Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min egen fortælling: Angsten får ikke lov til at styre mig

Min egen fortælling
Jeg havde altid været glad for mit job som buschauffør. Også denne dag, hvor jeg kørte gennem byen og nød morgenstilheden, mens solen langsomt brød frem. Så steg en ellers pæn og jakkesæt klædt mand på bussen. Det kom til at ændre mit liv for altid.

Den tidlige forårsonsdag morgen, hvor jeg kørte bussen ud fra garageanlægget og satte kursen ind mod byen, var som de fleste andre morgener. Byen sov endnu, solen var kun lige ved at bryde frem på himlen, de få passagerer, der efterhånden stod på, satte sig til at halvsove på sæderne. Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på, mens jeg lyttede til den afdæmpede morgenradio. Jeg sad vel bare og lyttede, mens jeg nød morgenstilheden, som jeg plejede.

 

Jeg havde været buschauffør i 28 år på det tidspunkt. Jeg var glad for jobbet, og jeg forestillede mig ikke andet, end at jeg skulle blive ved med at køre bus til den dag, hvor jeg blev tvunget til at gå på pension. For dét at sidde bag rattet, se byen glide forbi, hilse på de mange forskellige passagerer, lytte til deres samtaler og indimellem også selv deltage i dem, dét var bare livet for mig. Jeg nød i lige så høj grad sammenholdet med mine kollegaer, og mange af dem var med årene blevet nære venner.

Annonce

 

Da jeg nærmede mig Nørreport Station, stod en kø af morgentrætte passagerer og ventede ved stoppestedet. Jeg bød dem smilende velkommen, mange var nemlig stampassagerer, der var med bussen hver morgen på dette tidspunkt. Men den sidste, der stod på, en mand midt i 30'erne i jakkesæt og med en attachemappe i hånden, havde jeg ikke set før. Da jeg smilede til ham, værdigede han mig ikke et blik, men fortsatte bare forbi mig.

 

– Jeg skal lige have lov at se din billet, sagde jeg. Han reagerede ikke. – Hallo, gentog jeg nu i mikrofonen, for nu blev jeg stædig. – Du skal altså vise kort eller billet. Han reagerede stadig ikke. – Vi kører ikke, før du har vist billet eller kort! sagde jeg igen, mens jeg kastede et irriteret blik op i bakspejlet. – Slap nu af, din emsige kælling, brølede han pludselig nede fra det bagerste sæde og begyndte at tømme alt indholdet fra sin attachemappe ud på sædet.

 

Jeg tænkte, at han vist ikke var lige så normal, som han så ud til, og at det nok var bedst bare at komme af sted. Jeg orkede ikke ballade, og der sad jo også andre utålmodige passagerer, der skulle nå at møde til tiden på deres arbejde. Jeg blinkede derfor ud, og samtidig med, at jeg orienterede mig om trafikken, skævede jeg op i bakspejlet.

 

Nu opdagede jeg, at manden opførte sig nærmest manisk. Han råbte og skældte ud og rodede i sine papirer. Da han åbenbart fandt det, han ledte efter, kom han stormende ned ad mellemgangen med sit buskort flagrende i hånden. – Så se dog her, din dumme kælling, råbte han, da han kom op på siden af mig.

 

Jeg var koncentreret om min kørsel, så jeg vendte bare kort blikket mod kortet og nikkede. Jeg var fuldstændig uforberedt, da jeg mærkede et lammende knytnæveslag i ansigtet – og så endnu et. Et øjeblik efter så jeg både sol, måne og stjerner, mine briller var knust, og blodet styrtede ud fra både min næse og mund.

 

Mens jeg fik famlet mig frem til nødknappen, fik nogle af passagerne heldigvis overmandet manden. Det virkede som en evighed, men der har nok kun været tale om minutter, før politiet og et par af mine kollegaer dukkede op på stedet. Jeg var i chok og rystede over hele kroppen, mens to betjente fik den stadig rasende mand lagt i håndjern.

 

En af mine kollegaer overtog kørslen, mens en anden fulgte med mig i ambulancen. Jeg havde brækket næsen og fået slået to tænder ud. Men de fysiske mén var intet at regne mod de psykiske. Da jeg kom hjem til mig selv, kunne jeg slet ikke falde ned. Jeg blev ved med at ryste, og tårerne piskede ned ad kinderne.

 

I de næste par dage strømmede det ind med blomster og besøg fra kollegaerne, der alle håbede, at jeg snart kom tilbage igen. Men selv efter to måneder fik jeg stadig hjertebanken og svedeture alene ved tanken om at sætte mig op i en bus igen.

 

Efter tre måneder mente den psykolog, jeg gik hos, dog, at jeg skulle gøre forsøget. Men allerede da jeg tog det første trin op i den tomme bus i garageanlægget, fik jeg panikangst og vidste, at lige meget, hvor meget, jeg havde elsket mit job, så var det slut nu. Jeg kunne ikke vende tilbage.

 

Selvom min overfaldsmand, der viste sig at have haft en psykose og ikke kunne huske noget som helst, nu havde fået sin fængselsdom, var jeg stadig så lammet af angst, at jeg dårlig turde bevæge mig udenfor en dør. Jeg sad det næste år bare derhjemme og følte, at det i virkeligheden var mig, der var kommet i fængsel.

 

Jeg kunne stadig ikke tale om overfaldet uden at begynde at ryste og græde. En stor del af den erstatning, jeg fik, kom derfor til at gå til psykologhjælp. Og kun meget langsomt begyndte det, der var knækket inde i mig, så småt at hele.

 

I dag, tre år efter overfaldet, ser mit liv helt anderledes ud. Og selvom jeg stadig dagligt tager mig i at ønske, at jeg bare havde ladet den psykotiske mand passere uden at kræve, at han skulle vise billet, så har jeg accepteret, at mit arbejdsliv er slut. Jeg har da i mellemtiden også fået stablet en ny efterlønstilværelse på benene, og overfaldet fylder ikke længere.

 

I dag tager jeg også indimellem ud for at besøge mine gamle kollegaer. Det er så hyggeligt at sidde og drikke kaffe og få en sludder ligesom "i de gode gamle dage."

 

Indtil for ganske nylig troede jeg stadig ikke, at jeg nogensinde ville komme til at sætte mig op i en bus igen. Men så spurgte mit barnebarn mig en dag, om jeg ikke ville tage med hende ind til indre by for at se på konfirmationskjoler. Jeg havde jo modsat hendes forældre tiden til det. Der var da heller ikke noget eg hellere ville, men turde jeg gå op i en bus?

 

Jeg valgte at overvinde angsten for mit barnebarns skyld – men også for min egen. Og selvom jeg knugede hendes hånd, da vi steg op i bussen, så var dét alligevel en stor sejr i sig selv. For nu vidste jeg, at jeg for alvor var ved at vinde mit liv tilbage. Og i dag har jeg vundet mit liv tilbage, fordi jeg stadigvæk nægter at lade angsten bestemme, hvad jeg skal eller ikke skal.

 

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min kæreste ville styre mit liv

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Lilly og jeg er da også en familie

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Mit job styrede mit liv 

Foto: Alamy
Publiceret: 02-10-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Kære lillebror: Mor og far glemte mig, da du fik kræft
Hvorfor ville han ikke tale om fremtiden?
Jeg gik efter den helt forkerte mand
Jo! Du kan godt finde kærligheden på nettet
Gaven reddede mit ægteskab
Mine forældre opførte sig som forkælede børn
Min far nægter at modtage hjælp
Drømmeferien endte i kaos
Min smukke kollega tog æren for mit arbejde
Jeg kunne ikke holde af min stedsøn

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her