Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min veninde udnyttede mig

Min egen fortælling
Min veninde Charlotte og jeg blev skilt samtidig og stod begge alene med to mindre børn. Det var en hård omgang for os begge to, men vi hjalp og støttede hinanden igennem den første tid, hvor vi skiftedes til at lave mad og spiste sammen. Vi var også gode til at passe hinandens børn.

Jeg er uddannet lærer, og min arbejdstid slutter som regel ved 14 tiden. Derfor faldt det naturligt, at jeg ind imellem hentede Charlottes børn fra skole, hvis hun var nødt til at arbejde over på sygehuset, hvor hun var sygeplejerske

Fordi vores børn var så gode venner, gjorde det ikke så meget. De legede rigtig godt med hinanden. Men da der var gået et par år på den måde, hvor jeg tit fik to ekstra børn på kost og til overnatning, begyndte det at dæmre for mig, at Charlotte og jeg vist ikke deltes helt retfærdigt om tingene længere.
Annonce


Charlotte er ganske vist sygeplejerske, men der er jo ingen, der siger, at man skal arbejde om aftenen eller hver weekend! Når jeg lod en bemærkning falde om, at hun måske skulle lade være med at tage så mange aften og weekendvagter, så så hun bedrøvet på mig. Takkede mig, fordi jeg var så hjælpsom, og mumlede, at hun var lidt trængt økonomisk, så derfor...

Så fik jeg dårlig samvittighed og lovede, at hun selvfølgelig måtte trække på mig, så meget hun ville, når det kneb med børnepasningen.

På et tidspunkt skulle jeg med min 6. klasse til Bornholm på lejrskole. Ellers plejede jeg ikke at tage med. Jeg syntes, mine børn var for små til, at jeg ville forlade dem i fem dage. Men nu var de henholdsvis 11 og 13 år og kunne godt undvære deres mor i nogle dage. Jeg regnede som en selvfølge med, at Charlotte ville passe mine børn, mens jeg var væk.

Det kunne dog ikke lade sig gøre. Charlotte beklagede meget, men desværre havde hun ikke mulighed for at have mine børn den uge, jeg skulle til Bornholm. Hun kunne ikke rigtig give mig nogen egentlig grund. Jeg fik min eksmand til at tage børnene to dage, og min mor kom rejsende fra Skive og passede dem de sidste tre dage. Så med lodder og trisser lykkedes det at komme af sted.

Jeg skummede af raseri – indvendig. Og jeg svor, at jeg aldrig mere ville passe Charlottes børn. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg passede hendes unger evig og altid, og når jeg så selv havde brug for hjælp, så sagde hun fra.

Men jeg fik det ikke sagt til hende. Udadtil var Charlotte og jeg stadig de bedste venner. Så hvis Charlotte ikke opfattede, at jeg var træt af at passe hendes børn, kan jeg egentlig ikke bebrejde hende. Så det fortsatte da også med, at jeg tog hendes børn en weekend eller passede dem en aften, når hun følte sig trængt, og det kneb med andre muligheder.

Men nu begyndte mine børn at brokke sig over, at Charlottes børn så tit var hos os.
Tit fik vi det først at vide i sidste sekund. Måske et par timer før. Så ringede Charlotte og sukkede:  - Åh, kan du ikke lige hente Anton og Sofie?

Ofte kom børnepasningen på tværs af noget, jeg havde aftalt med mine egne børn. Det blev de sure over. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke bære tanken om, at Charlottes børn skulle være alene. Jeg var selv blevet forladt mange gange om aftenen, da jeg var barn. Og jeg hadede det!

En dag, hvor mine børn og jeg havde aftalt at gå i biografen, ringede Charlotte og sagde, at hun havde været nødt til at sige ja til en vagt, fordi de var så underbemandede på sygehuset. Om jeg kunne træde til?
Det fór ud af mig: - Selvfølgteligt!

Jeg kunne have bidt tungen af mig. Jeg vidste, jeg ville få ballade med mine egne børn, når jeg nu var nødt til at aflyse biografturen.

Ganske rigtigt, mine børn blev sure, og omsider gik det op for mig, at jeg ikke kunne holde til det her arrangement længere. Mens det havde været gensidigt, og vi begge to hjalp hinanden, var det fint. Men det var år siden, at Charlotte havde løftet en finger for mig.

Jeg ringede til hende og sagde, at fra nu af måtte hun altså finde en anden barnepige. Hun blev temmelig overrasket og forstod ikke, hvad jeg mente. Jeg havde jo altid friheden til at sige nej, hvis det ikke passede mig!
- Okay, sagde jeg. – Det gør jeg så nu!

Charlotte har aldrig ringet siden. Hverken for at spørge mig, om jeg vil passe børn eller for at sludre. Da hun ikke kunne bruge mig længere, var jeg simpelthen ikke interessant.

Det har jeg været vred over længe, men nu kan jeg efterhånden grine af det. Jeg tænker også stakkels min efterfølger, for Charlotte kan være meget charmerende. Hun skal nok finde en gratis barnepige.

Det vigtigeste er dog, at jeg fik lært at sige nej – med mange års forsinkelse – da det omsider gik det op for mig, at et venskab skal gå begge veje.


Foto: Polfoto
Publiceret: 05-05-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min egen fortælling: Min nabo drev mig til vanvid
Jeg var ensom i mit ægteskab
Jeg var med til at mobbe min kollega
Min kæreste levede et dobbeltliv
Jeg er lykkelig for, at jeg tog springet
Min veninde elskede intriger
Mine kollegaer svigtede mig
Min datter var jo ikke længere sig selv
Kunne vi tillade os at takke nej til deres venskab?
Min egen fortælling: Mine kollegaer svigtede mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri