Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min egen fortælling: Lars gav mig livsglæden tilbage

Min egen fortælling
Mit liv føltes uendelig tomt, da jeg sad der på bænken og så ud over havet og ikke mindst på den mærkelige mand, der gik nede i vandkanten og samlede skrald. Han måtte være skør, tænkte jeg, og skulle lige til at skynde mig væk, da han kom op imod mig. Det nåede jeg heldigvis ikke.

Jeg var midt i 60'erne og lige gået på efterløn, da jeg mistede min mand. Inden da havde vi begge to holdt meget af at gå lange ture i naturen. Især til stranden, hvor vi havde haft for vane at sætte os på en bænk og bare nyde den friske og salte havluft. Men nu, da jeg var blevet alene, var det ikke længere det samme. Jeg følte mig så træt og uvirksom, og hvad skulle formålet være med at sidde alene og glane på en bænk?

 

En tidlig morgen i februar vågnede jeg igen alt for tidligt ved, at solen skinnede fra en skyfri himmel. Måske kunne en tur til stranden alligevel give mig lidt energi til at komme igennem endnu en af de lange og endeløse dage? tænkte jeg.

 

Der var ikke andre mennesker, da jeg kom ned på stranden. Jeg satte mig hen på bænken, skuttede mig i kulden og følte mig stadig lige så trist. Efter et stykke tid dukkede der dog også en ældre mand op på stranden. Han så meget almindelig ud, men det gik hurtigt op for mig, at han havde en noget besynderlig opførsel.

Annonce

 

Først stillede han sig nemlig nede ved strandkanten, hvor han tog alt tøjet af og sprang ud i det iskolde vand. Da han kom op og i tøjet igen, tog han en sort affaldssæk og begyndte undersøgende at gå langs strandkanten. Jeg antog ham for at være sær, da jeg så, at han samlede affald og blev derfor også noget nervøs, da han satte kursen op mod mig.

 

Mens jeg hastigt rejste mig fra bænken for at gå, nikkede han høfligt og åbnede låget på skraldespanden, der stod ved siden af. Han samlede et par tomme sodavandsdåser op, hvorpå han fortsatte fløjtende hen imod næste skraldespand med sin affaldssæk tungt slæbende efter sig.

 

Ugen efter mødte jeg ham igen. Ritualet gentog sig. Efter at være sprunget i det iskolde vand gav han sig igen til at samle affald i strandkanten, og tomme dåser og flasker blev omhyggeligt taget op fra strandens skraldespande. Herregud, tænkte jeg, det kan jo slå klik for selv den bedste.

 

Det var blevet marts måned, da jeg mødte ham for tredje gang. Han lod nu et par ord falde om det herlige forårsvejr, mens han undersøgte den halvtomme skraldespand ved siden af bænken, hvor jeg havde sat mig. Da han ikke virkede farlig, kunne jeg ikke længere styre min nysgerrighed og spurgte ham, hvorfor han dog gik og samlede alt det skrald op? – Fordi der ikke er andre, der gør det, svarede han roligt, mens han smilede til mig.

 

Det blev indledningen til en egentlig samtale. Manden hed Lars, og det viste sig, at han slet ikke var skør, som jeg først havde antaget. Han var derimod yderst venlig og beleven, og han forklarede mig, hvordan han som vinterbader altid havde været forarget over alt det skrald og affald, andre strandgæster bare smed fra sig på stranden. Det var først, da han gik på pension, at han havde fået tid til at gøre noget ved problemet.

 

Han havde siden gjort det til et fast morgenritual, at han efter sin morgendukkert tog en skraldesæk og gik sig en lang tur hen ad stranden og samlede affald. Først og fremmest gjorde han det for miljøets skyld. Men han gjorde det bestemt også for sin egen, som han tilføjede smilende. Han fik jo til gengæld gratis motion, og de indsamlede flasker gav jo også en slat penge.

 

Da Lars forslog, at jeg gjorde ham med selskab næste morgen, var jeg blevet grebet af hans lyse sind, og jeg tog ham på ordet. Da vi mødtes på stranden, blæste og småregnede det. Alligevel forslog han, som var det den naturligste ting i verden, at vi startede med at springe ud i de grå bølger. Jeg protesterede med en let latter. Én ting var, at han havde fået mig overbevist om at samle skrald for miljøets skyld, men han kunne aldrig få mig til at stikke så meget som tæerne i det iskolde vand.

 

Han fik mig dog alligevel overbevist med en munter brandtale om vinterbaderiets lyksaligheder. Det blev for mit vedkommende dog også en meget kort fornøjelse med skingre hvin over kuldegyset, for da jeg kom under det iskolde havvand, føltes det i første omgang som at blive ramt af tusinde søm. Men da jeg kom op fra vandet igen – og lige så hurtigt i tøjet, bredte varmen og energien sig imidlertid med samme hast.

 

Lars rakte mig bagefter galant en sort skraldesæk, og sammen begyndte vi gå langs strandkanten og samle affald. Imens faldt vi i snak om os selv. Han havde også for nylig mistet sin ægtefælle. Han havde nogle voksne børn, men de havde jo travlt med at leve deres eget liv, men han var nu heller ikke færdig med at leve sit, som han sagde.

 

Tiden gik så stærkt, at jeg først opdagede, hvor øm jeg var blevet i benene, da vi nåede tilbage til bænken igen. Mens vi drak varm kaffe fra hans termokande, kunne jeg mærke, hvor godt tilpas jeg nu følte mig i hele kroppen. Lars var så behagelig at tale med, og han havde en så humoristisk vinkel på livet, at jeg, for første gang i meget lang tid, lo, så jeg fik tårer i øjnene.

 

Da jeg kom hjem igen, følte jeg mig ikke længere tung eller uvirksom. Tværtimod. Jeg følte mig fuld af energi og livsmod igen. Jeg fik med det samme gang i en ordentlig forårsrengøring. Vi fortsatte med at mødes hver morgen gennem resten af foråret, og da sommeren kom, var vi blevet forelskede.

 

Nu, da efteråret er over os, går vi stadig vores sædvanlige morgenpatrulje. Mange sender os også lange, undrende blikke, når de ser os gå med vores sorte sække og samle affald og fiske tomme flasker op af skraldespandene. De tror sikkert, at vi to gamle mennesker er blevet småskøre, men de kender jo heller ikke værdien af alt det, vi finder her. Ikke bare har vi et nyttigt formål at stå op til hver morgen, men vi har også blandt alt det gamle skrald og tomme flasker fundet lykken i hinanden.

 

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Angsten får ikke lov til at styre mig

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min kæreste ville styre mit liv

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Lilly og jeg er da også en familie

Foto: Alamy
Publiceret: 09-10-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Hun blev forkælet - og ødelagt
Jeg var ved at ødelægge mine børn
Han ville styre mit liv
Var jeg ikke for gammel til at blive mor?
Min svigerinde drak sig fra sans og samling
Min egen fortælling: Mit job styrede mit liv
Kender du det: Ydmyget af dine veninder?
Børnehavelederen så sig ond på mine børn
Jeg konkurrerer med min svigerinde
Min veninde afviste mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri