Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min egen fortælling: Lilly og jeg er da også en familie

1
Min egen fortælling
Jeg var lige fyldt 42 år, og nu vidste jeg, at jeg med sikkerhed aldrig ville nå at få den familie, som jeg altid havde drømt om. Jeg var knust, lige indtil min veninde heldigvis fik mig overbevist om, at der findes andre måder at være familie på end den traditionelle.

Jeg husker min 42 års fødseldag som den værste i mit liv. Jeg havde altid drømt om at få mand og børn, og nu mærkede jeg savnet endnu voldsommere. For jeg var stadig single og barnløs, og nu var det ved at være for sent. Der var dem, der mente, at det var min egen skyld. Jeg havde jo altid haft fuld fart på min karriere og sikkert undervejs glemt alt om dét, der virkelig betød noget her i livet. Men det passede ikke. Tværtimod.

 

Jeg havde dyrket min karriere, mens jeg hele tiden ventede på, at jeg skulle møde manden i mit liv. Jeg havde endda købt mit eget lille hus og gjort alt klar til den dag, han gjorde sin entré. Men kærligheden lod sig ikke på den måde kontrollere, og nu tikkede mit biologiske ur så højt, at det kun var et spørgsmål om tid, før dét løb også var kørt af sporet for mig. Jeg havde det forfærdeligt med, at jeg nu sandsynligvis aldrig ville komme til at holde mit eget lille barn ind til mig.

Annonce

 

Da en veninde forslog, at jeg da bare kunne blive gravid med en sæddonor, afviste jeg hende forarget. Der havde jo altid hørt en far med i min drøm om at stifte familie. Jeg var jo også selv vokset op i en kernefamilie. Min veninde, der selv var fraskilt og enlig mor, syntes nu stadig, at jeg skulle overveje at blive insemineret.

 

Der var trods alt millioner af børn i verden, der var vokset op uden at kende deres far. Hun var faktisk selv én af dem og havde klaret sig fint uden. I det hele taget syntes hun ikke, at jeg skulle hænge mig så meget i de traditionelle familiemønstre. Der var masser af vigtigere ting at tænke på. Dét, at få et barn, ville være en kæmpe omvæltning af hele mit liv, advarede hun, og det ville ikke hele tiden være en dans på roser.

 

Selv om jeg afviste idéen, havde min veninde alligevel tændt noget i mig. Men så igen. Ville min kærlighed være nok? Og hvad hvis jeg døde, hvem skulle så tage sig af barnet? Da jeg en dag forsigtigt drøftede muligheden for insemination med mine forældre, stejlede de i første omgang. Men da det gik op for dem, hvor svær en situation, jeg stod i, så endte de med at love, at de nok skulle støtte og hjælpe mig, hvis jeg valgte at få et barn med en sæddonor.

 

Da min bror og svigerinde også gerne ville spille en aktiv rolle i det lille barns liv og tilbød at træde til som værger, hvis der skulle ske mig noget, så traf jeg min endelige beslutning.

 

Da jeg mødte op på fertilitetsklinikken, var jeg dog også forberedt på, at jeg måske alligevel var for sent ude, og at jeg i min alder måske slet ikke længere kunne blive gravid. Men allerede efter første forsøg lykkedes det, og den dag, jeg så de to streger tone frem på graviditetstesten, blev jeg ude af mig selv af lykke.

 

Selvom jeg altid havde forestillet mig, at jeg skulle have oplevet det ubeskrivelige øjeblik af lykke med min mand og barnets far, så havde jeg også accepteret, at jeg ikke var blevet gravid under romantiske omstændigheder. Jeg ringede i stedet og tudede af glæde til min familie og veninder.

 

I takt med at maven voksede, holdt mine forældre også helt op med at spekulere over måden, jeg var blevet gravid på. De glædede sig bare til, at der snart kom småfolk i familien, mens min bror gik på loftet og hentede deres tremmeseng og barnevogn ned igen.

 

Det var desværre ikke den samme form for støtte, jeg mødte allevegne. Især mændene på min arbejdsplads mente, at det var en egoistisk beslutning at sætte et barn i verden uden en far. I starten forsvarede jeg mit valg, men med tiden opgav jeg. Der var vigtigere ting at bruge kræfter på, og det vigtigste var jo ikke, hvad andre mente om mig, men at jeg var stærk nok til både psykisk og fysisk at tage mig af mit lille barn, når det kom til verden.

 

Lilly blev født en oktobernat, og det var ubetinget det største øjeblik i mit liv. Min mor, der havde været med under fødslen, sad bagefter ved siden af mig og betragtede med lykketårer i øjnene det lille runde ansigt. Jeg lod også en taknemmelig tanke flyve til hendes far – hvem han nu end var. Men selvom Lilly heller aldrig vil komme til at lære ham at kende, så har hun jo mig og en kærlig familie omkring sig.

 

I dag, hvor Lilly er 10 år, så kender hun hele historien om den måde, hun er kommet til verden på. For lige fra da hun første gang spurgte efter en far, så har jeg været helt ærlig overfor hende. Når andre i dag stiller hende samme spørgsmål, svarer hun dem nu lige så ærligt.

 

Der er dog også stadig dem, der har den holdning, at Lilly og jeg ikke er en "rigtig familie." Men det mener jeg nu nok, vi er. Og når jeg i dag vælger at fortælle min historie, så er det også for at få andre til at forstå, at der er mange andre måder at være familie på end den traditionelle kernefamilie.

 

Der skal dog heller ikke herske nogen tvivl om, at jeg stadig allerhelst ville have haft sådan én. Men sådan ville skæbnen det så bare ikke. Jeg har så også indset, at det for barnet ikke handler så meget om måden, de er blevet sat i verden på, men mere om, hvordan de bliver budt velkommen ind i den.

 

Så når jeg i dag bliver mødt med forargelse over, at min datter er donorbarn, så spørger jeg folk, om de ikke i stedet burde bekymre sig om de mange millioner forældreløse børn, der lever rundt om i verden. For de børn lever da under langt mere frygtelige vilkår, end Lilly gør det hos sin enlige mor, der elsker hende højt, og som sørger for, at hun aldrig kommer til at mangle andet her i livet end en far.

 

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Mit job styrede mit liv 

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min nabo drev mig til vanvid

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Hvad skjulte Lars for mig?

Foto: Alamy
Publiceret: 18-09-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

1
6 nov 2015 15:23

Meget smuk historie, som med sikkerhed kan få modet tilbage hos mange der ude og tænke en ekstra gang om det nu vireklig er for sent...

Mvh Bodil

Billige Børnesko

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg var ved at ødelægge mine børn
Min veninde kunne ikke rumme min lykke
Var min festglade veninde ved at blive alkoholiker
Han havde altid været mit smertensbarn
Kunne vi tillade os at takke nej til deres venskab?
Min svigerinde drak sig fra sans og samling
Hvad var der sket i min farfars kælder?
Børnehavelederen så sig ond på mine børn
Jeg var ensom i mit ægteskab
Min veninde svigtede sin datter

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her