Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Sorgen har langt om længe sluppet sit greb i mig

Min egen fortælling
Jeg var dybt ulykkelig efter min mands død, og det var som om, sorgen kun blev voldsommere. Alt var meningsløst, alt var gråt. Til sidst måtte jeg opsøge jeg min læge.

Selvom min mand var igennem et længere sygdomsforløb, og selvom vi begge vidste, hvilken vej det hele gik, var det alligevel et helt ubeskriveligt slag for mig, den dag min elskede måtte give op. Vi havde et helt vidunderligt liv sammen, og det føltes så bunduretfærdigt, at vi ikke skulle få lov til at opleve alt det, vi endnu ikke havde nået.

Jeg var endnu ikke fyldt 50 år, da jeg måtte sige farvel til min mand for sidste gang, og det var først, da jeg havde trisset alene rundt i det alt for tomme hus i et par uger, at det for alvor gik op for mig, hvad der var sket. Så væltede følelserne mig til gengæld også helt omkuld.

Jeg troede, vi havde fået talt ud. Vi havde jo været så åbne omkring hans sygdom, og vi vidste også, at vores dage sammen var talt op. Men jeg var slet ikke forberedt på at blive alene. Og jeg kunne ikke overskue noget som helst, da det skete.

Heldigvis kom vores børn ofte forbi, børnebørnene lavede liv i huset for en stund, eller nogle af vores venner kiggede ind til en kop kaffe. Jeg var så glad for de mange besøg, men bagefter, når mine gæster var kørt igen, væltede ensomheden mig omkuld, og jeg græd. Det var der, jeg mærkede savnet allermest. Jeg havde ikke længere min elskede at være alene sammen med.

Efter nogle uger var det, som om jeg var røget ned i et sort hul, som jeg ikke kunne slippe ud af. Jeg vidste, jeg burde komme videre. Jeg havde al mulig grund til at komme videre med livet, men jeg trådte bare vande. Det hele var så gråt, og selv den mindste opgave virkede som et kæmpe problem.

Det nævnte jeg for min læge, da jeg søgte hans hjælp for at kunne få lidt nattesøvn i det mindste. Han ville gerne give mig noget at sove på, men jeg kunne mærke på ham, at han også gerne ville tale med mig. Jeg kendte ham rigtig godt, for han havde været vores læge altid, og han kendte naturligvis også mig, og han kendte til den sorg, jeg var ved at gennemgå.
 
Nu overraskede han mig ved at spørge, om jeg dyrkede nogen form for motion. Jeg forstod ikke helt, hvad han mente, men han så bare på mig med et skævt smil og sagde, at motion ofte var godt for humøret, og at det hjalp mange mennesker videre, når de gik og var rigtig kede af et eller andet.

Jeg fortalte ham, lidt tvivlende, at jeg tidligere havde været glad for at løbe en tur. Men jeg forstod ham stadigvæk ikke helt. Jeg var vist nærmest lidt skuffet over ham, da han sagde til mig, at jeg skulle prøve at komme i gang med løbeturene igen. Jeg var jo bare kommet for at få lidt at sove på. Når man har mistet sin elskede, ville det vel næppe hjælpe noget at løbe rundt ude i skoven. Livet var svært nok endda, tænkte jeg.

Men jeg kunne alligevel ikke få hans  råd ud af hovedet, og en dag dristede jeg mig ind i sportsforretningen og investerede i et par gode løbesko. De første ture var enormt hårde at komme igennem, men da min datter hørte, at jeg ville stille skoene ind i skabet for at lade dem blive der, troppede hun flittigt op og fulgte med mig.

Jeg har ofte prøvet at forklare hende siden hen, hvad hun egentlig har gjort for mig, men jeg tror ikke helt, hun forstår det. Hun har løftet mig ud af mørket.

Efterhånden som min fysiske form blev bedre, blev løbeturene automatisk noget, jeg glædede mig til. Lægen havde fuldstændig ret i sin profeti om mit humør. Det var lige netop den terapi, jeg havde manglet og længtes efter, og jeg vil meget gerne give rådet videre, hvis nogen skulle føle, at deres tilværelse af en eller anden årsag er gået lidt i sort.

Forandringen kom ganske langsomt, men jeg kunne tydeligt selv mærke det. Dagen kunne godt være lidt trist og grå, og tankerne kunne også godt blive lidt for negative, når jeg bare prøvede på at få hverdagen til at fungere, men når jeg først kom i løbetøjet og nåede ud til skoven, så lettede tågerne altid.

Den fysiske anstrengelse fik mig til at være langt mere afslappet, når jeg kom tilbage, og sådan har jeg det heldigvis stadigvæk. Alle sanseindtrykkene får tankerne adspredt, og det er en herlig måde at læsse af på. Og så kan jeg sove om natten.

Med humøret fulgte også min lyst til atter at komme ud mellem andre mennesker. Jeg fandt ganske langsomt ind i min nye rytme, begyndte at komme med veninderne i teatret eller ud at spise, fik mod på at invitere børnebørnene på weekend igen, så jeg rigtigt kunne hygge mig med det. Lige for øjeblikket er jeg ved at planlægge en rejse sydpå til efteråret sammen med en veninde.

Selvfølgelig savner jeg min elskede, men det er blevet meget nemmere at huske alle de gode minder, som jeg heldigvis nåede at få samlet sammen med ham. Jeg er i hvert fald ikke længere i tvivl om, at livet er værd at leve. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at løbetøjet også fremover vil være en fast del af mit liv. Jeg har opdaget, at jeg stadigvæk har så meget at glædes over, og jeg nyder hvert sekund.

Annonce
Foto: Polfoto
Publiceret: 11-08-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg nyder min tredje alder
Ville hun have mig til at hade min mand?
Børnehavelederen så sig ond på mine børn
Jeg var ensom i mit ægteskab
Jeg har bare ikke lyst til at få børn!
Alt var sort, da jeg vågnede næste dag
Kære lillebror: Mor og far glemte mig, da du fik kræft
Min egen fortælling: Mine kollegaer svigtede mig
Min kæreste levede et dobbeltliv
Min affære blev min redning

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri