Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min drøm om et hus på landet blev et mareridt

Min egen fortælling
Da min mand og jeg fik vores søn, blev vi enige om, at nu skullle vi flytte fra storbyen og ud på landet. Men drømmen om et hus nær skov og mark blev nu slet ikke den idyl, vi havde forestillet os.

Da min mand, Jonas, og jeg fik vores søn, Albert, begyndte vi at spekulere på at flytte på landet. Vi er begge to opvokset i København, så ingen af os vidste, hvad det vil sige at bo i provinsen.

 

 Da Jonas fik et job i Jylland, begyndte vi at se på huse i omegnen af den by, hvor han skulle arbejde. Til sidst fandt vi et pragtfuldt nedlagt landbrug. Vi flyttede tidligt i maj, og hele sommeren var der et rend af venner fra København, som ville se, hvor vi havde bosat os. Vi grillede og badede, og livet var bare en lang, paradisisk drøm.

 

Så satte efteråret ind og strømmen af gæster ebbede ud. Nej, hvor var det pludseligt ensomt! Der sad jeg ude på landet med et lille barn og ingen job, mens Jonas var væk 10 timer om dagen. Alle veninder og bekendte boede i København. Jeg kendte ikke en sjæl her, og det kunne ikke fylde min tilværelse ud at lege med Albert.

Annonce

 

Jeg blev mere og mere ulykkelig, men jeg ville ikke sige noget om det, fordi Jonas virkede så glad for sit nye arbejde. Da vi nåede december, tøede jeg lidt op. Vi skulle holde rigtig idyllisk jul på landet, og nogle af vores bedste venner skulle komme og være sammen med os julen over. Jeg kastede mig med liv og sjæl ud i forberedelserne og glemte alt om, hvor skidt jeg havde det.

 

Det gik godt og jeg hyggede mig og syntes pludselig, at jeg havde fundet mig selv igen. Ok, huset lå ensomt, og jeg kendte ikke nogen, men det skulle nok gå alt sammen. Så blev det januar og jeg røg ned i et sort hul, bang. Væk var julegæsterne og træet og de hjemme-vredne klejner, nu var der kun tåge og bare, nøgne marker omkring mig.

 

En dag sidst på vinteren kunne jeg ikke holde facaden længere. Jeg brast i gråd, da Jonas sagde, at han skulle have weekendvagt på sit job. Tanken om en weekend alene, slog mig helt ud. Jeg var jo i forvejen konstant alene. Det væltede ud af mig, hvor ulykkelig jeg var, og hvor ensom jeg følte mig. At jeg savnede byen og vores venner.

 

Jonas blev ked af det, for han havde troet, at jeg trivedes med at bo på landet. Selv havde han klaret omplantningen ved at begrave sig i arbejde. Men så indrømmede han pludselig, at han heller ikke var særlig glad for at bo her. Jobbet på avisen var godt nok, men kedeligt og uden faglige udfordringer eller udsigt til avancement.

 

Det var hårdt for ham at sige det, for han er vant til at bide tænderne sammen og stå hvad som helst igennem. Og han troede som sagt, at jeg var glad for at bo her. Vi havde begge spillet skuespil. Sikke en befrielse at tale om det! Sjovt nok var det som om bare det at give utilfredsheden luft, faktisk fik den til at formindskes. Den forsvandt ikke helt, men den blev næsten til at leve med, fordi vi nu kunne tale om, hvordan vi havde det.

 

Vi blev enige om, at vi ville give det et år mere. Hvis tingene føltes lige fortvivlende om et år, så ville vi sætte alt ind på at vende tilbage til København. Det løste selvfølgelig ikke min ensomhedsfølelse, men det gav mig noget at holde fast i, når tingene så mest sorte ud. Hen på foråret fik vi tilbudt en dagplejeplads til Albert, og selv om jeg havde svoret, at jeg ville gå hjemme med ham, til han skulle i skole, var jeg temmelig lettet.

 

Nu fik jeg pludselig noget mere tid til mig selv. Jeg fik et halvdagsarbejde i en butik og mødte et par søde piger via mit job, og da sommeren kom, fattede jeg pludselig ikke, hvorfor jeg havde længtes tilbage til København.

 

Det næste efterår blev også hårdt, men nu vidste jeg, hvad det handlede om, og det hjalp, at jeg havde fået et arbejde og begyndte at lære nogle at kende. Jonas var også faldet meget bedre til på sit job. Desuden havde vi 220 m2 beboelse og skøn natur uden for døren. Hvad kunne vi gøre os håb om at finde i København?

Så da vi havde boet her et år mere, blev vi enige om at prøve endnu et år.

 

Og sådan er det gået nu i 10 år. Jeg er glad for, at vi gav det en chance mere. Det tager lang tid at plante sig selv om fra by til land. Men i dag kunne ingen af os drømme om at vende tilbage til København. Vi har vænnet os til provinsens mere adstadige tempo, og det har til gengæld givet mere ro og dybde i tilværelsen.

Publiceret: 18-06-2012
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Vi har fået en anderledes familie
Drømmeferien endte i kaos
Min smukke kollega tog æren for mit arbejde
Min egen fortælling: Mine kollegaer svigtede mig
Tragedien gjorde mig til et bedre menneske
Min venindes børn driver mig til vanvid
Jeg mistede min barndomsveninde, da der kom penge imellem vores mænd
Var jeg ikke for gammel til at blive mor?
Min egen fortælling: Lars gav mig livsglæden tilbage
Hvem ville dog stjæle fra mig?

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri