Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min egen fortælling: Min nabo drev mig til vanvid

Min egen fortælling
Jeg følte mig ensom i byen, for alle virkede til at have nok i sig selv. Derfor blev jeg glad, da jeg fik en ny og særdeles imødekommende nabo. Desværre gik der dog ikke længe, før jeg pludselig forstod, hvorfor mange byboere havde det fint med at holde afstand til deres omgivelser.

Jeg er vokset op ude på landet, hvor naboerne altid fulgte med i hinandens liv og bød nye naboer velkommen, når de flyttede ind. Men sådan en velkomst fik jeg bestemt ikke, da jeg selv flyttede ind til storbyen. I den gamle beboelsesejendom, jeg var flyttet ind i, var væggene så tynde, at man ikke kunne undgå at følge med i hinandens liv. Jeg kunne tydeligt høre, når overboerne skændtes, og underboerne gjorde det stik modsatte.

 

Men når man nu boede så tæt, undrede det mig, at man ikke var mere interesseret i at lære hinanden bedre at kende. Mine naboer hilste altid på trappen, men jeg kunne også mærke, at de holdt en vis afstand. Da de efter et halvt år flyttede, rykkede håndværkerne i stedet ind. I et par uger lød der kun malerens transistorradio, mens jeg håbede, at min nye nabo ville være én, der ligesom mig, også var lidt mere interesseret i kontakt.

Annonce

 

Min nye nabo viste sig at være en enlig kvinde i 50'erne som mig selv. Mens flyttemændene bar hendes møbler op på tredje sal, mødte jeg hende på trappen og præsenterede mig. Lene, som hun hed, var mindst lige så imødekommende, så allerede et par dage efter bankede jeg på hendes dør og bød hende velkommen med en buket blomster.

 

Lene inviterede mig indenfor, så jeg kunne se, hvordan hun havde indrettet sig i sin lejlighed, der lå spejlvendt min. Hun fortalte også, at i den opgang, hun før havde boet i, havde hendes naboer været fuldstændigt umulige at komme ind på livet af, og hun synes, at det ville være hyggeligere, hvis vi nu kunne komme hinanden lidt mere ved.

 

Allerede et par aftener senere bankede Lene på hos mig og spurgte med en flaske rødvin i hånden, om jeg havde lyst til at drikke et glas sammen med hende? Jeg bød hende glad indenfor. Nu skulle vi to lære hinanden at kende. Eller det troede jeg, at vi skulle...For i stedet for at tale sammen, så talte Lene hele aftenen som et vandfald om sig selv – og indviede mig i intime detaljer fra sit privatliv, som jeg helst ville have været foruden.

 

Det så hun nu ikke ud til at bemærke, hun fortsatte bare med at plapre løs, mens jeg selv dårligt fik indført ét eneste ord. Og det var langt over midnat, før jeg desperat fik afbrudt Lene med en undskyldning om, at jeg skulle tidligt op på job næste morgen. Da hun rejste sig, stillede hun sig imidlertid bare op ude i entréen, hvor hun fortsatte med at snakke.

 

Jeg var af samme grund dødtræt, da jeg næste eftermiddag kom hjem fra arbejde. Men jeg havde ikke nået at sætte nøglen i min hoveddør, før Lene åbnede sin – og lige skulle fortælle mig noget, hun havde oplevet samme dag, der var så hylende morsomt, at det ikke kunne vente.

 

Og sådan fortsatte det. Hver gang, hun kunne høre, at jeg var hjemme, bankede hun på og snakkede og snakkede og var umulig at slippe af med. Hun måtte åbenbart mene, at jeg havde et lige så stort behov for at høre om hendes liv, som hun selv havde for at tale om det.

 

Der gik ikke længe, før jeg var ved at få pip. Og for at undgå at blive overfaldet af Lenes kaskader af ligegyldig snak, måtte jeg om morgenen vente med at gå ud ad døren, til jeg havde hørt, at hun havde smækket sin. Hver eftermiddag sneg jeg mig tilbage op ad trappen, lirkede forsigtigt hoveddørsnøglen i låsen, for at hun ikke skulle høre mig. Jeg listede rundt på tåspidserne og skruede helt ned for fjernsynet.

 

Alligevel gik der sjældent længe, før Lene stod og bankede på og blev ved med at tage i håndtaget, som om hun regnede med, at den bare stod åben for hende. Da Lene ikke forstod, at der måtte være en grænse, forsøgte jeg selv at sætte den. Men selvom jeg diplomatisk forsøgte at forklare, at jeg desværre ikke havde tid til at tale med hende, fortsatte hun bare som en Duracell-kanin.

 

Til sidst holdt jeg simpelthen helt op med at åbne døren, når hun bankede på, og jeg gik også hellere end gerne ned i Netto, når jeg var løbet tør for sukker – for bankede jeg på hos Lene, ville der gå mindst en halv time, før jeg kom ind til mig selv igen og kunne hvile ørerne.

 

Men det var en konstant kamp at undgå hende, og til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg følte, at hun fuldstændig havde invaderet mit privatliv med sin evindelige snak. Den dag, jeg flyttede, kom hun ud i opgangen – og snakkede igen fanden et øre af. Hendes sidste afskedsreplik var, at hun håbede, at hun ville få mindst lige så meget glæde af sin nye nabo, når han eller hun flyttede ind.

 

I dag bor jeg i en ny lejlighed. Naboerne er søde og rare mennesker, men jeg har ikke længere travlt med andet end at hilse på dem, når vi mødes i opgangen. For nu har jeg lært, hvorfor folk i storbyen ikke altid render hinanden på døren, som man gør det ude på landet.

 

For når man bor dør om dør, og ens privatliv kun er adskilt af en tynd væg, så opstår der jo et helt naturligt behov for at holde en større afstand til hinanden – og for at minimere risikoen for at få sit privatliv invaderet af en så anmassende nabo som min forrige. Ikke, at sådanne naboer ikke også findes ude på landet. Men når man høfligt viser dem sin hoveddør derude, er der trods alt også lidt længere end kun et par skridt hjem til deres egen.

 

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Hvad skjulte Lars for mig?

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Mine kollegaer svigtede mig

LÆS OGSÅ: Min egen fortælling: Jeg græd til min eksmands bryllup

Foto: Alamy
Publiceret: 04-09-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg kunne ikke holde af min stedsøn
Jeg havde jo aldrig glemt Bjørn
Jeg var bange for min nye nabo
Min nye udlejer forfulgte mig
Jeg skulle ha’  lyttet til mig selv
Min veninde udnyttede mig
Min egen fortælling: Børnene kom imellem os
Min egen fortælling: Deres lille søn ødelagde ferien
Jeg svigtede min veninde
Jeg følte mig fremmed blandt mine nye naboer

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri