Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min egen fortælling: Børnene kom imellem os

Min egen fortælling
Jeg var dybt forelsket i Martin og synes, det var ekstra fantastisk, at han også havde en lille søn. Derfor tøvede jeg ikke, da han foreslog, at vi flyttede sammen. Det burde jeg dog have gjort, for jeg indså snart, at var der én ting, vi ikke var enige om, så var det børneopdragelse.

Mor, må jeg ikke også få slik?" Min søn, Valdemar, hev mig hviskende i ærmet. Jeg rystede på hovedet, nej. Ved siden af sad min kærestes søn, Robin, og spillede computerspil og tyggede på Matadormix. Det var ikke første gang, vi havde den konflikt.


Martin og jeg havde mødt hinanden på et datingsite et år forinden. I starten havde vi kun set hinanden uden børn, men min søn så kun sin far hver anden weekend, så Martin havde ret hurtigt mødt Valdemar. Det var gået godt. Vi hyggede os fint sammen.


Jeg har aldrig været en streng mor, men Valdemar på 10 år havde altid haft faste rammer. Han måtte f.eks. kun spille computerspil en time hver dag, og vi havde slikdag hver fredag. Martin havde også en søn på 10 år, Robin. Det var en af de ting, jeg havde syntes var så perfekt ved Martin. Jeg tænkte, at vi netop kunne relatere til hinandens liv, når vores familieforhold var så ens.

Annonce


I modsætning til mig, så Martin dog kun Robin hver 14. dag, så jeg nåede kun at møde Robin nogle få gange, inden Martin og jeg flyttede sammen. Robin virkede som en sød dreng og tanken om, at min søn fik en jævnaldrende "bror" forærende, gjorde mig rigtig glad.


Martin og jeg fandt en god, stor lejlighed, og med udsigt til at både vores familie- og boligforhold blev stabile søgte Martin om ret til at have Robin mere. Det var en proces, jeg støttede ham i 100%.

 

De første gange, Robin var hos os, bemærkede jeg godt, at Martins opdragelsesstil var ret anderledes end min egen. Faktisk fik Robin ingen grænser. Hvis han havde lyst til at spille computer hele søndagen og spise slik, chips og drikke cola til, jamen, så gjorde han det.


Jeg forstod dog godt, at Martin følte, at han skulle indhente noget hos sin søn, fordi han havde set ham så lidt de seneste år. At lade Robin køre på frihjul var en måde at opnå hans anerkendelse på. Så længe der ingen grænser var, var Robin jo glad for at være hos os – selvom det nok var en tvivlsom strategi på langt sigt. Det sidste regnede jeg med, at Martin selv kunne se, og at vores familieliv derfor ville blive mere normalt med tiden.


Efter nogle måneder gik det dog op for mig, at det ikke kom til at ske. Når jeg hentydede til den store forskel på vores opdragelsesregler, så Martin helt uforstående ud. – Drenge er jo drenge, sagde Martin og mente, at
det var en naturlig ting, at 10-årige drenge brugte hele weekenden foran computeren.

 

– Kan du slet ikke se, at du forkæler ham, og at han måske har brug for nogle grænser? spurgte jeg, og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at lyde konstruktiv frem for anklagende. – Måske er det dig, der er lige lovlig streng over for Valdemar, svarede Martin bare. Det var en kritik, jeg slet ikke havde set komme.


Jeg tyggede længe på hans kommentar. Det var svært for mig at give slip på de rammer, som vi altid havde haft. Jeg syntes jo, at de var rigtige. – Kan vi finde et kompromis? spurgte jeg til sidst, og Martin gik efter en del diskussion med til at finde et kompromis, hvor vi aftalte grænser for, hvor meget slik og computerspil der var tilladt, når Robin var hos os.


Resten af tiden kunne jeg stadig selv bestemme over for Valdemar. Selvom kompromiset havde været min egen idé, kunne jeg i de følgende uger ikke lade være med at føle, at jeg var gået for langt i forhold til min egen søn. Og det blev ikke bedre af, at Martin allerede efter den første weekend holdt op med at respektere de grænser, vi havde sat.

 

I løbet af 14 dage kørte Robin på frihjul igen, mens jeg konstant blev sat i rollen som den skrappe mor og kedelige kæreste, der gik rundt og var småirriteret og bare sagde "nej".

 

Jeg var nødt til at tage diskussionen op med Martin igen, men vi endte i den samme hårdknude. Vi kunne ikke finde en fælles løsning, og snart blev drengenes grænser en ting, vi konstant skændtes om. Vores skænderier blev ondere og mere personlige. Samtidig følte jeg mig dagligt splittet i forhold til Valdemar, og jeg følte heller ikke længere, at jeg var en god mor.

 

Til sidst var jeg nødt til at se i øjnene, at den familie jeg drømte om at skabe sammen med Martin og vores to drenge, aldrig ville blive en realitet. Jeg havde strakt mig rigtig langt, både fordi jeg elskede Martin, og fordi jeg gerne ville give Valdemar en familie, men jeg kunne ikke blive ved med at strække mig.

 

Hverdagen var blevet for opslidende med kulrede og larmende børn, fjernsyn og computere, der kørte fra morgen til aften, og så os forældre, der skændtes. Forelskelsen var druknet i skænderier. Samtidig følte jeg mig fundamentalt svigtet af Martin over, at han ikke ville overholde vores aftaler. Han havde slet ikke vores fælles familie som et mål.

 

Med sorg i hjertet måtte jeg sige stop. Det, jeg havde troet, var den perfekte familiekonstellation, var ikke mulig, når vi ikke delte de grundlæggende værdier. Men min søn var trods alt vigtigere end alt andet, og han skal ikke vokse op med en mor, der hele tiden er sur, træt og irritabel. Og det er jeg heldigvis ikke længere.

 

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Jeg var ensom i mit ægteskab

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min datter skabte splid imellem os

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min svoger var en tyran

Foto: Alamy
Publiceret: 07-08-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min egen fortælling: Lars gav mig livsglæden tilbage
Jeg gik fra min familie
Min egen fortælling: Mine kollegaer svigtede mig
Vores nye nabo var tæt på at jage os væk
Min kæreste levede et dobbeltliv
Hvem ville dog stjæle fra mig?
Jeg gik tilbage til en fuser
Min datter løj
Min egen fortælling: Børnene kom imellem os
Sorgen har langt om længe sluppet sit greb i mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri