Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min egen fortælling: Min datter skabte splid imellem os

Min egen fortælling
– Far har ret. Du er sippet og gammeldags, sagde min teenagedatter. Jeg blev dybt chokeret. Michael og jeg havde jo netop været enige om, at vi skulle støtte hinanden, selv om vi nu var blevet skilt. At hænge mig ud over for vores datter, var vel ikke lige måden at gøre det på?

Jeg har lidt svært ved helt at tro på, at nogen kan opleve en skilsmisse som et aftalt, venskabeligt brud. Sådan forløb min egen skilsmisse i hvert fald ikke, men når man som os har en datter på 11 år, er der bare nogle ting, man har pligt til at finde en løsning på.

 

For mig var det helt klart hensynet til Mathilde, der kom i første række. At Michael og jeg ikke kunne ikke få tilværelsen til at fungere sammen, skulle ikke gå ud over Mathilde. Det var Nicolais egne ord, og jeg troede ham.


Det tog lidt tid at finde fodfæste i en ny hverdag. Mathilde boede hos mig, men hun kunne være hos Nicolai, når de aftalte det, og jeg troede virkelig på, at vi havde fundet den bedste løsning. Alligevel virkede Mathilde aldrig rigtig glad. Efter skilsmissen var det, som om jeg ikke længere kunne nå helt ind til hende. Ofte kunne jeg høre hende græde om aftenen, men jeg måtte ikke trøste hende.

Annonce


Jeg foreslog, at vi lavede ting sammen, jeg foreslog, at hun inviterede veninderne hjem til en tøseaften, men lige lidt hjalp det. Mathilde var lige ulykkelig. Jeg havde hele tiden en nagende fornemmelse af, at min datter
gled fra mig.


Jeg havde næsten ingen kontakt med Nicolai, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad han ville have ment, når jeg skulle træffe beslutninger omkring vores datter.

 

Flere gange tog jeg faktisk mig selv i at afrunde en diskussion med Mathilde ved at sige, at "det ville far også have syntes". Og jeg fortrød det hver gang, for jeg kunne jo se i min datters ansigt, at det var en helt forkert argumentation. Hun ville ikke høre sin fars mening fra min mund. Og det skulle hun heller ikke. Hun skulle selvfølgelig høre den fra ham selv.


Men efter Mathilde og jeg havde boet sammen i godt et års tid, begyndte vi pludselig at få nogle irriterende sammenstød, som vi ikke havde haft tidligere. Jeg følte, at hun konstant prøvede grænser af.


En fredag kom hun hjem fra skole og sagde, at hun ville være hos en veninde hele weekenden, og det spurgte jeg selvfølgelig ind til. Jeg kendte stort set ikke de mennesker, Mathilde sagde, hun skulle være hos, og hun ville heller ikke snakke om, hvad de skulle bruge weekenden på. Derfor endte det med, at jeg sagde nej.


– Far har ret i, at du er sippet og gammeldags, fløj det ud af munden på hende, og jeg indrømmer blankt, at hendes ord rev tæppet væk under mig. Jeg var skuffet over Nicolai, for hvordan skulle jeg få hverdagen til at fungere med Mathilde, hvis han konsekvent gik imod mine holdninger?


– Han bestemmer vel lige så meget, som du gør, mor? Jeg havde vanskeligt ved at finde ord, for hun havde jo både ret og uret på én gang. Selvom det gjorde ondt på mig, endte vores diskussion i, at Mathilde fik lov til at tage af sted.


Noget tid senere ville Mathilde gerne begynde at spille håndbold. I forvejen gik hun til fodbold og svømning, så jeg syntes, det var rimeligt, at hun valgte en af de to ting fra, hvis hun ville spille håndbold. Dels var det dyrt for mig, og endnu vigtigere var det, at Mathilde også skulle have tid til sin skolegang.


– Far siger, jeg gerne må gå til tre ting. Hvorfor er det så svært for dig at sige ja til noget, der gør mig glad, mor? Jeg stod og stirrede på min datter med en irriterende klump i halsen, men det var Nicolai, der fyldte mine tanker. Hvorfor gjorde han det her? Vi havde jo aftalt, at vi skulle stå sammen, når det handlede om Mathilde.

 

Igen endte jeg alligevel med at give efter for Mathildes plagerier. Samtidig tog jeg dog en svær beslutning. For første gang siden skilsmissen opsøgte jeg Nicolai alene, og jeg måtte virkelig kæmpe for at tøjle mit temperament, da vi stod over for hinanden i hans køkken. Men jeg kunne ikke, og med et væltede alle bebrejdelserne ud af mig i en lind strøm, og Nicolai så mildest talt noget chokeret ud, da jeg endelig holdt inde.

 

– Men det er da dig, der hele tiden giver efter, Mona! Jeg kan jo snart ikke genkende noget af dig længere, svarede han vredt. – Det er jo ligegyldigt, om Mathilde vil føjte rundt uden opsyn i dagevis, gå til 50 forskellige ting, have ny cykel, ny vinterjakke, nye støvler. Hvis hun kom og sagde, at hun ville 14 dage til Mallorca, så ville du vel give også give hende lov!

 

Det var lige ved at udvikle sig til et alvorligt skænderi, da det lige så stille gik op for os begge, at det i virkeligheden var Mathilde, der spillede os ud mod hinanden. Nicolai havde aldrig givet Mathilde lov til de ting, som jeg var modstander af.

 

Det blev startskuddet til, at vi satte os ned og fik talt om Mathilde. Set i bakspejlet var det lige det, vi alle tre trængte til. Nicolai og jeg blev enige om, hvor grænserne skulle sættes, og vi blev enige om, at vi skulle blive bedre til at tale om Mathilde. Ikke kun når hun skulle bremses en anelse, men også når hun havde brug for vores støtte og kærlighed.

 

Og efter vi hver især har fået meldt ud til hende, at vi er enige, og at vi står sammen om hende, så er der faldet meget mere ro på vores hverdag igen. Måske var det det, der skulle til, før Mathilde accepterede, at vi ikke ville blive en hel familie igen, eller måske skulle hun bekræftes i, at vores kærlighed til hende er uændret. I hvert fald gav vores samtale den balance, vi alle tre havde brug for.

 

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min svoger var en tyran

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Min datter blev druprapet

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Jeg er færdig med at skamme mig

Foto: Alamy
Publiceret: 24-07-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg kunne ikke engang klare at gå i Brugsen
Jeg fik gjort op med mine dårlige vaner
Mit black-out smadrede mit selvværd
Min veninde sygeliggjorde min søn
Han var ved at smadre vores familie
Sovepillerne gjorde mig til misbruger
Min affære blev min redning
Min egen fortælling: Min kæreste ville styre mit liv
Min datter stjal
Jeg var ensom i mit ægteskab

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri