Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Ulykken åbnede mine øjne

Min egen fortælling
Jeg havde i mange år foretrukket mine tjekkede og nyrige venner frem for min egen familie, som jeg syntes var så almindelige og kedelige. Det syn på mine nærmeste ændrede sig den dag, da jeg vågnede op på intensivafdelingen efter en ulykke, der nær havde kostet mig livet.

Jeg levede bogstavelig talt mit liv i overhalingsbanen. Det var fuld fart frem med hurtige biler og masser af damer. Jeg og nogle andre kammerater åbnede en række caféer i større danske byer. Vi tjente gode penge, og jeg nød mit tjekkede liv.

 

Min familie så jeg ikke meget til i de år. De er ganske almindelige mennesker, der ikke helt forstod min livsstil. Jeg gik pligtskyldigt med til alle familiefester, men jeg følte ikke rigtig, at familien og jeg havde noget at tale om. Jeg syntes, de levede kedeligt og borgerligt og kun talte om almindeligheder.

 

En aften var jeg på vej hjem fra Århus, hvor vi havde åbnet en ny café. Vi havde holdt reception, og jeg havde drukket en hel del champagne. Sikkert for meget, men det var jeg ligeglad med. Livet var til for at leves, og jeg gav pokker i regler, politi og promillekørsel.

Annonce

 

På et tidspunkt blev det rigtig dårligt vejr. Regnen stod ned i stænger, og sigtbarheden blev ringe. Men min Chrysler PT Cruiser Cabriolet var topsikker og havde ABSbremser, så jeg fortsatte af sted med 170 i timen. Et øjebliks uopmærksomhed gjorde, at jeg kom for langt ud i rabatten, og bilen mistede vejgrebet. Jeg forsøgte desperat at styre mig igennem og på ret køl, men bankede lige ind i en motorvejspille.

 

Så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede op på hospitalet. Det var et mirakel, at jeg overlevede. Jeg havde fået en alvorlig hjernerystelse. Bækkenet var knust, begge ben og arme brækkede. Min milt var ødelagt.

 

Mine forældre kom og var hos mig. Min mor holdt mig i hånden. Jeg husker ikke så meget fra de første dage, men jeg husker, at de hele tiden sad hos mig. Mine forretningspartnere nøjedes med at sende blomster, men de kom aldrig og besøgte mig. De havde hørt, hvor ilde tilredt jeg var, og vidste godt, at jeg aldrig blev smarte, tjekkede Allan igen.

 

Et eller andet sted forstod jeg dem godt. Jeg ville heller ikke selv være kommet, hvis det havde været en af dem, må jeg indrømme. Sådan var vores forhold ikke. Så længe vi kunne føre os frem og være store i slaget, var der noget ved at være sammen. Nu var alt forandret. Jeg lå der som en grøntsag.

 

Det blev en hård „genfødsel“. Bare at lære at gå igen, var et helvede. Jeg, der før i tiden havde dyrket alle mulige former for ekstremsport, kunne nu dårligt vakle ud på toilettet uden hjælp. Min hukommelse havde det heller ikke for godt. Jeg skulle nogle gange sidde og lede længe efter ordene.

 

Men gradvist vendte jeg tilbage til livet. Et meget anderledes liv. I begyndelsen var jeg bitter over, at jeg havde mistet alt, men langsomt gik det op for mig, at jeg netop havde fået det hele forærende. Livet. Jeg havde jo overlevet. Det var uigenkaldeligt slut med de store armbevægelser og det hurtige liv, men i stedet fik jeg nu øjnene op for helt andre ting.

 

Især min familie. Deres trofasthed og loyalitet. De besad alle de dyder, som jeg før havde afskrevet som „småborgerlige“. Nu indså jeg, at det var familien, der var der for mig, da jeg skulle finde mig selv oven på ulykken.

 

Jeg begyndte også at interessere mig for andre mennesker end mig selv. Ellers havde der kun været mig, mig, mig i hele verden. Min søster, som jeg ikke havde vekslet et fornuftigt ord med de sidste 10 år, blev min gode ven. Jeg ville pludselig virkelig gerne vide, hvad hun tænkte og mente. Og jeg fattede ikke, at jeg en gang havde set hende som kedelig og hendes liv som meningsløst. Hvor havde jeg været arrogant og fantasiløs!

 

Jeg opdagede også naturen. En blomst, der foldede sig ud. Vindens raslen i bladene. Regn mod asfalt. Solen, der kærtegnede mit ansigt. Før havde jeg set naturen, som en slags storslået kulisse nu var den med til at give mig livsmodet tilbage.

 

Jeg indså, at mit liv i overhalingsbanen ikke havde gjort mig specielt lykkelig. Tværtimod havde alt det smarte været som benzin på mit rastløse indre. Nu fandt jeg fred og hvile i tilværelsens små ting. Venskab, familie og naturen. Mit tidligere liv var ret tomt, og der var aldrig indre fred i det. Den har jeg fundet nu. På en måde blev ulykken mit held – for den tvang mig til at skifte spor og finde ud af, hvad der er vigtigt her i tilværelsen. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Publiceret: 01-09-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Han tog på bryllupsrejse med en anden
Min egen fortælling: Min stedmor brugte løs af min fars arv
Hvem ville dog stjæle fra mig?
Min egen fortælling: Skybruddet bragte os sammen
Jeg gik fra min familie
Var jeg ved at blive sindssyg?
Min egen fortælling: Børnene kom imellem os
Min drøm om et hus på landet blev et mareridt
Sorgen har langt om længe sluppet sit greb i mig
Ulykken åbnede mine øjne

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri