Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min nye udlejer forfulgte mig

Min egen fortælling
Det var ikke en svær beslutning, da jeg for et par år siden blev tilbudt et nyt job for det firma, jeg var ansat hos. Firmaet var ved at starte en ny afdeling op i en anden by, og jobbet, jeg blev tilbudt, lød vildt spændende.


Og så havde jeg været alene et stykke tid, efter min kæreste og jeg var flyttet fra hinanden, så alt i alt virkede det ret tiltalende at flytte teltpælene og begynde på en frisk. Så selvom jeg måtte sige farvel til alle veninderne og mine gode kolleger for at flytte til en by, hvor jeg stort set ikke kendte et eneste menneske, takkede jeg ja til tilbuddet.

Det største problem blev at finde noget at bo i, og jeg tog flere gange turen til min nye hjemby for at se på værelser og lejligheder, uden at noget rigtigt fangede min interesse. Ikke før jeg på nettet fandt frem til en lejlighed, der var indrettet i den ene ende af en fritliggende længe på en landejendom i byens udkant.
Det sted var perfekt for mig. Det var jo som at få mit eget hus, tænkte jeg. Det lå lige op ad skoven, et kvarters gang fra fjorden, og alligevel ikke længere borte, end at jeg kunne cykle til centrum på under tyve minutter.

Ejeren viste sig at være en mand i 50-års alderen. Han boede selv i stuehuset, og det undrede mig lidt, at han slet ikke inviterede mig indenfor. I stedet mødte han mig ude på gårdspladsen, da jeg kom, og efter at have hilst på hinanden gik vi direkte over til lejligheden.

Allerede her fik jeg en ubehagelig fornemmelse. Jeg havde en fornemmelse af, at han hele tiden stillede sig helt tæt op ad mig, når han viste og fortalte mig noget. Jeg prøvede så vidt mulig at holde afstand ved at kaste min interesse på en eller anden detalje i lejligheden.

Flere gange lagde han også hånden på min skulder eller gav min arm et lille klem, og det kunne jeg slet ikke have. Faktisk overvejede jeg kort at springe fra, fordi han gjorde mig utryg, men lejligheden var fantastisk, og jeg tænkte, at når først jeg flyttede ind, så behøvede jeg jo ikke at have ret meget kontakt med ham. 

Lejekontrakten blev udfyldt samme dag, og så kunne jeg endelig begynde at fokusere på mine nye opgaver i firmaet. Troede jeg i hvert fald. For nok var udlejeren en høflig mand på overfladen, men der gik ikke lang tid, før han også begyndte at virke en smule påtrængende.

Det viste sig, at han boede alene, og han kom altid „tilfældigt“ hen forbi min lejlighed, når jeg kom hjem fra job. Også selvom det ofte var på forskellige tidspunkter. Når jeg hentede min cykel i garagen om morgenen, skulle han gerne lige over for at se til fyret. Jeg forsøgte bevidst at undgå ham, men det lykkedes aldrig.

Jeg fik mere og mere indtryk af, at han stod og ventede på mig, når jeg kom hjem fra arbejde. Da jeg nogle gange havde oplevet, at gardinerne bevægede sig i stuehusets vinduer, når jeg opholdt mig nede i haven, begyndte jeg for alvor at føle mig beluret. Og så ville følelsen ikke give slip igen.

Når jeg kom i seng om aftenen, lå jeg og lyttede ud i mørket, og hele tiden kunne jeg høre fodtrin i perlegruset udenfor, se skygger, der bevægede sig forbi vinduerne, eller høre døren gå ovre i stuehuset.
Efterhånden gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for ikke at være hjemme.

Jeg arbejdede derfor rigtig meget i hverdagene, og i weekenderne gik jeg lange ture i skoven og ud langs fjorden. Alt det, jeg havde glædet mig til. Men det gjorde mig slet ikke glad, for jeg flygtede jo i virkeligheden fra min egen lejlighed.

Da jeg så også begyndte at løbe på min udlejer, når jeg gik tur i skoven, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg greb enhver chance til at invitere nogen hjem, eller endnu bedre til at komme på besøg hos nogen, men efter den korte tid i de nye omgivelser, var min omgangskreds jo ret begrænset, og jeg ville heller ikke slide mine nye venskaber op ved at trænge mig på hos de samme mennesker hver weekend.

Det var sket flere gange, at min udlejer inviterede mig til at spise med ovre hos sig, og det fandt jeg hver gang på en undskyldning for at sige nej tak til. Jeg sagde oftest, som det var, at jeg havde rimelig meget at se til på mit job, så når jeg var hjemme, ville jeg gerne hygge mig alene. Men han blev hele tiden mere insisterende, og selvom jeg afviste ham, så jeg selv følte mig uhøflig, hjalp det ikke.

Situationen gik mig virkelig på nerverne, og som ugerne gik, følte jeg heller ikke rigtigt, at jeg slog til på jobbet. Mine tanker kredsede hele tiden om situationen hjemme i den lejlighed, jeg oprigtigt var kommet til at hade.

Det hele har selvfølgelig påvirket mig i en negativ retning, men en dag blev jeg virkelig syg, mens jeg var på arbejde. Så meget at jeg blev nødt til at tage hjem, og her ramlede det hele sammen, da jeg så, at døren til min lejlighed stod åben, og at der sad en nøgle i låsen - og det var ikke min.

Da jeg kom ind, fandt jeg min udlejer, som gik rundt derinde, og han kunne ikke skjule, at jeg overraskede ham. Hans historie om problemer med varmeanlægget købte jeg ikke, og for første gang lod jeg virkelig al min harme få luft, da jeg smed ham ud.

Allerede dagen efter tog jeg på job igen, og gået på klingen af mine kolleger, fortalte jeg dem uden omsvøb, hvordan jeg havde det. Også at jeg havde tænkt på at rejse tilbage, hvor jeg kom fra. Mine kollegaer blev dybt chokerede. Hvorfor havde jeg ikke sagt noget før! Allerede samme uge lejede firmaet et sommerhus, jeg kunne flytte ud i midlertidigt. To af mine kolleger kom endda og hjalp mig med at tømme lejligheden, og det var virkelig en befrielse at sige farvel til det sted, jeg nu var kommet til at hade.
Det var også min chef, der trak i trådene, så jeg seks uger senere fik tilbudt en dejlig lejlighed inde i centrum, og her er jeg endelig faldet til. Jeg har fået nogle søde naboer, som kan balancen med at være sammen men også at lade hinanden være i fred, og nu glæder jeg mig oprigtigt til at komme hjem om aftenen. Jobbet er herligt, mange af mine kollegaer er ved at blive mine gode venner, og byen skal jeg hurtigt lære at holde af.

Nu kan jeg glæde mig over, at jeg ikke stak af fra det hele, dengang et enkelt menneske var ved at køre min tilværelse i sænk.

Annonce
Foto: Polfoto
Publiceret: 18-08-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg havde jo aldrig glemt ham
Maden blev min trøst – og min største fjende
Min egen fortælling: Lilly og jeg er da også en familie
Jeg svigtede min veninde
Læserberetning: Turde jeg møde ham igen?
Drømmeferien endte i kaos
Han tog på bryllupsrejse med en anden
Min veninde udnyttede mig
Vi kunne jo ikke blive ved med at hade hinanden
Alt var sort, da jeg vågnede næste dag

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her