Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg var ensom i mit ægteskab

Min egen fortælling
Den nærhed og fortrolighed, der tildigere havde været i Pouls og mit ægteskab, var forsvundet. For Poul arbejdede konstant, men når jeg forsøgte at tale med ham om det, så var han bare træt...


Poul og jeg lærte hinanden at kende, da vi var først i 20´erne. Han var en rar og følsom fyr, og vi blev meget glade for hinanden. Vi havde de samme mål i livet. Vi ville gerne have et arbejde, vi trivedes med, og så ville vi have børn.

Vi fik tre piger, sådan trip-trap-træsko, og det var dejligt. Arbejdet haltede det mere med. Poul er uddannet murer, og han var dødtræt af sin arbejdsgiver. Vi aftalte, at jeg skulle gå hjemme med pigerne, mens de var små, og så ville Poul nedsætte sig som selvstændigt. I tiden efter knoklede Poul for at få sit firma i gang, mens jeg tog mig af ungerne og alt det praktiske.

Jeg havde håbet, det ville gøre Poul mere tilfreds, når han fik sit eget op at stå, og på mange måder var han da også gladere. Vi fik bare ikke så meget fornøjelse af det derhjemme,  for han arbejdede konstant. Jeg blev kolossalt frustreret. For når Poul endelig var hjemme, gik halvdelen af tiden med at snakke i telefon med kunder og leverandører.

Vi var flyttet ind på en gammel gård, som trængte hårdt til istandsættelse. Men Poul havde ikke tid til at gøre noget ved stedet. Kunderne og jobbet kom altid i første række. Når jeg prøvede at tale med ham om, at vi boede i et hus, der var ved at falde ned om hovedet på os, så lovede han, at nu skulle han også nok snart …  Men det blev bare aldrig til noget.

Da min far blev syg af kræft – min mor var død nogle år inden – besluttede Poul og jeg, at min far skulle bo hos os på gården. På det tidspunkt var jeg selv startet med at arbejde, men Poul lovede, at nu skulle han nok drosle ned på sit arbejde, så han kunne være noget mere hjemme og hjælpe til med det hele. Poul holdt bare ikke sit løfte, så nu havde jeg endnu mere at lave end før. Jeg klarede det, men jeg var helt tyndslidt.

Da min far døde efter et halvt år, gik jeg helt i sort. Selv om han havde været så syg, og det vel nærmest derfor burde have været en lettelse, så sørgede jeg dybt. Det var som om, at alle båndene til min barndom med et blev kappet. Jeg følte mig meget alene.

Når jeg prøvede at tale med Poul om, at jeg følte mig alene, og, at jeg havde brug for ham, var han helt uforstående. Han kunne da godt forstå, at jeg var ked af det et stykke tid, men så måtte det da også være overstået, og jeg måtte videre. Det kunne jeg bare ikke. Sorgen over min far, og frustrationen over den ensomhed, jeg følte i mit ægteskab med Poul, blev ved med at gnave. Der måtte ske noget, jeg vidste bare ikke hvad.

Jeg foreslog, at  Poul og jeg startede i samtaleterapi, og vi var der da også et par gange. Men det var helt tydeligt, at Poul ikke forstod, at jeg kunne blive ved med at være så ked af det. Da hans egen mor døde nogle år inden, havde han da bare arbejdet dobbelt så hårdt! Det var altid hans måde at klare tingene på.

Den varme og følsomme fyr, jeg i sin tid var faldet for, var blevet arbejdsnarkoman, og han var efterhånden helt ude af kontakt med ikke bare sine egne, men også med mine følelser. Jeg ville have en mand, jeg kunne tale med og dele sorger og glæder med – men han flygtede ind i sit arbejde.

Til sidst truede jeg med skilsmisse. Poul reagerede anderledes, end jeg havde forventet. I stedet for at stoppe op og tænke: Jeg vil ikke miste min familie, så sagde han: – Ja, det er nok også det bedste!
Det havde jeg ikke regnet med. På den anden side ville jeg ikke blive i ægteskabet, ikke som det var nu.

Det var utrolig hårdt det første år, og jeg håbede længe, at Poul ville sige, at han havde indset, at han havde mistet noget dyrebart, og om vi ikke skulle prøve igen. Men det gjorde han ikke. Og de venner, som jeg troede var fælles venner, valgte side til fordel for ham! Det var jeg gal og såret over, og jeg fortrød mange gange, at jeg var gået. Jeg både elskede og savnede Poul, selv om jeg også var rasende på ham og følte mig svigtet af ham.

Men i dag – halvandet år efter skilsmissen – savner jeg ikke mit ægteskab. Jeg kunne jo aldrig regne med Poul alligevel. Det er synd for vores piger, at deres far er så fraværende – men vi fire har det i hvert fald godt sammen nu, og jeg fortryder ikke længere min beslutning. Tværtimod.

Annonce
Foto: Bulls Press
Publiceret: 18-01-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min affære blev min redning
Min datter stjal
Jeg var ved at sætte det hele på spil
Min egen fortælling: Mit job styrede mit liv
Ville hun have mig til at hade min mand?
Hvorfor ville han ikke tale om fremtiden?
Min veninde udnyttede mig
Gensynet blev en stor fiasko
Hvem ville dog stjæle fra mig?
Min egen fortælling: Angsten får ikke lov til at styre mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri