Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Mit barn forsvandt

Min egen fortælling
Min datter Katrine på fire år havde sin bedste legekammerat inde hos naboen, Mikkel på fem. De legede sammen næsten hver dag, og sådan var det også denne søndag formiddag. De løb rundt inde i vores stue og legede glidebane på strømpesokker. Det vidste de godt, at de ikke måtte, og da jeg for fjerde gang bad dem stoppe, skældte jeg ud.

De fortrak til Katrines værelse, men 10 minutter senere tog de overtøj på, og da de stod i døråbningen, var jeg ikke i tvivl om, at de bare havde tænkt sig at gå over til Mikkel. Utilfredse var de to små i hvert fald, for Mikkel vendte sig med en kort, men præcis salut til mig, da de gik: - Skiderik!
Annonce


Senere ringede det på døren. Det var Mikkels far, der kom for at hente Mikkel. Jeg lignede et spørgsmålstegn og sagde forundret, at Katrine og Mikkel da var inde hos dem?
Men nej, Mikkels far havde ikke set dem, for der havde de ikke været.

Mit hjerte begyndte med det samme at hamre hårdt og hurtigt. Hvor var de henne? Jeg havde bare ladet dem gå i forvisning om, at de gik ind til Mikkel. Sådan plejede det at være med de to. De var altid enten her eller hos Mikkel.

Jeg tænkte i panik over, hvor længe de havde været væk… det drejede sig i hvert fald om en time. Jeg kiggede skrækslagent på Mikkels far, som straks sagde, at han ville kigge efter de små nede i området ved svømmehallen. Jeg selv skulle blive, hvis de nu dukkede op.

Jeg strøg op og fik Katrines store søskende til at tage ud og lede.  Da de var af sted, gik alvoren op for mig. Hvad havde jeg dog gjort ved ikke at sikre mig, at de to var gået ind til Mikkel? Hvor var de nu? Der kunne jo ske alt muligt, så små de var! Jeg knugede min telefon i hånden og havde det helt, helt forfærdeligt.

Et kvarter efter kom Mikkels far tilbage – uden resultat. Og så strøg han afsted igen. Efter hvad der forekom at være en evighed, ringede telefonen. Det var ikke et nummer, jeg kendte, og jeg gispede nærmest mit navn i røret. Og jeg var lige ved at segne, da stemmen fortalte, at det var politiet.

Jeg nåede at se billeder for mit indre blik af det ene uheld større end det andet, men heldigvis kunne betjenten fortælle mig, at han befandt sig på Lyngby station med to små banditter, der ikke var så stolte af situationen, men som var i god behold. Jeg sank sammen i en stol som en punkteret boble og kunne kun få fremstammet: - Ah, gudskelov. Betjenten sagde, at de ville sørge for at køre Katrine og Mikkel hjem.

Jeg ringede selvfølgelig straks til Mikkels far, og snart var alle hjemme igen. Mens vi ventede på politiet og de små, kunne jeg næsten ikke få sagt nok til Mikkels far, hvor ked af jeg var, ikke at have været sikker på, hvor de to gik hen. Det var forfærdeligt at føle, hvordan jeg kunne have været skyld i en tragedie – ikke bare for mit eget barn, men også Mikkel. Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage.

Da politiet kom, fik de to bortløbne børn selvfølgelig et kæmpeknus, men vi fik også en alvorlig snak om, at de aldrig måtte gøre noget lignende igen. De måtte gå mellem vores huse så meget de ville, men aldrig andre steder!

Katrine og Mikkels version af historien var helt ligetil - set fra børneperspektiv. De var blevet utilfredse med at få skældud, og Katrine havde vist Mikkel nogle gamle togbilletter, hun havde gemt. Derfor var de blevet enige om at drage ud i verden på egen hånd og var gået ned til S-toget. Efter nogle stationer var et par damer imidlertid blevet mistænkelige. Hvad lavede to så må børn alene dér i toget? De havde taget børnene ved hånden, og så var politiet kommet ind i billedet.

Den aften lagde jeg hovedet på puden med en helt speciel fornemmelse indeni. Mikkels far havde brugt lang tid på at forsikre mig om, at det jo var et rent uheld, alligevel skammede jeg mig. Og selv om det var uforudsigeligt, så skulle jeg fremover nok huske på, at det er umuligt at stole på børns fornuft i den alder.

Siden den oplevelse har jeg ikke ladet Katrine og Mikkel gå over til Mikkel uden udtrykkeligt at have aftalt med dem, at det er dét, de gør!



Foto: Bulls Press
Publiceret: 07-12-2009
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg var ensom i mit ægteskab
Jeg mobbede min kollega
Jeg konkurrerer med min svigerinde
Min egen fortælling: Min søn var konstant under pres
Min egen fortælling: Man kunne ikke stole på Trine
Jeg nyder min tredje alder
Børnehavelederen så sig ond på mine børn
Min egen fortælling: Mine kollegaer svigtede mig
Min egen fortælling: Lars gav mig livsglæden tilbage
Min veninde afviste mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri