Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min veninde sygeliggjorde min søn

Min egen fortælling
Det løb det mig koldt ned ad ryggen, hver gang min veninde sendte mig brochuerer om autisme og drog paralleller mellem sin og min søn. For hvad bildte Bettina sig egentlig ind? Hvis hun var en rigtig veninde, ville hun så ikke støtte og opmuntre mig – i stedet for hele tiden at forsøge at overbevise mig om, at min lille dreng også var autist?

Da min veninde, Bettina, havde født sin lille søn, ville han ikke tage bryst. Efter mange anstrengelser måtte hun skuffet overgive sig til sutteflasken. Rune var også svær at få til at sove. Når han endelig faldt i søvn, blev det kun en kort og afbrudt søvn.

 

Jeg forsøgte at opmuntre Bettina – ikke at jeg selv havde forstand på babyer. Men fra andre havde jeg hørt, at spædbørn var hårdt arbejde.Da Rune var et halvt år, var jeg imidlertid også bekymret. Han smilede aldrig, og når Bettina forsøgte at få øjenkontakt med ham, vendte han ansigtet bort med en uinteresseret mine. Han reagerede heller ikke på hverken kys eller berøringer. Ikke længe efter slog sundhedsplejersken alarm.

 

Det var en ubegribelig sorg for min veninde og hendes mand, da det efter en lang række undersøgelser viste sig, at deres lille dreng var autist. I dag er Rune seks år og går i specialbørnehave. Bettinas ægteskab kunne desværre ikke holde til belastningen, og de blev skilt.

Annonce

 

Da jeg fødte min søn, var jeg som alle andre mødre overvældet af lykke. Når jeg var sammen med Bettina, forsøgte jeg dog at nedtone glæden lidt. Der var jo ingen grund til at kaste salt i såret. Selv om Bettina virkede glad på mine vegne, kunne jeg ikke lade være med at bide mærke i, at hun gentagne gange nævnte påfaldende lighedstræk mellem min og hendes søn. Som f.eks. at hendes søn også var sen til at kravle og kunne sidde i timevis foran fjernsynet.

 

Jeg spekulerede nu ikke et øjeblik på, at der var noget galt med min søn. Simon var en fornøjet lille dreng, der kvitterede enhver kontakt med et stort, tandløst savlende smil. Men en dag trak en pædagog fra vuggestuen mig ind til en samtale på kontoret. Hun havde observeret, at Simon ikke viste tegn til sprog. Hun rådede mig til at tale mere med ham og læse flere bøger.

 

Da jeg fortalte Bettina om samtalen med pædagogen, levede hun sig ind i problemet med liv og sjæl. Snart mere end jeg brød mig om. Bettina mente nemlig, at min lille søns manglende sprog kunne være en indikation på, at han også var autist. Selv om jeg var bekymret, mente jeg ikke, at det var tilfældet.

 

Alligevel sendte Bettina mig foldere og brochurer om autisme. Uanset, hvor meget medfølelse jeg havde med hende, så løb det mig koldt ned ad ryggen, hver gang hun drog paralleller mellem sin og min søn. Hvad bildte hun sig egentlig ind? Jeg var nybagt mor til mit første barn, nervøs og usikker. Ville en rigtig veninde ikke trøste og opmuntre én – i stedet for at kæmpe for at overbevise én om, at ens barn var autist?

 

Men jeg kunne ikke sige fra over for Bettina. En talepædagog hjalp min søn med at stimulere hans sprog, og snart kunne pædagogerne i vuggestuen til min lettelse berolige mig med, at min søn var en ganske normal dreng med en lidt forsinket sprogudvikling. Da jeg fortalte det til Bettina, virkede hun  ikke særlig begejstret.

Da overvejede jeg at bryde med hende, og jeg holdt op med at kontakte hende. Hvad var vores venskab værd, når hun ikke undte mig, at min lille dreng var sund og rask?

 

Ikke længe efter fik jeg et langt brev fra Bettina. Med en klump i halsen læste jeg de ord, hun satte på sine smertefulde følelser. Ikke bare i forbindelse med sin søn og sin skilsmisse – men også med mig. Hudløst ærligt indrømmede hun, at hun havde misundt mig min raske søn.

 

Da det viste sig, at han heller ikke udviklede sig normalt, var hun begyndt at nære et selvisk håb om, at han også var autist. Således at hun ikke stod så alene. Bettina sluttede af med at skrive, at hun skammede sig, og hun undskyldte sin opførsel.

 

Jeg ringede til hende med det samme, og vi begyndte begge at tude. Jeg indrømmede, at jeg havde været vred på hende. Men det, at hun havde ønsket sig, at hun ikke var den eneste om at bære på sorgen over at have et handicappet barn, var vel meget menneskeligt?

 

Det var den første oprigtige samtale, Bettina og jeg havde i alt for lang tid. Og mens vi talte, gik det op for mig, at det at få et handicappet barn ikke kun stiller store krav til forældrenes rummelighed, men også til omgivelsernes. For da jeg endelig så ud over min egen næsetip, lærte jeg for alvor at rumme min veninde og hendes sorg – i stedet for at skubbe hende fra

Publiceret: 29-07-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Sorgen har langt om længe sluppet sit greb i mig
Min egen fortælling: Deres lille søn ødelagde ferien
Da blodproppen ramte: Jeg troede, jeg var udødelig
Jeg var forkælet og selvoptaget
Min egen fortælling: Lars gav mig livsglæden tilbage
Min veninde skjulte sit helvede for mig
Jeg brød mig ikke om min venindes nye kæreste
Vi kunne jo ikke blive ved med at hade hinanden
Mine forældre opførte sig som forkælede børn
Mit barn forsvandt

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri