Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min familie blev ødelagt af splid og nag

Min egen fortælling
Min kusine, Lea, og jeg er jævnaldrende og har været tætte som søstre, siden vi var børn. Vi skiftedes til at komme på weekend hos hinanden – hos mig i København eller hos hende i en lille landsby på Fyn. Vores forældre kom også meget sammen. Men jo ældre vi blev, desto flere gnidninger kom der mellem de voksne, og en juleaften, da min kusine og jeg var midt i 20’erne, sprang den ballon af lagret misbilligelse, der åbenbart havde vokset sig stor imellem vores forældre.

Den 24. december stod jeg ude i gangen og ventede på, at min kusine, hendes forældre og mine bedsteforældre kom op ad trapperne. De sidste gange vores familier havde været samlet, havde stemningen ikke været særlig god. Da de trådte ind ad døren, stønnede min onkel: – At nogen gider bo på fjerde sal! – Ja, men det holder os slanke, indvendte min mor, som netop kom gående ud i gangen med en stresset aura om sig.
Annonce


Stemningen under middagen var ikke mindre anspændt, og da vi skulle til at danse om juletræet, gik det galt. – I vil sikkert ikke synge salmer, når nu I ikke er medlemmer af folkekirken, sagde min mor spidst til min onkel og tante, da vi stod rundt om juletræet.

– Nu findes der jo også andre julesange end salmer, sagde min tante surt. Min farfar prøvede at skære igennem, min farmor forsøgte forgæves at dæmpe gemytterne, men hun blev overdøvet af min mor og tante, der allerede var godt i gang med en større diskussion om, hvilke sange eller salmer, der skulle synges på denne hellige aften. Nej, hvor var de belastende, tænkte jeg.

Jeg kunne også se, at min farmor og farfar var ved at blive rigtig kede af det. – Lad os komme i gang, sagde jeg derfor højt og klappede som en anden danselærer. Som var det aftalt spil, tog min kusine og jeg over og fik gang i dans, sange og udpakning, mens vi talte højlydt og grinede kunstigt for at forhindre vores forældre i at tage ordet igen.

Den jul sluttede ved 22-tiden på slaget, hvor al maden var spist, og pakkerne åbnet. Det blev også den sidste jul, vi holdt sammen i 10 år. Jeg prøvede at tale med mine forældre, om de ikke kunne få talt ud, men det ville min mor ikke høre tale om, og min far samtykkede, sikkert for at undgå et skænderi. De syntes, at min onkel og tante var de mest arrogante mennesker, og det samme syntes min kusines forældre om mine forældre, fortalte Lea mig.

Min farmor og farfar holdt skiftevis jul hos min tante og onkel og os, og hver gang sagde de, at de ville ønske, at vi alle kunne være samlet. Dét blev ignoreret. Når mine bedsteforældre inviterede alle, blev min mor og min kusines mor altid hjemme med mærkelige sygdomme, og min far og onkel udvekslede kun nødtørftige bemærkninger.

Min kusine, som nu var flyttet til København, og jeg sås til gengæld flere gange om ugen. Vi gad ikke tale om vores forældres mærkelige brud. Jeg så heller ingen grund til at fortælle mine forældre, hvor meget jeg så Lea, for jeg vidste, det ville genere især min mor. Til alt held hed en af mine bedste veninder også Lea, så når hun spurgte, hvad jeg skulle, og jeg havde planer med min kusine, sagde jeg blot:– Jeg skal se Lea. Engang spurgte hun, om det var veninde eller kusine Lea, og da jeg ikke ville lyve, afslørede jeg, at det var kusinen. – Tænk, at du gider bruge tid med hende. Hun er jo lige så arrogant som sine forældre.

Sikke noget pjat, tænkte jeg, mens jeg tog Lea i forsvar og efterfølgende spekulerede over, hvordan vores forældre kunne gå så skævt af hinanden. Så ringede min farfar en dag og fortalte, at min farmor lå for døden. Min farfar var selvsagt sønderknust og sad ved hendes seng og holdt hende i hånden.

Hun var allerede langt væk, da vi alle stod omkring dem, og rummet var dødstille bortset
fra snøften. På et tidspunkt kiggede min farfar op, som om han hidtil havde troet, at han og min farmor var alene, og da han så os alle stå ved siden af hinanden for første gang i 10 år, lyste han op i et uforglemmeligt smil.

– Så er vi her alle sammen, sagde han lettet, rettet mod min farmor. Det lød, som om vi i det øjeblik alle med ét begyndte at græde. På en forløsende måde. Som om det endelig gik op for vores forældre, hvor vigtigt det var for mine bedsteforældre at have os samlet.

Efter vi havde stået ved min farmors seng i en halv times tid, gik vi ud i en af hospitalsstuerne og satte os med en kop kaffe. Før nogen sagde noget, så jeg rundt på dem alle, og dét jeg så, var fire flove granvoksne mennesker, hvis misforståede stolthed havde ført til årelang adskillelse til frustration for vores bedsteforældre, som vi nu var tæt på at miste.

De begyndte nu pludselig at tale sammen om stort og småt, men uden at der var nogen provokationer at spore. Hvad foregik der? Jeg så på Lea. Vi var efterhånden gode til at læse hinanden, og jeg kunne se, hun stillede sig selv det samme spørgsmål.

Da vi kørte hjem, og jeg sad i bilen alene med mine forældre, spurgte jeg dem om stridsøksen mellem dem nu langt om længe var lagt? Efter nogen tøven sagde min mor. – Vi var nok lige gode om det dengang. Det var dumt og barnagtigt, men nu kan jeg mærke, vi er blevet ældre. Vi er meget forskellige og lever vidt forskellige liv, men hvad så? Min far kiggede samtykkende på min mor, mens hun talte, og jeg smilede for mig selv.

Jeg aner ikke, om det var synet af min døende farmor, der gjorde udslaget, men det vigtigste var, at familiespliden var ovre, og at min farmor levede længe nok til at få at vide, at vi atter ville holde påskefrokoster og jul sammen igen. Min farfar nåede at komme med til to af slagsen, før han gik bort. Vores forældre nævnte aldrig det 10 år lange brud, så vidt jeg ved, men de tilgav tydeligvis hinanden.

Som min mor sagde, havde de fortsat forskellige værdier og livsstil, men det var, som om de hver især var blevet mere selvsikre med årene, og derfor ikke længere havde behov for hverken at hævde sig eller at tale ned til de andre. Familiesammenkomsterne blev atter en glædelig begivenhed, og jeg kunne frit fortælle mine forældre om de sjove oplevelser, jeg havde og heldigvis stadigvæk har med min kusine, Lea.
Publiceret: 27-10-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jo! Du kan godt finde kærligheden på nettet
Min datter løj
Jeg var ved at ødelægge mine børn
Jeg var med til at mobbe min kollega
Han tog på bryllupsrejse med en anden
Min veninde afviste mig
Jeg kunne ikke stole på min veninde
Jeg fandt mit livs kærlighed på nettet
Min egen fortælling: Børnene kom imellem os
Hun blev forkælet - og ødelagt

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri