Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Vores nye nabo var tæt på at jage os væk

Min egen fortælling
Vi glædede os til at flytte i parcelhus

Da min mand, Ole, og jeg flyttede med vores to børn fra en lejlighed på en tredjesal og ud i et hus i et forstadskvarter, havde vi ikke drømt om, at det skulle blive så svært at enes med naboerne.

Naboerne til den ene side var i 30´erne og dermed på vores alder. Deres børn var også jævnaldrende med vores. Vi kom fint ud af det med hinanden; hjalp hinanden og sås også indimellem til middag.
 
Men til den anden side boede en gammel enkemand, Andresen. Han kom en af de første dage og hilste på os og sagde noget i retning af: - Nu håber jeg da, at vi får det rart med hinanden.
Annonce

Det lød jo meget lovende, men som tiden gik, blev det alt andet end rart at have Andresen som nabo.

Naboen holdt op med at hilse

Hverken Ole eller jeg har nogensinde boet i hus, og da vi har fuldtidsjob begge to, kom det noget bag på os begge, at der egentlig var så meget arbejde forbundet med at have hus og have. Den første sommer lagde vi os rigtig i selen. Fik slået græsset hver uge og luget bedene.

Men allerede næste sommer resignerede vi lidt i forhold til både at passe have, børn og to krævende fuldtidsjobs. Vores naboer til den anden side, Ulla og Kim, havde også travlt, så de forstod godt, at vi ikke altid lige havde tid til at slå græs eller luge. Men Andresen var utilfreds med vores manglende indsats.

Vi burde selvfølgelig have fundet en havemand, men vi tænkte lidt, at når vi kunne leve med det, så måtte det da være vores egen sag. Men det var Andresen ikke enig med os i. I starten kom der bare nogle knubbede ord henover hegnet om vores pjuskede græsplæne og knæhøje ukrudt. Da det ikke hjalp, holdt han helt op med at hilse på os.


– Få jeres unger til at holde mund! råbte han

Selv om det var ubehageligt, kunne vi nok have levet med det, for Andresen hørte trods alt ikke til vores vennekreds. Men nu begyndte han også at klage over os. Han klagede til grundejerforeningen, der henstillede til os om at holde bedene foran huset.

“Indimellem sprøjtede Andresen med gift i sin indkørsel, og en aften overraskede jeg ham inde i vores indkørsel i færd med at sprøjte. Jeg er ikke vild med gift, men jeg prøvede at tage det med godt humør. Sagde, at det var da godt, at han tog sig af det, når vi ikke kunne finde ud af det. Det kommenterede han slet ikke. ”


Nu begyndte han at ringe, hvis børnene larmede lidt rigeligt en dag og bad os om at få vores „unger“ til at holde mund. Det blev mere og mere ubehageligt. Det var lige før, vi overvejede at finde et andet sted at bo.

Pludselig ringede politiet på døren

Hovedet på sømmet var den aften, hvor vi havde kobberbryllup, og politiet pludselig ringede på døren. De havde fået en klage fra naboen om, at vi larmede forfærdeligt. Det var ren chikane og politiet gik da også hurtigt igen.

Måske var han ensom?

Til sidst var vi nok flyttet, hvis ikke min nabokone, Ulla,  havde ledt mig på sporet af, hvordan jeg kunne løse konflikten. Hun kunne huske tiden, da Andresens kone endnu levede. De havde været søde og rare mennesker, men efter konens død, var Andresen blevet irritabel og kontrær. Det gik op for mig, at han måske simpelthen var ensom.

Da vi kort efter skulle på ferie i 14 dage, skød jeg hjertet op i livet og gik ind og ringede på Andresens dør. Jeg forklarede, at vi skulle være væk et par uger, og om han måske ville tage posten ind og vande vores potteplanter?

Andresenn blev meget overrasket og var først ikke særlig imødekommende. Da jeg forsigtigt spurgte, om han måske ville have penge for ulejligheden, så han nærmest forarget på mig og sagde, at man nok kunne gøre hinanden en tjeneste gratis!

Det løste problemet

Da vi kom hjem fra ferie, havde Andresen ikke alene taget post ind og vandet blomster, men også passet haven. Vi havde taget en lille ting med til ham, og han var taknemmelig over, at vi havde tænkt på ham.

“Da Ole og jeg nogle dage efter spurgte, om han måske havde lyst til at være vores havemand – mod betaling selvfølgelig – sagde han ja. I dag har vi både en pæn og velpasset have,og et godt forhold til vores nabo. Og Andresen virker mindre ensom nu og langt mere omgængelig, så på den måde har vi alle sammen fået noget godt ud naboskabet.”





Foto: Bulls Press
Publiceret: 17-03-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min egen fortælling: Jeg er færdig med at skamme mig
Min datter var jo ikke længere sig selv
Jeg havde jo aldrig glemt Bjørn
Jeg var ved at ødelægge mine børn
Min egen fortælling: Hvad skjulte Lars for mig?
Min datter stjal
Min drøm om et hus på landet blev et mareridt
Min egen fortælling: Jeg græd til min eksmands bryllup
Min kæreste levede et dobbeltliv
Min veninde afviste mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her