Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min far kom i fængsel

Min egen fortælling
Min far havde sin egen virksomhed, og jeg havde altid været meget stolt af ham. Derfor blev jeg også helt ude af mig selv, da jeg en dag kom hjem fra skole og fik at vide, at min far var kommet i fængsel.

Indtil jeg var 12 år, havde jeg kun gode minder om min far. Han var altid sød og rar, han havde god tid til mig om aftenen og i weekenderne. Jeg var sikker på, at jeg havde verdens bedste far. Derfor var det også så svært for mig at forholde mig til, da lynet pludselig slog ned.

Min far drev selvstændig virksomhed, og det var jeg naturligvis stolt af. Det var der ikke så mange af klassekammeraternes forældre, der gjorde. Jeg vidste bare ikke, at det ikke gik så godt for hans virksomhed.

 

At han svindlede med regnskaberne for at få det hele til at hænge sammen, gik først op for os derhjemme, da det var for sent. Min far blev dømt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg fik at vide, at han skulle tre år i fængsel.

Det tog vist lidt tid, inden det rigtigt gik op for mig. I begyndelsen kunne jeg bedst se forandringen på min mor. Der var jo kun hun og jeg i huset, og hun var meget ofte ked af det. Hvordan skulle jeg kunne trøste hende? Hun kom til at se så lille og spinkel ud, og for hver dag der gik, hadede jeg min far endnu mere.

Jeg var fast besluttet på, at det skulle holdes hemmeligt. Mors formaninger om, at jeg ikke ligefrem behøvede at skilte med ”vores hemmelighed”, var helt overflødige, for jeg var så flov over at have en far, der sad i fængsel. Så flov, at jeg løj om ham, når mine veninder spurgte, hvor han var henne.

Nogle gange fortalte jeg, at han arbejdede i udlandet, og at han tjente rigtig mange penge. Jeg viklede mig selv ind i historier om, hvordan min mor og jeg rejste ud for at besøge ham, og om de fine gaver jeg fik af ham. Andre gange fortalte jeg, at han var alvorligt syg, og at jeg ikke vidste, om han nogensinde kom hjem igen. Det, fandt jeg ud af, gav en vis respekt, og det var sjældent den nysgerrige stillede flere spørgsmål, når jeg først begyndte at hulke.

Inderst inde hadede jeg min far, sog jeg græd mig ofte i søvn. Han skulle jo være hjemme hos os. Det betød ikke længere noget for mig, hvad han beskæftigede sig med. Jeg ville så gerne have en far, der var mekaniker, eller buschauffør, eller skraldemand. Bare han var hjemme hos os.

Min mor spurgte flere gange, om jeg ville med på besøg hos far, men det ville jeg slet ikke høre tale om. Jeg blev rasende, når hun foreslog det, og jeg bad også hende om at lade være med at besøge ham. Jeg husker tydeligt, hvor skuffet og forvirret jeg blev, da hun skældte mig ud. Jeg forstod ikke, hun kunne holde af ham, sådan som han svigtede os.

Puberteten var vanskelig nok for mig at håndtere i forvejen, men at have en far i fængsel var værre end alt andet. Især efter at jeg en dag blev omringet i sportshallen af nogle drenge, der gerne ville vide, om min far virkelig sad i spjældet? Jeg ville hellere have stået splitternøgen imellem dem. På få sekunder havde de punkteret alle mine løgne, jeg var gennemsigtig og ussel, og jeg var fast besluttet på, at jeg aldrig mere ville vise mig uden for en dør. Den dag besluttede jeg også, at jeg aldrig mere ville se min far. Jeg følte, han havde ødelagt mit liv.

Jeg blev hjemme fra skole, selvom min mor prøvede at lokke mig af sted. I næsten to uger var jeg derhjemme, og så stod min klasselærer pludselig uden for døren og ville snakke med mig. Det så jeg som endnu et nederlag, men den dag blev rent faktisk vendepunktet i en uendelig lang nedtur. Hun syntes, jeg skulle komme i skole, og så ville hun gerne, at vi fik talt ud om det i klassen. Jeg glemmer aldrig, da hun smilende sagde til mig, at min far jo ikke havde slået nogen ihjel. De baner havde jeg ikke tænkt i. For mig svigtede han os bare på den mest nederdrægtige måde.

Men hun fik ret. Da alle først kendte sandheden om min far, kom der ikke flere borende spørgsmål. Jeg behøvede ikke længere at finde på løgnehistorier om ham, og jeg skulle efterfølgende ”kun” tackle min egen sorg over, at jeg havde en far, der sad i fængsel. Det eneste, jeg for alvor fortrød, var, at jeg ikke havde været ærlig over for omgivelserne lige fra begyndelsen. Det gjorde mit liv væsentlig nemmere for mig at overskue nu.

Jeg holdt fast i, at jeg ikke ville besøge min far i fængslet, og da han kom hjem til os igen, tog det også lang tid, inden han ikke længere var en fremmed, som jeg helst vendte ryggen til. Men han vendte aldrig ryggen til mig, og lidt efter lidt fik han nedbrudt mit skjold. Jeg kunne ikke blive ved med at hade ham. Der lå alt for mange gode minder i underbevidstheden, som langsomt vågnede op igen.

Min far gav mig den tid, der var nødvendig for mig, og det er jeg ham evigt taknemmelig for i dag. Mit liv ville have været meget fattigere uden ham.


Annonce
Foto: Bulls Press
Publiceret: 23-07-2012
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg følte mig presset til venskab
Børnehavelederen så sig ond på mine børn
Maden blev min trøst – og min største fjende
Læserberetning: Turde jeg møde ham igen?
Jeg kunne ikke stole på min veninde
Min egen fortælling: Man kunne ikke stole på Trine
Sorgen har langt om længe sluppet sit greb i mig
Min smukke kollega tog æren for mit arbejde
Jeg brød mig ikke om min venindes nye kæreste
Mine kollegaer svigtede mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri