Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min datter løj

Min egen fortælling
Jeg havde da godt bemærket, at min yngste datter blev stille og trak sig ind i sig selv, da hendes far og jeg blev skilt. Men hvor alvorlig situationen var, forstod jeg først, den dag jeg blev ringet op af inspektøren fra hendes skole.

Jeg var alenemor til to store teenagedøtre. Niels og jeg var blevet skilt to år tidligere, og det havde været en svær skilsmisse. For mig kom det som et lyn fra en klar himmel, da Niels fortalte, at han havde mødt en anden.

 

Pigerne tog det også hårdt og følte sig svigtede meget længe. Maria, min ældste pige på 17, var dog den, der med tiden klarede skilsmissen bedst. I begyndelsen havde hun følt sig klemt mellem Niels og jeg, men efterhånden insisterede hun på, at hun ville se os begge og ikke blandes ind i vores stridigheder omkring skilsmissen.

 

Line derimod gik helt i baglås. Hun nægtede at tale med Niels, når han ringede. Ville ikke have de gaver, han forærede hende til jul og fødselsdag. Hvis de lavede en aftale om at ses, brændte hun ham af med en dårlig undskyldning. Niels var ked af det, men trak sig efterhånden væk, fordi han opgav og forsøgte at leve med, at hun ikke ville have noget med ham at gøre.

Annonce

 

Maria var afklaret og fornuftig. Passede sit gymnasium og var en ug-pige. Line, som var 15 år, gad ingenting. Hun lavede aldrig lektier. Hun ryddede aldrig op på værelset. Hvis vi skulle hygge en aften, sørgede hun for at lave en aftale med en veninde, så hun ikke kunne deltage.

 

Hun var asocial, og hendes humør svingede op og ned i pendulfart. Hun kunne stadig være sød og charmerende, og så pludselig vendte hun på en tallerken. Skreg ad mig og smækkede med døren.

 

Det gik heller ikke godt med hende i skolen. Når jeg var til forældrekonsultationer, måtte jeg høre på, at Line var kvik, men aldrig passede sine ting. Hun pjækkede og lavede heller ikke sine lektier. Ordet skolepsykolog blev nævnt, men vi blev enige om at se tiden an.

 

Hvor alvorlig situationen var, gik først op for mig en dag, da jeg blev ringet op af skoleinspektøren fra Lines skole. Han ville blot kondolere mig med min eksmands død og høre, hvor han skulle sende den buket hen, som han og lærerne havde samlet sammen til.

 

Jeg var ved at besvime, da jeg hørte det. I et øjebliks forvirring, troede jeg, at Niels var død. Men pludselig gik det op for mig, at Line måtte have løjet. Med skælvende stemme og rystende ben, fik jeg forklaret skoleinspektøren, at Niels mig bekendt levede i bedste velgående, og at vi nok hellere måtte tage en snak – sammen med Line.

 

Dernæst ringede jeg til Niels, og han var skam levende og virkede lidt forvirret over, jeg ringede. Jeg sagde ikke, hvad det handlede om der, men lovede at ringe senere. Line var hvid i ansigtet af skræk, da hun senere på dagen mødte mig på inspektørens kontor. Både inspektøren og jeg var naturligvis vrede, men også uforstående. Hvad foregik der?

 

 Line kunne ikke sige noget om det, men indrømmede – modstræbende – at hendes far ikke var død. De næste par dage blev Line hjemme fra skolen. Jeg tog fri fra arbejde og brugte tiden på at være sammen med hende. Tale med hende. Konfrontere hende.

 

Hun græd og var skiftevis som et barn på fire år og en moden kvinde. Hun indrømmede, at hun savnede sin far og ikke forstod, hvorfor han var forsvundet ud af hendes liv. Lidt efter lidt gik det op for mig, at Niels havde begået en fejl ved at acceptere, at Line havde trukket sig fra ham. Han skulle være blevet ved med at forsøge at nå ind til hende.

 

Hun havde på sin egen barnlige måde testet ham, og han havde levet helt op til hendes negative forventninger ved at lade hende være i fred i stedet for at insistere på at se hende. På den måde følte hun sig kun yderligere svigtet.

 

Det var derfor, at den dumme idé med hans dødsfald var opstået. I tilgift havde hun fået masser af varme og omsorg fra kammerater og lærere. Men nu var hun selvfølgelig bange for, at alle ville hade hende.

 

Jeg fik fat i Niels, og da Line så sin far, for hun ham om halsen og klamrede sig til ham som en lille abeunge. Endelig var der slået hul på hendes hårde skal af foragt og vrede, og den kærlige og følsomme Line fik plads.

 

Niels og jeg indså, at Maria havde været stærk nok til at kræve at se sin far, men at det ikke var sådan for Line. Hun skulle have helt klare aftaler for at forstå, at hun var elsket. Vi satte os ned med hver vores kalender og aftalte weekend for weekend, hvem Line skulle være hos.

 

I dag er Line sig selv igen. Hun ser sin far mindst to gange om måneden, og hun har ikke længere behov for at lyve eller pjække, for nu ved hun, at hendes far er der for hende – og at han elsker hende ubetinget.

Publiceret: 10-06-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg mobbede min kollega
Hvem ville dog stjæle fra mig?
Kære lillebror: Mor og far glemte mig, da du fik kræft
Sorgen har langt om længe sluppet sit greb i mig
Min egen fortælling: Jeg var desperat efter kærlighed
Jeg havde jo aldrig glemt Bjørn
Havde jeg alligevel ikke glemt ham?
Jeg fik langt om længe lært at sige fra
Min egen fortælling: Lars gav mig livsglæden tilbage
Min egen fortælling: Lilly og jeg er da også en familie

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri