Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min veninde lod sig undertrykke

Min egen fortælling

Da min barndomsveninde Signe mødte Thomas, glædede jeg mig til at lære ham at kende. Signe og jeg havde været veninder siden 8-års alderen, og vi delte alt med hinanden, sagde tingene ligeud og vidste stort set altid, hvad den anden tænkte.

Signe var vild med Thomas, det var klart for enhver, når man så dem sammen. Jeg selv oplevede Thomas som en lidt lukket fyr. Jeg kan normalt tale nemt med alle slags mennesker, men Thomas var svær at komme ind på livet af.

I begyndelsen tænkte jeg, at han bare var genert, men det fortsatte. Han var svær at slå et ord af, og han virkede ret uinteresseret i at lære mig og Signes andre venner at kende. Jeg begyndte at tænke over, hvad jeg dog kunne tale med ham om, når jeg skulle se dem. Men alligvel forstummede samtalen altid efter ganske kort tid, og det blev akavet. 
Annonce


Signe og Thomas flyttede sammen og fik et par børn over nogle år. Jeg var begyndt at se mindre til Signe, men der gik en rum tid, inden jeg opdagede, at det var Thomas der lagde forhindringer i vejen.

Når jeg prøvede at lave en aftale med Signe, viste der sig et klart mønster: Hvis Thomas var hjemme, så kunne hun ikke ses, for så skulle hun være derhjemme med Thomas og børnene. De aftener, Thomas var ude, kunne vi ses – men kun hjemme hos Signe, for børnene var der. Det var fint nok, men Signe blev nærmest stavnsbundet til hjemmet, og så tit var Thomas jo heller ikke væk.

Jeg kunne forstå på det hele, at Thomas gik ud, når det passede ham - men han så helst, at Signe ikke gik nogen steder. Jeg spurgte lidt undrende Signe, om hun ikke syntes, det var en lidt uretfærdig aftale. Det var jo altid hende, der stod med børnene.

Signe forklarede, at hun godt kunne se, at Thomas manipulerede lidt med hende, men hun havde gjort op med sig selv, at hun fandt sig i det, fordi Thomas så f.eks. sørgede for at aflevere børnene om morgenen, hvor Signe, der er sygeplejerske, skulle møde klokken syv.

Jeg syntes, det var lidt strenge vilkår, Thomas gav Signe. Signes venskaber ebbede jo mere og mere ud. Hun havde altid været en udadvendt, glad og aktiv pige, men nu så vi hende sjældent - og de få gange, vi så hende, var det altid sammen med Thomas, som på ingen måde virkede særlig ivrig efter at lære nogen af os at kende. Signe selv var efterhånden kun en skygge af sig selv.

Jeg prøvede i lang tid at bibeholde kontakten med Signe, men det var altid så besværligt at få på lavet en aftale med hende.  Der skal to til tango, og jeg tvivlede på, at Signe overhovedet gad mig. Og det gjorde mig naturligvis trist til mode.

Selvfølgelig skulle jeg ikke bestemme, hvordan Thomas og Signe skulle køre deres forhold, men jeg blev alligevel frustreret over ikke at kunne åbne Signes øjne for, hvordan hun lukkede sig inde og langsomt stødte alle sine gamle venner fra sig. 

Til sidst gav jeg op. Jeg besluttede, at jeg ville lade det være op til Signe at tage kontakt og få aftaler i stand, og på den måde blev det over et par år til det rene ingenting, og vores venskab gled til sidst helt ud.

Jeg har begrædt tabet af Signe mange gange, men jeg nåede frem til, at der ikke var noget at gøre. Jeg ville jo aldrig få min gamle Signe tilbage. Jeg havde også meget svært ved at være vidne til, hvordan Thomas afskar Signe fra at have et socialt liv. Så i sidste ende lod jeg venskabet med Signe glide ud, men det har taget mig meget lang tid at acceptere tabet af hende.


Foto: Polfoto
Publiceret: 25-08-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min egen fortælling: Jeg græd til min eksmands bryllup
Min far kom i fængsel
Min affære blev min redning
Min veninde skjulte sit helvede for mig
Hun blev forkælet - og ødelagt
Alt var sort, da jeg vågnede næste dag
Vi kunne jo ikke blive ved med at hade hinanden
Campister endte som kriseterapeuter
Jeg var ved at ødelægge mine børn
Vennernes børn kendte ikke til grænser

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri