Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Hvad var der sket i min farfars kælder?

Min egen fortælling
Min farfar døde, da jeg var 19 år. Jeg havde aldrig været særligt knyttet til hverken ham eller min farmor. For det havde aldrig været nogen hemmelighed, at min far altid havde haft et anspændt forhold til sine forældre. Især til sin far. Derfor så vi dem højst et par gange om året. Men selvom min far altid havde forbandet min farmor og farfar for at være nogle følelseskolde mennesker, havde jeg nu aldrig opfattet dem sådan. Når vi en sjælden gang besøgte dem, havde jeg altid følt mig velkommen – og ikke været i tvivl om, at de var glade for mig.

Som helt lille pige var jeg også i en periode blevet passet en del af dem, hvilket jeg dog ikke havde nogen erindring om. I de sidste par år inden min farfars død havde vi dog slet ikke haft nogen kontakt med min farmor eller farfar. Min far var blevet uvenner med dem og havde nægtet at have noget med dem at gøre. Hvorfor, havde jeg ingen anelse om dengang.
Annonce


Derfor var det måske heller ikke så mærkeligt, at det ikke var den store sorg, der prægede mig til min farfars begravelse – mere uforklarligt var den lettelse, der bredte sig i hele min krop ved synet af hans hvide kiste. Da vi efter kirken samledes hjemme hos min farmor for at drikke kaffe, undrede jeg mig stadig over, at jeg følte mig så underligt lettet. 

Det var mærkeligt at være hjemme i min farmor og farfars hus igen. Der var dog ingenting, der havde ændret sig. Møblerne stod, som de altid havde gjort, og i stuen hang stadig en hel væg med alle min farfars billeder, som han igennem årene havde taget – også en del af mig fra dengang, jeg var lille og var blevet passet hos dem. Hans store fritidsinteresse havde altid været foto, og han havde selv fremkaldt sine billeder i et mørkerum i kælderen.

Det eneste, jeg kunne huske fra dengang, jeg blev passet hos dem, var et mareridt, jeg havde, da jeg var omkring fire år. Jeg drømte, at min farmor pludselig brast igennem gulvet ned til kælderen, og da hun kom op igen, havde hun ikke noget hoved. I drømmen slog min farfar sig på lårene af grin over, at hun ikke kunne se eller høre noget. Jeg kan stadig den dag i dag huske, hvordan jeg græd og rystede over hele kroppen, da jeg vågnede, og min farmor forsøgte at trøste mig.

Efter min farfars død genoptog min far kontakten med min farmor - dog uden at deres forhold nogensinde blev varmt eller åbenhjertigt. Når vi besøgte hende, bestilte hun ikke andet end at tale om sig selv og beklage sig over, hvor svært det var at være alene. Men hun var blevet en ældre dame og havde ikke andre end os og min farbror tilbage, så min far forbarmede sig over hende. 

Nogle år efter var hele familien samlet til en fødselsdag. På et tidspunkt syntes min mor, at hun skulle gøre sig morsom på min bekostning, og hev op i min bluse, for at vise hele familien min navlepiercing. Men det var nu ikke min mors ubetænksomhed, der fik mig til at stivne. Det var derimod det blik, som min farbror sendte min bare mave, og som jeg i en brøkdel af sekund genkendte fra min farfar. Pludselig følte jeg mig fuldstændigt lammet – jeg skulle kaste op, så meget væmmelse følte jeg. Jeg løb ud på toilettet, hvor jeg skyllede mit ansigt med koldt vand. Jeg var chokeret over min reaktion, men skød dog hurtigt den ubehagelige oplevelse fra mig.  

Da jeg var midt i 20’erne, betroede en kollega mig en dag, at hun i sin barndom havde været udsat for incest. Da hun fortalte, hvad hun havde været udsat for, begyndte jeg pludseligt at ryste voldsomt over hele kroppen, fik flashbacks af kælderen i min farmor og farfars hus, og tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder. Jeg brød helt sammen og var slet ikke i stand til at genoptage mit arbejde. Derfor sørgede min chef for, at jeg fik akut krisehjælp igennem en psykologordning, som arbejdspladsen havde.

Men jeg kunne ikke forklare psykologen, hvorfor jeg havde reageret så voldsomt på min kollegas historie, eller hvorfor jeg havde fået flashbacks af min farmor og farfars kælder. Selvom jeg nu også kom i tanke om den uforklarlige lettelse, jeg havde følt til min farfars begravelse og min tidligere reaktion på min farbrors blik, havde jeg ikke den fjerneste erindring om, at jeg selv skulle have været udsat for et seksuelt overgreb.

Efter 5 konsultationer hos psykologen, forsøgte jeg at lægge den ubehagelige oplevelse bag mig. Men spørgsmålene blev ved med at rumstere. Efterhånden fyldte de så meget, at jeg en dag besluttede mig for at spørge mine forældre, om de mon troede, at jeg som barn kunne have været udsat for noget ubehageligt i min farfars kælder. Jeg må dog indrømme, at jeg var bange for, at de ville tro, at jeg var ved at blive skør.

Jeg har aldrig set mine forældre så rystede, som da jeg spurgte dem og fortalte dem om, hvorfor. Min far sank helt sammen og gemte ansigtet i hænderne af vrede og fortvivlelse, imens min mor forklarede, hvorfor de havde slået hånden af min farmor og farfar de sidste år inden min farfars død. Min mor fortalte, at min farbrors kærestes seksårige datter dengang havde fortalt, at min farfar havde krænket hende seksuelt nede i sin kælder.

Da min farbror rasende havde konfronteret min farfar, havde både han og min farmor afvist det som det pure opspind. Min farbror havde kort tid efter opgivet at politianmelde min farfar – og siden var forholdet til kæresten gået i stykker. Men min far havde langt fra været lige så overbevist om min farfars uskyld. Især ikke fordi det kun nogle år forinden var gået op for ham, at hans forældre  havde løjet for ham. Det år i hans barndom, hvor han var blevet bildt ind, at hans far havde været et år i Grønland for at arbejde, havde han i virkeligheden afsonet en et års fængselsdom for pædofili.

Der tegnede sig nu et skræmmende billede af, at der rent faktisk kunne have foregået noget i min farfars kælder, selvom jeg stadig ikke havde den fjerneste erindring om det. Min far og jeg besluttede os til at besøge min farmor og spørge, hvad hun kunne huske fra dengang, jeg som lille var blevet passet hjemme hos dem.

Min farmor lukkede imidlertid helt af og afviste, at der nogensinde skulle være sket noget med mig. Hun og min farfar havde tværtimod altid været glade for mig og været så kede af, at min far aldrig havde givet dem lov til at se mere til mig, sagde hun. Resten af samtalen drejede hun over på sig selv, og hvor svært hun som sædvanligt havde det. Det var sidste gang, vi så min farmor. Min far slog definitivt hånden af hende.   

Men nu var jeg så opsat på at komme til bunds i sagen, at jeg opsøgte min gamle klasselærer. Hun havde været helt ung og nyuddannet, da hun startede vores 1. klasse, og vi havde derfor altid haft en særlig plads i hendes hjerte. Men hun havde nu aldrig haft mistanke om, at jeg skulle have været udsat for seksuelt misbrug, forsikrede hun mig allerede i telefonen om. Da jeg kom på besøg hjemme hos hende, havde hun imidlertid fundet en mappe med min klasses gamle tegninger frem. Hun havde gemt dem, fordi vi havde været hendes første klasse.

Da vi kiggede på tegningerne, stod det pludseligt meget tydeligt for os begge, at jeg allerede dengang havde været meget optaget af min farfars kælder: Mange af mine tegninger forestillede min farmor og farfars hus malet i lyse og glade farver, men med pile og streger, der viste vejen ned til kælderen, der i kontrast til huset var malet i grå og sorte farver. Med den erfaring, hun havde i dag, kunne hun nu tydeligt se, at der havde været noget, som jeg havde forsøgt at fortælle om den kælder. Hun var ked af, at hun dengang ikke havde haft erfaring nok som lærer til at reagere på det.     

Men det bragte mig ikke nærmere, hvad der helt konkret var sket i den kælder, og efter halvandet år, hvor jeg bl.a. forgæves havde forsøgt at gå i terapi for at finde svaret, begyndte jeg så småt at acceptere, at jeg måske aldrig ville få det.

I stedet begyndte jeg at koncentrere mig om min krop og det liv, jeg levede som voksen. Jeg havde i mange år døjet med mit underliv og havde svært ved fysisk berøring. I mine – i øvrigt talrige – parforhold havde jeg altid haft et problem med at sætte grænser, især seksuelt. Og så var jeg verdensmester i at fortrænge alt ubehageligt og i stedet drømme mig væk. Ikke altid hensigtsmæssige mønstre, som jeg nu gradvist forsøgte at blive mere bevidst om – så jeg kunne ændre dem.

I dag er det 14 år siden, at min farfar døde. Jeg er stadig ikke kommet nærmere et svar på, hvad der skete med mig i den kælder, men jeg er overbevist om, at min krop husker det. Det er kun halvandet år siden, at jeg sidst fik et flashback. Sammen med min treårige søn beundrede jeg nogle påskeliljer, da en mandlig bekendt pludselig rettede sit kamera mod os for at forevige det idylliske øjeblik. Instinktivt lagde jeg armene om min søn for at beskytte ham og stivnede fuldstændigt. Bagefter græd og rystede jeg over hele kroppen af forskrækkelse over min reaktion.

Men selvom jeg i dag efterhånden har mine formodninger om, hvad der kunne være sket i min farfars kælder, har jeg samtidigt accepteret, at min underbevidsthed gemmer på svaret indtil den dag, hvor jeg følelsesmæssigt bliver i stand til at håndtere det. Men jeg ved også, at den dag måske aldrig vil komme, og det kan jeg godt leve med nu.
Foto: Bulls Press
Publiceret: 31-08-2009
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Hvad var der sket i min farfars kælder?
Læserberetning: Turde jeg møde ham igen?
Jeg er lykkelig for, at jeg tog springet
Min egen fortælling: Skybruddet bragte os sammen
Min egen fortælling: Min svoger var en tyran
Jeg følte mig presset til venskab
Jeg mistede min barndomsveninde, da der kom penge imellem vores mænd
Han ville styre mit liv
Jeg var venindernes lille klovn
Min egen fortælling: Jeg var ensom i mit ægteskab

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri