Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kære lillebror: Mor og far glemte mig, da du fik kræft

Min egen fortælling
Få den triste historie om, hvorfor du skal huske søskende i en familie med kræft eller anden sygdom-

’Jeg hører nøglerne i hoveddøren. Døren knirker, da den forsigtigt bliver åbnet og min mor kommer ind i gangen. Hun hænger sin jakke og går med slæbende skridt går ind i stuen. Der er noget galt, det kan jeg mærke. Hun plejer ikke, at være sådan.

Jeg kigger ud af min dør og ser en tårer glide ned af hendes kind. Jeg bliver automatisk bange. Min mor viser aldrig følelser - andet end vrede.

Der må være noget alvorligt galt et eller andet sted. Hun skynder sig at tåre tåren væk, da hun ser, jeg kigger på hende, men jeg har opdaget den, så det var for sent.

Telefonen ringer og mor tager den og går ind i stuen. Jeg sniger mig efter hende og står og lytter ved døren, men det er svært at høre hvad hun siger. Hun taler meget lavt. Jeg holder vejret, så ikke en eneste lyd skal forhindre mig i at høre, hvad det er, der er galt.

Annonce


Jeg ved godt, at jeg ikke må, men jeg er nysgerrig og får alligevel aldrig noget af vide, og så må jeg jo selv finde ud af det. Jeg hører kun brudstykker af det, hun siger, men forstår at der er noget meget galt. ”Han er alvorligt syg ...”, hører jeg hende sige, men hvem drejer det sig om? ”


Der går lang tid, før jeg opdager, at det er dig, min elskede lillebror, som er alvorligt syg af kræft. Pludselig er døden og angsten en del af mit liv, som jeg havde håbet jeg aldrig skulle opleve.

Der står jeg i døren og kigger på at mor klæder sig på og gør sig klar til at komme ind til dig på hospitalet igen. Hun ænser ikke, at jeg står i døren til badeværelset og kigger på den kærlighed jeg så inderligt mangler lige nu.

Ensom og forladt
Efter du er blevet alvorligt syg, er det som om, jeg er blevet fortid for mor og resten af familien. Det er som om, de har glemt, at de også har en datter, der trænger til at blive holdt af og snakket med. Jeg er ikke gammel nok til at forstå, at du lige nu er vigtigere end mig, og jeg vil nok heller aldrig komme til at forstå det.

Hverdagen hjemme hos os er nu helt forandret.

Du bliver så let syg af selv de mindste vira, at du ikke kan være sammen med andre børn, og det gør mig ked af det. Jeg vil så gerne være en del af dit liv, men det må jeg ikke være mere. Jeg er jo også et barn, og jeg kunne smitte dig med en let forkølelse eller noget mere farligt.

“Du skal behandles med så meget varsomhed, at end ikke jeg må komme for tæt på dig. Kun mor og far må være i nærheden af dig. Jeg må bare stå og se på, at du får den kærlighed, som jeg før havde helt naturligt. ”

Når de tager af sted med dig, sidder jeg alene hjemme og er ked af det. Jeg er bange for at miste hele min familie og især dig, min kære bror.

Jeg forstår ikke, hvad der sker med dig, og ingen har sådan rigtig tid til at fortælle mig det, men jeg gætter på, at det er alvorligt.

Mor plejer ikke at græde, men jeg kan se at hendes øjne er rødsprængte. Der er frygt at spore i hendes stemme, men hun siger ikke noget til mig. Hun går bare rundt i stilhed og laver alt det huslige, som hun plejer at gøre det.

Jeg føler en ufattelig trang til at skrige højt og inderligt i håb om, at nogen hører mig, men skriget forstummer i den trykkede atmosfære. Skriget når ikke længere end til mine læber, før der forsvinder, gemmer sig i mit sind og blander sig med frygten, angsten og en følelse af ikke rigtig at fatte, hvad der sker rundt om mig.

Jeg føler at lige meget hvad jeg gør, så er jeg ikke længere god nok til at få den kærlighed, som jeg trænger til. Den kærlighed der betyder, at jeg overlever uden dybe traumer er forsvundet, og hvis jeg er heldig, så er den ikke forsvundet for altid.

Jeg er bange for at miste dig
Jeg kigger på dig. Du har tabt det meste af dit hår, og det der er tilbage virker slidt. Din krop er blevet så tynd og huden så bleg. Ansigtets udtryk er trist, en tåre i dit øje får mig til at græde.

Jeg vil ikke miste dig, bare så du ved det, så elsker jeg dig.

“Jeg føler ikke, at vi kender hinanden så godt som før du blev syg. Afstanden mellem os bliver større og større for hver dag der går. Jeg føler, jeg har mistet min glade lillebror til et ubegribeligt monster, som har taget min familie med sig.”


Du kæmper for livet med slanger tilsluttet kroppen, hospitaler og en masse kemoterapi, som får dig til at miste dit hår og giver dig en frygtelig trang til at kaste op.

Hvorfor skulle det lige ramme dig?

Forbudte følelser
Alle forsøger at gøre deres bedste for at hjælpe dig, men jeg kan ikke engang få den kærlighed, jeg plejer at få herhjemme. Jeg kan mærke vreden på dig stige i mit hjerte, udfylde den plads, hvor jeg plejede at kunne lide dig rigtig meget, men nu er der kun vreden tilbage.

“Du tager for meget opmærksomhed, for meget kærlighed, og alle elsker dig lige meget hvad du gør. Du har taget min familie, taget det jeg kendte og holdte af. Taget min hverdag, mit liv.”


Heldigvis ender historien godt for dig. Du blev rask, og det er jeg glad for. Men for mig er historien ikke slut. Der er ingen happy ending for mig. Jeg sidder her stadig her - uden kærlighed. Følelsen er ligesom frosset fast i mig, og jeg kommer aldrig til føle mig helt værdig til kærlighed igen.

Husk altid søskende i en familie med kræft eller anden sygdom …

Publiceret: 24-03-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg fik langt om længe lært at sige fra
Ville hun have mig til at hade min mand?
Han tog på bryllupsrejse med en anden
Min fars arv skabte splid i famlien
Mine kollegaer svigtede mig
Han var ved at smadre vores familie
Jeg fik gjort op med mine dårlige vaner
Mine forældre opførte sig som forkælede børn
Min familie blev ødelagt af splid og nag
Jeg svigtede min veninde

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her