Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Min venindes børn driver mig til vanvid

Min egen fortælling


Min veninde og jeg har kendt hinanden siden skoletiden. Da hun blev skilt, var det hårdt for både hende og hendes børn, så da hun spurgte, om jeg og mine børn ville med dem i sommerhus, sagde jeg ja.

Jeg havde dog min tvivl, inden vi tog af sted. For Pernille og jeg har altid haft meget forskellige holdninger til børneopdragelse. Men jeg ville gerne støtte hende nu, hvor hun var blevet alene med børnene. Den første dag i sommerhuset gik alt da også fint. Vi opførte os alle sammen eksemplarisk. Også Pernilles børn, der ellers godt kan være temmelig krævende.

Men allerede næste morgen spidsede tingene til. Pernilles datter, Astrid, på 10 år, kunne ikke spise havregryn eller cornflakes til morgenmad. Hun skældte ud på Pernille : - Det ved du da godt, at jeg ikke kan lide det mor!  Hvad har du nu tænkt dig, at jeg skal leve af? råbte hun rasende.
Jeg var målløs over Astrids opførsel. Det samme var mine børn. Mest målløse var vi dog over Pernille. Hun stod nemlig og sagde undskyld til sin 10-årige datter. Bagefter kørte hun til bageren efter morgenmad.

Senere var det badeturen, der endte i kaos. Pernille og jeg havde på forhånd lavet den aftale med børnene, at vi først spiste is, når vi havde været i vandet. Men både Astrid og Pernilles søn, Thomas på 12 år, opførte et show nede på stranden, så man skulle tro, de børn blev torturerede. De gad ikke gå i vandet alligevel, og den aftale havde de ikke været med til at lave. De ville have is nu.  Pernille fik et jaget udtryk i øjnene og skyndte sig hen for at købe is.

Jeg har været alene med mine børn i mange år og har opdraget dem til at hjælpe med og tage ansvar – det har jeg været nødt til, for ellers kan jeg ikke få min hverdag med job og familie til at fungere.  Sådan forholdt det sig ikke med Pernille. Hun passede sine unger op, som var hun et tyende.

Næste dag begyndte jeg at koge indvendig over Pernilles underdanige holdning til sine børn. Hverken Astrid eller Thomas var vant til selv at smøre en mad eller finde ud af, hvad de skulle have på af tøj – det gjorde Pernille for dem. Da hun og jeg om eftermiddagen gik en tur uden børn, kunne jeg derfor ikke lade være med at spørge hende, om hun troede, det var sundt for ungerne, at hun hele tiden forsøgte at opfylde deres mindste ønsker.

Pernille indrømmede, at hun måske var noget overbeskyttende, men undskyldte sig med, at det havde været en hård skilsmisse for børnene, så hun ville gøre alt for, at de havde det godt. Det var ordet: Alt. For hun gjorde simpelthen alt for dem, mens hun smilede sødt og fandt sig i at blive kaldt ”møgkælling” eller ”dumme svin”.

Mine børn stirrede på mig, når Rikke og Rasmus rigtig foldede sig ud, og jeg stirrede til gengæld på Pernille. Kunne hun ikke høre, hvordan børnene talte til hende? Åbenbart ikke. Hun var lige blød og parat til at betjene dem. Mistede aldrig fatningen eller bad dem klare tingene selv.

Jeg sætter pris på, at mine unger ikke alene betragter mig som deres mor, men også som deres ven. Nogle diskuterer vi vildt, men så er luften renset , og vi er gode kammerater igen. Men Pernille stod bare der som et ringvrag og tog imod det ene slag efter det andet fra sine børn uden så meget som at hæve et øjenbryn.

Jeg var vred på Pernilles børn. Jeg syntes, de behandlede deres mor dårligt og respektløst. Men samtidig kunne jeg godt forstå, at de gjorde det. For hvordan skal man kunne føle respekt for nogen, der hele tiden smiler udglattende, når man har sagt noget grimt til dem. 

Selv mine børn var forargede: - Har du hørt, hvordan de taler til hende, mor? hviskede de forskrækkede.
Jeg var selv forarget, men efterhånden mere på Pernille end på hendes børn. Det var,  som om de sagde: - Så se mig dog, mor! Hør mig! Gør noget! Men Pernille smilede bare og var åh-så-forstående og pædagogisk.

Jeg prøvede at lave sjov med det, når Pernilles unger igen var urimelige og ubehagelige over for deres mor. Jeg sagde f.eks:- Hov, hov! Sådan taler man ikke til sin mor!
Men det var håbløst, når Pernille ikke var indstillet på at gøre noget ved det. Så da børnene og jeg tog hjem fra sommerhuset, var vi enige om, at vi aldrig mere ville på ferie med Pernille og hendes børn.

Senere sagde jeg til Pernille, at jeg syntes, hendes børn trængte til grænser. Jeg ved, at det er følsomt at kommentere andres opdragelse, men jeg syntes, det var synd både for Pernille og ungerne. Men hun lukkede helt af og ville ikke tale med mig om det.

Jeg er stadig rigtig gode venner med Pernille, men jeg synes også stadig, at hun er alt for eftergivende over for sine børn, og når hun spørger, om jeg og mine børn vil med i sommerhus, siger jeg konsekvent nej. Men jeg håber, at Pernille med tiden indser, at hendes børn af og til har godt af et nej – ikke kun for hendes skyld, men også for deres.


Annonce
Foto: Bulls Press
Publiceret: 05-10-2009
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min egen fortælling: Mine kollegaer svigtede mig
Han ville styre mit liv
Min egen fortælling: Mit job styrede mit liv
Jeg frygtede, at ferien ville ende som en stor fiasko
Min veninde udnyttede mig
Jeg gik efter den helt forkerte mand
Jeg nyder min tredje alder
Gensynet blev en stor fiasko
Hun blev forkælet - og ødelagt
Min far nægter at modtage hjælp

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri