt afsked med en vigtig del af min fortid, var det også en stor lettelse at lægge min gamle rolle fra mig. Tænk, at jeg ikke havde truffet det valg mange år tidligere.

Publiceret: 05-11-2012
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min kæreste levede et dobbeltliv
Min familie blev ødelagt af splid og nag
Min veninde udnyttede mig
Min far nægter at modtage hjælp
Vennernes børn kendte ikke til grænser
Min svigerinde drak sig fra sans og samling
Mine kollegaer svigtede mig
Campister endte som kriseterapeuter
Min egen fortælling: Min søn var konstant under pres
Han ville styre mit liv

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri