Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Vennernes børn kendte ikke til grænser

Min egen fortælling
For et par år siden skulle vi besøge Gitte og Søren, der var flyttet i et stort hus på landet. Vi havde ikke set hinanden længe og glædede os til at skulle tilbringe en hel weekend sammen. Men det endte med at blive lidt af et mareridt.

Gitte og jeg havde været veninder i mange år, og vores mænd, Bent og Søren, kom også rigtig godt ud af det med hinanden. Før vi fik børn, rejste vi en del sammen. Og efter børnene kom, blev det mere noget med at leje et sommerhus eller tage på skiferie sammen til Norge.

 

Bent og jeg er bestemt ikke ligeglade med vores børn, men vi har opdraget dem til at være selvstændige mennesker, der har nogle fornuftige grænser. Gitte og Søren var meget anderledes forældre. Det var vigtigt for dem, at deres børn havde smart mærkevaretøj på og altid fik en masse nyt legetøj.

 

For et par år siden skulle vi besøge Gitte og Søren, der var flyttet i et stort hus på landet. Vi havde ikke set hinanden længe og glædede os til at skulle tilbringe en hel weekend sammen. Men det endte med at blive lidt af et mareridt.

Annonce

 

Pludselig gik det op for os, hvor forskelligt vi havde udviklet os. Gitte og Søren var begyndt at gå meget op i, hvem de omgikkes, og hvilken vin der skulle på bordet. Bent og jeg er ikke gået totalt bag af dansen, men vi er ligeglade med, hvad vores venner laver, eller hvilket navn der står på den vin, vi drikker.

 

Vi ville dog sagtens have kunnet overleve det spirende snobberi, hvis det ikke havde været for det med børnene. For Sanne og Mikkel, deres to børn, var nærmest blevet grænseløse små uhyrer, der styrede alt. De dominerede den første aften totalt. Hver gang vi endelig havde fået hul på en sjov eller god snak om et eller andet, kom enten Sanne eller Mikkel og afbrød os. Og de fik lov til det. Der blev aldrig sagt: – Mor snakker lige, vent et øjeblik.

 

Da vi regnede med, at nu skulle børnene puttes, så vi endelig kunne sidde uforstyrrede og tale voksensnak, lavede Sanne en scene, som jeg kun har set mage til på Det Kongelige Teater. Hun råbte og skreg ganske enkelt. Bent og jeg skævede til hinanden mange gange. Vi havde aldrig oplevet noget lignende.

 

Vores børn var også lidt rystede over, at Gitte og Sørens børn skejede sådan ud og fik hysteriske anfald, når de ikke lige fik deres vilje. Hvilket de i øvrigt endte med at få alligevel – så hvorfor alle de skænderier? Næste dag var en næsten identisk oplevelse. Gråd og hysteri, hvis Gitte og Søren forsøgte at sige nej til deres børn.

 

Lørdagens store tema var en mobiltelefon, som Mikkel lige havde fået i fødselsdagsgave. Det var en dyr sag, og nu ville datteren Sanne have en telefon mage til. Først blev der sagt nej. Men det prellede helt af på hende. Så blev der argumenteret: – Men lille ven, du har jo fødselsdag om to måneder. Måske får du en

til din fødselsdag?

 

Da det heller ikke virkede, og da Sanne fortsat sad og græd, endte det med, at Gitte kørte ind til den nærliggende by og købte mobiltelefonen, der mindst kostede et par tusinde.

 

Bent og jeg var målløse. Og det var vores børn også. De får, hvad de skal have, men de ved også, at hvis vi siger nej, så mener vi nej. Men for Gitte og Søren var et nej aldrig et nej. Et nej kunne åbenbart altid forhandles og laves om. At bruge flere tusinde kroner på en telefon til en 9-årig pige, det kunne jeg ganske enkelt ikke forstå idéen i.

 

Da det blev aften, og børnene efter mange protester omsider var lagt, sad vi og talte sammen. Da Gitte mumlede noget om, at hun var så udmattet over alt den plageri, spurgte jeg forsigtigt, om det egentlig ikke var dumt, at børnene aldrig vidste, hvor de havde deres forældre og derfor blev ved med at forsøge at få deres vilje. Jeg prøvede at sige det på en pæn måde, men det lykkedes åbenbart ikke, for Gitte blev rasende på mig.

 

Hvad bildte jeg mig ind at komme her og kritisere deres børneopdragelse? Til sidst gik hun i seng, og der var en mærkelig stemning. Jeg prøvede at tale med Gitte næste dag, men hun var totalt afvisende, så vi tog hjem tidligt den søndag.

 

Vi har ikke haft kontakt siden, men jeg fortryder ikke, at jeg åbnede munden. For jeg synes, Gitte og Søren gør deres børn en kæmpe bjørnetjeneste ved at lade dem styre alt og alle og ved at give dem alt, hvad de peger på.

 

De børn var absolut ikke spor mere glade eller tilfredse, fordi de fik dyre mobiler og dyrt mærkevaretøj. De var jo tvært imod hele tiden pylrede og lidt forvirrede, fordi der ingen grænser var, og fordi der aldrig blev trukket en streg i sandet. Samtidig kunne de jo også mærke, at vi andre ikke kunne holde dem ud. Så jeg fortryder ikke mine ord, selv om jeg er ked af, at det ødelagde vores venskab.

Publiceret: 17-09-2012
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg skulle ha’  lyttet til mig selv
Jeg kunne ikke engang klare at gå i Brugsen
Hvorfor ville han ikke tale om fremtiden?
Mit black-out smadrede mit selvværd
Jeg gik fra min familie
Da blodproppen ramte: Jeg troede, jeg var udødelig
Han ville styre mit liv
Alt var sort, da jeg vågnede næste dag
Jeg nyder min tredje alder
Vi kunne jo ikke blive ved med at hade hinanden

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri