Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Maden blev min trøst – og min største fjende

Min egen fortælling
Når alle i huset sov, kunne jeg finde på at liste ned i køkkenet og spise en masse mad. Det var som regel, hvis vi havde noget kage i huset. Men hvad som helst, som jeg forbandt med noget syndigt og frydefuldt, kunne sætte min lyst til at spise i gang. Mens vi sad ved aftenkaffen, kunne jeg sagtens styre mig og nøjes med et enkelt stykke af kagen.

Men når de andre sov, lå jeg vågen og hørte nærmest køleskabet råbe på mig, indtil jeg til sidst overgav mig. Når jeg havde spist det kage, som jeg var så sulten efter, prøvede jeg at tale fornuft til mig selv:

– Mette, nu har du fået noget sødt, nu kan du sove. Men nej. Sådan gik det ikke. Nu var jeg nemlig først fuldstændig besat! Fra kagen gik jeg over til at spise masser af madder. Når det ikke var spændende mere, spiste jeg, nej, åd jeg, store portioner guldkorn og havrefras for endelig at slutte af med at koge en gang spaghetti og slubre det i mig.
Annonce


Når jeg lå i mørket og var forspist og forpint og kunne høre maven rumle højt, besluttede jeg mig for, at det her var sidste gang. I morgen ville jeg gå i gang med endnu en skrap slankekur og leve et ordentligt og normalt liv. Huske at motionere. Være god ved mig selv. Og så selvfølgelig huske at stille uret til at vække tidligt, så jeg kunne nå at komme over på tanken og købe de ting ind, som jeg havde fortæret om natten, så ingen skulle opdage, hvordan jeg var gået amok i at spise. Det var altid sidste gang.

Bortset fra, når det blev næste gang, og jeg som en tyv i natten stjal mig til en pinagtig udflugt til Ædeland. I forbindelse med min fars død blev mine ædeflip hyppigere. De begyndte også at føles mere pinagtige. Jeg tog på. Det havde jeg ellers kunnet hindre ved at sulte mig i dagevis efter mine ædeflip. Men nu var der stort set ingen dage indimellem, hvor jeg ikke gik helt amok.

Til sidst gik jeg til lægen, smed alle parader og fortalte om mit problem. Heldigvis har jeg en fornuftig læge, og hun henviste mig til en psykolog, der kender til den slags problematikker. Det var som at komme i himlen, første gang jeg var hos psykolog. Jeg fortalte ærligt om alle mine madudflugter og om mine løgne og halve sandheder for at dække over, at jeg igen havde haft ædeflip.

Psykologen fik mig til at love, at jeg ikke ville lægge bånd på mig selv. Jeg måtte spise alt, hvad jeg ville, hvis blot jeg prøvede at blive mere opmærksom på, om der var bestemte situationer eller følelser, der kunne udløse ædeflippene. Ved hjælp af en dagbog, hvor jeg troligt skrev ned, hvad jeg spiste, og hvilke følelser der knyttede sig til det, var der ting, der begyndte at gå op for mig.

Når jeg havde glemt at sige fra over for noget eller nogen, så var det stensikkert, at jeg fik lyst til at spise. Når jeg var vred, men ikke turde sige det, blev jeg overmandet af spisetrang. Når jeg var højt oppe, spiste jeg af glæde, og når jeg var ked af det, spiste jeg for at trøste mig. Sammen kortlagde psykologen og jeg nogle af de situationer, som var vanskeligst for mig at håndtere uden bagefter at spise løs.

Det viste sig, at når jeg havde været sammen med min mor, blev jeg urolig og fik en næsten ubetvingelig lyst til at æde. Min mor er et ængsteligt og usikkert menneske, og jeg har altid følt, at jeg skulle være den stærke af os.

Da min far så døde og ikke længere kunne tage sig af hende, troede jeg, at hendes liv og velbefindende udelukkende var mit ansvar. Jeg var også overansvarlig overfor mand og børn. Ikke fordi min mand ikke gad hjælpe, men jeg havde bare taget alt ansvaret fra ham.

Da først de sammenhænge gik op for mig, og jeg erkendte, at jeg ikke kunne klare min mors liv for hende eller være en perfekt husmor derhjemme, begyndte ædeflippene at aftage. Jeg kan stadig opleve små tilbagefald, men i dag tillader jeg mig selv at spise og ser det som et signal om, at hov! Nu har jeg vist glemt mig selv.

Fra at maden var min store fjende, er den i dag gået hen og blevet en ven, der prøver at fortælle mig noget vigtigt – f. eks, at jeg skal passe bedre på mig selv og lytte mere til, hvad jeg vil, end hvad min mor, min mand og alle andre synes, jeg skal gøre.
Foto: Bulls
Publiceret: 20-10-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Mine forældre opførte sig som forkælede børn
Min egen fortælling: Jeg græd til min eksmands bryllup
Min egen fortælling: Jeg er færdig med at skamme mig
Sorgen har langt om længe sluppet sit greb i mig
Ville hun have mig til at hade min mand?
Min egen fortælling: Skybruddet bragte os sammen
Jeg var forkælet og selvoptaget
Jeg var rasende på min afdøde far
Jeg kunne ikke holde af min stedsøn
Min far kom i fængsel

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her