Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Var jeg ikke for gammel til at blive mor?

Min egen fortælling
Klaus og jeg havde næsten lige gjort det forbi med hinanden, fordi vi syntes, vi var vokset for langt i hver sin retning , da jeg begyndte at undre mig over, at min menstruation ikke kom som den plejede. Klaus og jeg havde sluttet forholdet kort efter min40 års fødselsdag og jeg troede derfor, at jeg måske var ved at komme i overgangsalderen.

Det var jeg ked af. Jeg havde aldrig fået børn og havde altid tænkt, at grænsen for at blive mor var ved de 40 år. Så derfor sørgede jeg over, at det afsnit af mit liv var forpasset. At jeg skulle være gravid, havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig. Jeg har brugt skiftevis p-piller og spiral altid, så den mulighed eksisterede bare ikke.
Annonce


Selv da mine bryster begyndte at hæve, og jeg havde kvalme om morgenen, fattede jeg ikke rigtig mistanke, for nu havde jeg jo sat mig i hovedet, at jeg var i overgangsalderen. Men da jeg for anden måned i træk ikke havde fået menstruation, blev jeg alligevel så urolig, at jeg fik en tid hos lægen.

Da han havde undersøgt mig, sagde han: - Til lykke.
- Til lykke med hvad? stammede jeg.
- Du er gravid, sagde han.
Jeg stirrede på ham. Det kunne bare ikke være rigtigt. Men selvfølgelig var det rigtigt.

Jeg var fuldstændig rundt på gulvet. Jeg tænkte øjeblikkelig på, at jeg var alene og over 40 år. Det er sin sag at opfostre et barn under de omstændigheder. Da jeg var næsten 10 uger henne, havde jeg ikke meget tid til at overveje sagen. Lægen og jeg blev derfor enige om, at han ville indstille mig til en abort, og så kunne jeg lade være med at benytte mig at tilbudet, hvis jeg besluttede at beholde barnet.

Jeg gik rundt i en anden verden de næste dage. Mig – gravid? Jeg kunne simpelthen ikke fatte det. Det jeg mange gange havde ønsket mig så brændende, men troet, at jeg aldrig skulle opleve. Og nu var muligheden for at få et barn pludselig til stede. Så hvorfor var jeg ikke lykkelig?

Hjernen galopperede nemlig af sted i et dystert tankespind. Kunne jeg finde ud af det? Alene? Hvordan med mit arbejde? Og Klaus? Han burde vel ha det at  vide?
 
Til sidst kunne jeg ikke holde ud at gå med alle tankerne alene og kontaktede Tina, min veninde.
Da hun kom, faldt jeg hende om halsen og græd af sorg og forvirring.Hun kunne selvfølgelig ikke træffe beslutningen for mig, men det var rart bare at græde ud og få snakket. Om at jeg egentlig gerne ville have det barn, men hvor usikker jeg var på, om jeg nu kunne klare det.

Da indkaldelsen til hospitalet kom, var jeg stadig i syv sind. Det ene øjeblik var jeg højt oppe og kunne klare hele verden også at være enlig mor. Det næste øjeblik var jeg fast besluttet på, at jeg måtte have en abort, fordi det bare oversteg mine evner og kræfter at have et lille barn.

Jeg nåede så langt som til at pakke en taske for at tage af sted til hospitalet, da jeg mærkede, at det kunne jeg simpelthen ikke. Det var en kæmpe lettelse omsider at træffe en beslutning i stedet for at gå at veje for og imod hele tiden. Nu var det bare sådan og jeg ville have det barn, færdig!

Da jeg først havde besluttet mig, kunne jeg omsider også tage mig sammen til at ringe til Klaus og fortælle ham, at jeg var gravid og havde valgt at beholde barnet. Han blev overrasket, for han vidste jo, at jeg havde brugt prævention. Men da han havde tænkt sig om et par sekunder, spurgte han straks, hvordan vi nu bedst kunne gribe det an. Det der lille „vi“ fik mig næsten til at tude af lettelse og ømhed for ham.

Vi mødtes og fik talt. Vi var begge to ikke sikre på, at vi kunne bo sammen igen, men vi var til gengæld enige om, at vi ville være fælles om vores barn – på den ene eller anden måde. Og det er lykkedes for os.

Vi har gjort alting sammen under graviditeten. Købt barnevogn og indrettet børneværelse. Gået til scanning og fødselsforberedelse sammen. Da jeg for fire uger siden fik veer, var Klaus ved min side, og det var ham, der klippede navlestrengen over på vores datter!

Vi er stadig meget forskellige, Klaus og jeg, og det er ikke sikkert, at det skal være os to. Men vi kan sagtens være enige om at være der for vores datter. Så måske er vi ikke så forskellige, som vi gik og bildte os ind?

Uanset, hvad der sker på den front ude i fremtiden, om vi prøver at flytte sammen, eller bare er sammen om Eva, så er jeg lykkelig for, at jeg valgte at beholde mit barn.
Foto: Polfoto
Publiceret: 14-07-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Han havde altid været mit smertensbarn
Min egen fortælling: Jeg var desperat efter kærlighed
Jeg brød mig ikke om min venindes nye kæreste
Min fars arv skabte splid i famlien
Jeg har bare ikke lyst til at få børn!
Hans venner frøs mig ud
Min kæreste var sygelig jaloux
Min egen fortælling: Man kunne ikke stole på Trine
Jeg var ensom i mit ægteskab
Kunne vi tillade os at takke nej til deres venskab?

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri