Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Tragedien gjorde mig til et bedre menneske

Min egen fortælling
Jeg levede bogstavelig talt mit liv i overhalingsbanen. Det var fuld fart frem med hurtige biler og smarte damer. Jeg og nogle andre kammerater åbnede en række caféer i større danske byer. Vi tjente gode penge, og jeg nød mit tjekkede liv.

Min familie så jeg ikke meget til i de år. De er ganske almindelige mennesker, der ikke fattede min livsstil. Jeg gik pligtskyldigt med til alle deres fester, men jeg følte ikke rigtig, at familien og jeg havde noget at tale om. Jeg var sprængfuld af rastløs energi. Altid på vej væk. Jeg synes, at de levede kedeligt og borgerligt. De talte altid kun om almindeligheder.

En aften var jeg på vej hjem fra Århus, hvor vi havde åbnet en ny café. Vi havde holdt reception, og jeg havde drukket champagne. Sikkert for meget, men det var jeg ret ligeglad med. Livet var til for at leves, og jeg gav pokker i regler, politi og promillekørsel.
Annonce


På et tidspunkt blev det rigtig dårligt vejr. Regnen stod ned i stænger, og sigtbarheden var ringe. Men min Chrysler PT Cruiser Cabriolet var topsikker og havde ABS-bremser, så jeg for af sted med 170 i timen. Et øjebliks uopmærksomhed gjorde, at jeg kom for langt ud i rabatten, og bilen mistede vejgrebet. Jeg forsøgte desperat at styre mig igennem og op på ret køl, men jeg bankede istedet lige ind i en motorvejspille. Så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede op på hospitalet.

Det var et mirakel, at jeg overlevede. Jeg havde fået en alvorlig hjernerystelse. Bækkenet var knust, begge ben og arme brækkede. Milten var ødelagt. Mine forældre kom og var hos mig. Min mor holdt mig i hånden. Jeg husker ikke så meget fra de første dage, men jeg husker, at de sad hos mig.

Mine forretningspartnere nøjedes med at sende blomster, men de kom aldrig og besøgte mig. De havde hørt, hvor ilde tilredt jeg var, og de vidste godt, at jeg aldrig blev smarte, tjekkede Allan igen. Et eller andet sted forstod jeg dem godt. Jeg ville heller ikke selv være kommet, hvis det havde været en af dem. Sådan var vores forhold ikke. Så længe, vi kunne føre os frem og være store i slaget, var der noget ved at være sammen. Nu var alt forandret. Jeg lå jo der som en grøntsag.

Det blev en hård „genfødsel“. Bare at lære at gå igen var et helvede. Jeg, der før i tiden havde dyrket rapelling og hanggliding, kunne nu dårligt vakle ud på toilettet uden hjælp. Min hukommelse havde det heller ikke for godt. Jeg skulle nogle gange sidde og lede længe efter ordene.

Men gradvist vendte jeg tilbage til livet. Et meget anderledes liv. I begyndelsen var jeg bitter over, at jeg havde mistet alt, men langsomt gik det op for mig, at jeg netop havde fået det hele forærende. Jeg var jo ikke død den aften. Jeg havde overlevet. Det var godt nok uigenkaldeligt slut med de store armbevægelser og det hurtige liv, men i stedet fik jeg øjnene op for helt andre ting. Især min familie.

De var enestående imod mig. De var så trofaste og loyale. De besad alle de dyder, som jeg før havde afskrevet som „småborgerlige“. Nu indså jeg, at det var familien, der var der for mig, da jeg skulle finde mig selv oven på ulykken.

Jeg begyndte også pludselig at interessere mig for andre mennesker end mig selv. Ellers havde der kun været mig i hele verden. Min søster, som jeg ikke havde vekslet et fornuftigt ord med de sidste 10 år, blev min gode ven. Jeg ville virkelig gerne vide, hvad hun tænkte og mente. Og jeg fattede ikke, at jeg en gang havde set hende som kedelig og hendes liv som meningsløst. Hvor havde jeg dog været arrogant!

Jeg opdagede også naturen. En blomst, der foldede sig ud. Vindens raslen i bladene. Regn mod asfalt. Solen, der kærtegnede mit ansigt. Før havde jeg set naturen som en slags storslået kulisse, nu var den med til at give mig livsmodet tilbage.

Jeg indså, at mit liv i overhalingsbanen ikke havde gjort mig specielt lykkelig. Tværtimod havde alt det smarte været som benzin på mit rastløse indre. Nu fandt jeg fred og hvile i tilværelsens små ting. Venskab, familie og naturen.

Mit tidligere liv var da sjovt til tider. Men det var tret omt, og der var ingen indre fred i det. Den har jeg fundet nu. Så på en måde blev ulykken mit held – den tvang mig til at skifte spor og finde ud af, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Det er jeg faktisk dybt taknemmelig for.


Foto: Polfoto
Publiceret: 16-06-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg kunne ikke stole på min veninde
Jeg har fået min glade datter tilbage
Min veninde elskede intriger
Jo! Du kan godt finde kærligheden på nettet
Maden blev min trøst – og min største fjende
Jeg brød mig ikke om min venindes nye kæreste
Min egen fortælling: Deres lille søn ødelagde ferien
Nu slipper jeg ham aldrig igen
Læserberetning: Turde jeg møde ham igen?
Min egen fortælling: Lars gav mig livsglæden tilbage

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri