Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min egen fortælling: Jeg er færdig med at skamme mig

Min egen fortælling
Jeg brugte en masse energi på at skjule over for mine omgivelser, at jeg var ordblind. Jeg var nemlig sikker på, at det var noget, der bare ikke kunne gøres noget ved. Derfor brugte jeg alt for mange år på at skamme mig og føle mig dum – det er heldigvis slut nu.

Som barn led jeg af stærk epilepsi. Da jeg på grund af det var meget væk fra skolen, så betød det, at ingen lærere opdagede, at jeg stadig ikke var i stand til at læse og skrive andet end mit eget navn, da jeg gik ud af skolen. Min mor skrev i stedet en ansøgning om et job som syerske, og da den stilling ikke krævede andet, end at man var fiks på fingrene, blev jeg ansat på stedet.


Da jeg giftede mig med mit livs store kærlighed, René, havde jeg selvfølgelig fortalt ham, at jeg ikke kunne læse og skrive. Det gjorde han nu heller ikke til noget større problem. Han pegede bare på det sted i lejekontrakten på vores nye lejlighed, hvor jeg skulle sætte min underskrift. Det var også ham, der tog sig af resten af papirarbejdet, mens jeg blev hjemmegående med vores to små børn.

Annonce

 

Jeg mødtes tit med de andre hjemmegående mødre og drak kaffe med dem i gården. Det var så hyggeligt. Men når de talte om, hvad der stod i dagens avis, var jeg alt for flov til at indrømme, at jeg ikke engang kunne læse overskrifterne. Jeg sagde i stedet slet ingenting, sad bare og lyttede til de andre.


Men ellers spekulerede jeg ikke særligt over det, og hvis jeg havde behov for at følge med i, hvad der foregik ude i den store verden, kunne jeg jo bare tænde for radioen eller spørge René.


Da børnene startede i skole og lærte at læse og skrive, undrede de sig over, hvorfor jeg ikke havde lært det endnu. René forklarede dem så, at jeg som barn havde været meget syg – og derfor kun haft en meget sporadisk skolegang. Inderst inde følte jeg mig lidt dum, men René trøstede mig med, at problemet jo så trods alt heller ikke var større, end at jeg kunne få ham til at skrive for mig.

 

Julekort til familie og venner insisterede jeg dog selv på at skrive hvert år. Det lod sig nu også kun gøre, fordi jeg skrev dem af efter den kladde, René havde lavet til mig. Men hvis jeg ellers ville i kontakt med min familie og venner, var det jo også bare at gribe telefonen og ringe.


Efter børnene var blevet voksne og flyttet hjemmefra, spurgte min svigerinde mig en dag, om jeg havde overvejet, om jeg måske var ordblind. Det havde jeg ikke. Men det mente jeg nu heller ikke, at jeg var – og under alle omstændigheder var der jo så heller ikke at gøre noget ved det. Jeg klarede mig jo udmærket uden at læse eller skrive.


Da jeg nærmede mig de 60, havde jeg ikke ændret den holdning, men det omgivende samfund havde til gengæld ændret sig til at blive mere og mere digitaliseret. Børnebørnene sendte nu sms´er i stedet for at ringe, og René, der nu havde anskaffet sig en computer, betalte vores regninger og sendte mails fra den.


Samtidig skete der dét, at flere af vores jævnaldrende gik hen og blev alvorligt syge eller pludselig døde. Det gik mere og mere op for mig, at jeg også kunne risikere at miste René – og hvordan skulle jeg så klare mig uden ham? Jeg, der ikke kunne skrive et julekort uden hans kladde! Hvad med husleje, forsikringer og den slags? Jeg ville jo slet ikke kunne klare det.

 

I hele mit liv havde jeg jo været afhængig af først min mors og siden Renés hjælp - skulle jeg nu være afhængig af mine børn, hvis Rene døde før mig? Nej, tak. Helst ikke.

 

Jeg meldte mig i første omgang til læsekursus. Da læreren tilbød at teste mig for ordblindhed, kunne jeg være sunket ned i jorden. Men da det viste sig, at jeg var ordblind, kom det som en enorm lettelse. Det betød jo, at jeg ikke var dum, som jeg altid havde bildt mig ind, men at der fandtes særlige indlæringsteknikker og programmer til mig. Det indebar også, at jeg lærte at bruge en computer.

 

Det var hårdt arbejde, jeg havde sat mig selv på – men det viste sig hurtigt at være sliddet værd. For efterhånden kunne jeg begynde at læse underteksterne på filmene i fjernsynet i stedet for at sidde ved siden af René og gætte mig til, hvad filmen gik ud på. Den første jul, hvor jeg satte mig og skrev et julekort – uden Renés kladde, var også en enorm sejr, der kun gav mig kun endnu mere blod på tanden.

 

I år, hvor jeg bliver 70, går jeg til engelsk og IT en gang om ugen. Jeg nyder samværet med de andre elever – flere af dem ses jeg også med privat – og vi diskuterer livligt, hvad vi læser, som for mit vedkommende ikke mindst er ugebladsromaner. Jeg kunne ikke længere drømme om ikke selv at åbne de breve, der kommer til mig – eller overlade ansvaret for vores papirarbejde til René. I dag er det faktisk mig, der betaler vores regninger via netbank.

 

For René er det også kun en lettelse, at han ikke længere hænger alene på ansvaret herhjemme. Han er også glad for at vide, at jeg kan klare mig selv, hvis der skulle ske noget med ham. Det betyder også, at jeg har fået en anden selvtillid. Jeg holder mig ikke længere tilbage, når andre taler om, hvad der sker ude i verden – i dag føler jeg mig ikke kun som en del af verden, jeg taler også om den med iver i stemmen, når jeg er vært på en lokal radiokanal.

 

Formålet med den er at gøre andre opmærksomme på ordblindhed – og tale om de mange muligheder, der faktisk findes for at lære at læse og skrive. Så jeg skammer mig ikke længere – jeg er bare stolt og lykkelig for, at jeg endelig gjorde noget ved mit læse- og skrivehandicap. Det eneste, der i dag kan ærgre mig, er, at jeg ikke allerede gjorde det for længe siden. Men hver gang, jeg får den tanke, så siger jeg til mig selv – hellere sent end aldrig!

 

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min stedmor brugte løs af min fars arv

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Jeg var desperat efter kærlighed

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min søn var konstant under pres

Foto: Alamy
Publiceret: 03-07-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min datter var jo ikke længere sig selv
Min egen fortælling: Jeg var desperat efter kærlighed
Min egen fortælling: Lars gav mig livsglæden tilbage
Min egen fortælling: Hans ekskone løj om mig
Kender du det: Ydmyget af dine veninder?
Min egen fortælling: Jeg er færdig med at skamme mig
Min kollega brugte ufine metoder
Min egen fortælling: Mit job styrede mit liv
Min veninde sygeliggjorde min søn
Min egen fortælling: Min kæreste ville styre mit liv

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri