Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min veninde kunne ikke rumme min lykke

Min egen fortælling
Da min veninde havde født sin lille søn, ville han ikke tage bryst. Efter mange anstrengelser måtte hun skuffet overgive sig til sutteflasken. Han var også svær at få til at sove. Når han endelig faldt i søvn, blev det kun en kort og afbrudt søvn.

Jeg forsøgte at opmuntre min veninde – ikke at jeg selv havde forstand på babyer. Men fra andre havde jeg hørt, at spædbørn var hårdt arbejde. Da hendes lille dreng var et halvt år, var jeg imidlertid ved at blive lidt bekymret for både hende og ham.

Hun kunne dårligt hænge sammen længere. At hendes søn stadig ikke sov, drænede hende for energi – men at han ikke udviklede sig som andre børn i mødregruppen, gik hende endnu mere på. Hun havde endnu ikke set ham smile, og når hun forsøgte at få øjenkontakt med ham, vendte han ansigtet bort med en uinteresseret mine.
Annonce


Han reagerede heller ikke på hverken kys eller berøringer. Hun forstod ikke, at hun ikke kunne stimulere ham så udviklede sig som andre børn på hans alder. Ikke længe efter slog sundhedhedsplejersken alarm.

Det var en ubegribelig sorg for min veninde og hendes mand, da det efter en lang række undersøgelser viste sig, at deres lille dreng var autist. I dag er deres søn seks år og går i specialbørnehave. Han har ikke noget sprog, og reagerer meget aggressivt på ukendte mennesker og situationer. Deres ægteskab kunne desværre ikke holde til belastningen, og de blev et par år efter skilt.

Da jeg fødte min søn, var jeg som alle andre mødre overvældet af lykke. Når jeg var sammen med min veninde, forsøgte jeg dog at nedtone min glæde. Jeg vidste, hvor hårdt hun havde det, og der var jo ingen grund til at kaste salt i såret.

Selvom min veninde virkede glad på mine vegne, kunne jeg ikke lade være med at bide mærke i, at hun fleree gange begyndte at nævne påfaldende lighedstræk mellem min og hende egen søn. Som f.eks. at hendes søn også var sen til at kravle og kunne sidde i timevis foran fjernsynet.

Jeg spekulerede nu ikke et øjeblik på, at der var noget galt med min søn. Han var en fornøjet lille dreng, der kvitterede enhver kontakt med et stort, tandløst savlende smil.

En dag trak en pædagog fra vuggestuen mig ind til en samtale på kontoret. Hun havde observeret, at min halvandenårige søn ikke havde noget sprog endnu og heller ikke viste interesse for at begynde at tale. Det kunne tyde på, at han havde væske på ørerne, sagde hun.

Hos lægen viste der dog sig ikke at være noget galt med ørerne. Pædagogerne rådede mig til at bruge tid på at tale mere med ham og læse flere bøger. Men uanset, hvad jeg gjorde, sagde han ikke et ord.

Min veninde levede sig ind i problemet med liv og sjæl. Snart mere end jeg brød mig om. Hun var nemlig sikker på, at min søns manglende sprog kunne være en indikation på, at han også var autist.

Men selv om jeg var meget bekymret for min lille dreng, så mente jeg ikke, at han lige frem var autist. Han udviklede sig jo fuldstændig normalt på alle andre områder. Da jeg nævnte det for hende, ignorerede hun det. Og en morgen kom jeg ud og fandt en tyk konvoult i entreen. Den var fyldt med informationsmateriale om autisme.

Uanset hvor meget medfølelse, jeg havde med med min veninde, så løb det mig koldt ned ad ryggen, hver gang hun drog paralleller mellem sin og min søn. Jeg blev efterhånden vred på hende. Hvad bildte hun sig ind? Ville en rigtig veninde ikke trøste og opmuntre én – i stedet for at kæmpe for at overbevise mig, om at mit barn var autist? Men jeg kunne ikke sige fra overfor hende. Jeg havde jo også medlidenhed med hende.
 
En talepædagog hjalp min søn med at stimulere hans sprog. Hver gang han lærte et nyt ord, klappede jeg af begejstring. Efterhånden kunne pædagogerne i vuggestuen til min lettelse berolige mig med, at min søn var en ganske normal dreng med en forsinket sprogudvikling.

Da jeg glad fortalte det til min veninde, blev hun ikke begejstret – nærmere tvært imod. På det tidspunkt overvejede jeg kraftigt, at bryde med hende. Hvad var vores venskab værd, når hun ikke kunne glæde sig på mine vegne over, at min lille dreng var sund og rask?

Men ikke længe efter fik jeg et langt brev fra min veninde. Med en klump i halsen læste jeg de ord, hun satte på sine smertefulde følelser. Ikke bare i forbindelse med sin søn, sin skilsmisse – men også med mig.

Hudløst ærligt indrømmede hun, at hun havde misundt mig min raske søn. Da det viste sig, at han heller ikke udviklede sig normalt, var hun begyndt at nære et selvisk håb om, at han også var autist. Hvis det var tilfældet, ville hun ikke være alene.

Min veninde skrev, at hun skammede sig og undskyldte mange gange sin opførsel. Hun forstod, hvis jeg ikke ville se hende igen. Jeg ringede til hende med det samme. Vi begyndte begge to at tude. Jeg indrømmede, at jeg havde været meget vred på hende. For jeg havde jo også været bange. Men jeg tilgav hende. For det, at hun havde ønsket sig, at hun ikke skulle være alene med sin sorg, var vel meget menneskeligt.

Jeg tror, at det, jeg virkelig lærte af den oplevelse, er, at det at få et handicappet barn ikke kun stiller store krav til forældrenes rummelighed, men også til omgivelsernes. For da jeg endelig kunne se ud over min egen næsetip, lærte jeg at for alvor at rumme min venindes sorg og frustrationer - i stedet for at skubbe hende fra mig.
Foto: Polfoto
Publiceret: 01-09-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Hvad var der sket i min farfars kælder?
Jeg har bare ikke lyst til at få børn!
Jeg var bange for min nye nabo
Min veninde udnyttede mig
Jeg nyder min tredje alder
Min venindes børn driver mig til vanvid
Min veninde elskede intriger
Jeg er lykkelig for, at jeg tog springet
Min veninde kunne ikke rumme min lykke
Min veninde udnyttede mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her