Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min egen fortælling: Jeg var ensom i mit ægteskab

Min egen fortælling
Min mand havde altid været den stille type, det var bl.a. det, jeg i sin tid var faldet for hos ham. Men nu, hvor børnene var flyttet hjemmefra, gik det op for mig, hvor tavst og trist vores liv var blevet, og tanken om at det skulle fortsætte på den måde gjorde mig desperat.

Nikolaj og jeg kom hjem fra en aftentur. Da vi stod i entreen tjekkede Nikolaj en ekstra gang om døren var låst. Jeg hængte min jakke på stumtjeneren og gik ind i stuen. Jeg kunne høre, at han tjekkede låsen endnu en gang. Og igen. Han tog i døren 12, måske 15 gange, inden han kom ind i stuen. Sådan gjorde han tit, og det var ikke noget, vi kommenterede. Nikolaj havde haft den type tvangshandlinger i alle de 20 år, vi havde været sammen.


Lidt efter sad vi sammen i stuen i tavshed. – Jeg har inviteret Peter og Gitte over til middag på fredag, sagde jeg. Nikolaj nikkede. – Det er vel ok, med dig? spurgte jeg. Igen nikkede Nikolaj. Kort efter rejste han sig og gik ud i køkkenet og læste avisen.


Nikolaj havde altid været den tavse type. Da vi lige havde lært hinanden at kende som unge, havde det været en af de ting, jeg havde været tiltrukket af ved ham. Han var mystisk. Dragende. Gennem årene var den følelse ofte kommet tilbage til mig; følelsen af, at jeg ikke kendte ham til bunds. Det var blevet ved med at gøre ham spændende for mig. Hans sårbarhed og små tics havde samtidig givet mig følelsen af, at han havde brug for mig.

Annonce


Nikolaj havde dog også lange perioder, hvor hans tavshed blev til en utilnærmelig indadvendthed, og adskillige gange havde han endda forladt mig og vores to drenge uden et ord, fordi han ikke kunne overskue hverdagslivet. Han var dog altid kommet tilbage efter et par uger. Selv om jeg flere gange havde bedt ham om at tale med en psykolog, så gjorde han det ikke.


Selv havde jeg altid været meget udadvendt og aktiv sammen med vores børn. Vores hus havde altid været fyldt med gæster og børnenes venner, men nu, hvor begge børn var flyttet hjemmefra, begyndte Nikolajs tavshed at gå mig på nerverne. Stilheden i vores hus virkede efterhånden kvælende.


Det var rart at se vores gamle venner Peter og Gitte fredag aften. De havde kendt os længe, og de lod sig ikke mærke med Nikolajs tavshed. Lige i aften kunne jeg dog mærke en snert af irritation i mig selv. Da vi i stilhed tog ud af bordet og ryddede op efter middagen, slog det mig pludselig, hvor stille vores liv ville blive i de kommende år. Hvad ville der ske, når vi gik på pension og kun havde hinandens selskab hver dag?


– Nikolaj, jeg tror, at du bliver nødt til at snakke med en psykolog, røg det ud af mig, da jeg stod med et viskestykke i den ene hånd og et vinglas i den anden. – Både for din egen og for vores skyld. Jeg ved ikke, om jeg kan blive ved med at leve på den her måde. Nikolajs ansigt blev mørkt. Han forstod ikke, hvad jeg mente. Han var jo ikke syg, snerrede han som så mange gange før.


Men inderst inde vidste jeg, at jo, Nikolaj var syg. Hvis han havde været barn i dag, havde han med stor sikkerhed fået en diagnose i stil med autisme, men vi var født i en anden tid, hvor det var mere skamfuldt at indrømme, at man ikke fungerede optimalt.


Da jeg vågnede næste morgen var Nikolaj væk. Måske kom han ikke tilbage denne gang, tænkte jeg. Måske var vi nået til vejs ende. Jeg følte mig overraskende rolig ved tanken. 10 dage senere stod Nikolaj der dog igen, som om intet var sket. Han fortalte aldrig, hvor han havde været, men jeg vidste, at han sov på sofaen hos en gammel klassekammerat, som var hans eneste ven.


Tidligere havde vi bare ladet livet gå videre uden et ord. Denne gang havde jeg dog talt med mine store sønner om problemet, og de støttede mig i, at deres far skulle have hjælp, også selvom det blev på den hårde måde.

 

– Du kan godt komme tilbage, men kun hvis du lover mig, at du søger hjælp til dine problemer, sagde jeg derfor nu. Nikolaj så træt og opgivende ud, men jeg stod fast og til sidst lovede han, at han ville søge hjælp. Vi omfavnede hinanden. Jeg var virkelig glad.

 

Dagene gik dog. De blev til uger, og Nikolaj søgte ikke hjælp. Hver gang jeg nævnte ordet "psykolog", slog han det hen. Til sidst fandt jeg telefonnumrene på et par stykker, vi havde fået anbefalet, men han ringede aldrig til dem.

 

Jeg forstod godt , at han var bange, men jeg forstod ikke, hvorfor han ikke ville gøre mere for at redde vores ægteskab – og i sidste ende forbedre sit eget liv. Vores sønner tog flere lange snakke med ham, og de fortalte ham, hvordan de savnede en far, de kunne tale med og have et ordentligt forhold til. Hver gang lovede Nikolaj, at han ville gøre noget. Det skete aldrig. Til sidst blev vi skilt.

 

Til at begynde med, var jeg meget bange for, at Nikolaj skulle gå helt til grunde, men paradoksalt nok, fik han det bedre. Han fik endelig opsøgt sin læge, der satte ham på lykkepiller og angstdæmpende medicin, og det gav ham overskud til at starte i gruppeterapi.

 

Jeg må indrømme, at det gjorde ondt på mig, at han først søgte hjælp og derfor fik det bedre, da vi var gået fra hinanden. Nu forstår jeg dog, at vores forhold var med til at gøre det let for Nikolaj ikke at gøre noget ved depressionerne og angsten. Jeg tog mig jo altid af alt og samlede ham op, hver gang han gik ned med flaget.

 

Måske havde jeg også selv været lidt for god, ja, næsten afhængig af den rolle? I dag er jeg glad på Nikolajs vegne. Vi er gode venner og deler for første gang forældrerollen imellem os, hvilket vores sønner er både glade og taknemmelige for.

 

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min svoger var en tyran

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min datter blev drugrapet

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Jeg er færdig med at skamme mig

Foto: Alamy
Publiceret: 31-07-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg var ved at ødelægge mine børn
Min far kom i fængsel
Han skal ikke bestemme over min datter
Min nye udlejer forfulgte mig
Han var ved at smadre vores familie
Jeg var bange for min nye nabo
Vores nye nabo var tæt på at jage os væk
Min drøm om et hus på landet blev et mareridt
Hvad var der sket i min farfars kælder?
Hans venner frøs mig ud

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her