Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Var jeg ved at blive sindssyg?

Min egen fortælling
Jeg havde længe set frem til at starte på mit nye job, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg den første dag sang og nynnede, mens jeg forventningsfuldt cyklede på arbejde.
De sidste 10 år havde jeg været ansat som sekretær på et lille advokatkontor med kun 8 ansatte. Jeg elskede mit arbejde og kunne sikkert være blevet der resten af mit liv, hvis ikke min mand og jeg havde valgt at flytte til en anden by.

Der var proppet med både cykler og biler, da jeg kørte ind på parkeringspladsen foran min nye arbejdsplads. Jeg kunne pludselig mærke, hvordan min puls steg, alt imens jeg parkerede cyklen og langsomt gik op mod hovedindgangen. Sveden piblede frem på min pande, og jeg famlede febrilsk i min taske efter en serviet, tørrede panden og prøvede at skjule det, så godt jeg kunne, mens jeg meldte min ankomst i receptionen. Jeg nåede lige at samle mig, inden min chef kom ned for at hente mig. Resten af formiddagen fløj af sted, og der var et mylder af indtryk. „Her lærer jeg aldrig at finde rundt“ nåede jeg at tænke.
Annonce


Der var 30 mennesker i min afdeling, og selvom de alle var søde og imødekommende, kneb det for mig at holde hovedet koldt, imens jeg blev vist rundt og introduceret. I samme øjeblik, jeg havde hørt et nyt navn, havde jeg glemt det igen. Det var frygteligt.

Da vi skulle spise frokost, stillede jeg mig som alle de andre op i køen til buffeten. Der begyndte mine hænder at ryste, og det føltes et øjeblik, som om mit hjerte holdt op med at slå. Det sortnede for mine øjne, og menneskemængden flød sammen til en stor, sort masse for øjnene af mig. Tine og Ida, som jeg skulle dele kontor med, var forsvundet, og jeg følte mig som Palle alene i verden. Jeg var bange for, at nogen skulle bemærke, hvor meget jeg rystede, hvilket kun gjorde, at jeg blev endnu mere nervøs. Uden at have fået noget at spise, skyndte jeg mig ud af kantinen og ned på kontoret. Mit hjerte hamrede, og jeg måtte tage adskillige dybe indåndinger, før jeg igen kunne slappe af.

– Hvor blev du af? spurgte Ida, da hun og Tine kom ned fra frokost. Jeg stak dem en hvid løgn om, at min mand havde ringet. Han havde været ude for et mindre uheld, løj jeg. Den købte de, mens jeg skammede mig. Hvad var der galt med mig? Jeg plejede altid at nyde både frokost og mine kollegers selskab.

Om aftenen fortalte jeg det hele til min mand. – Tag det roligt, sagde han. – Det er bare nerver over de nye omgivelser. Og selvfølgelig var det da bare det, trøstede jeg mig med.
I løbet af de næste par måneder faldt jeg mere og mere til i mit nye job, og jeg kom især godt ud af det med Tine og Ida. Mine hænder fortsatte dog med at ryste, og jeg fik stadig ofte hedeture. Overgangsalderen kunne det ikke være endnu – jeg var trods alt kun 35 - og det irriterede mig grænseløst. Det skete især, når jeg var omringet af mange mennesker.

Da jeg havde været ansat i mit nye job i et par måneder, bad min chef mig om at tage notat til et vigtigt møde ugen efter. Jeg accepterede stolt og tænkte, at nu fik jeg virkelig mulighed for at vise, hvad jeg kunne. Jeg brugte lang tid på at forberede mig og glædede mig.
Men som tiden nærmede sig, blev jeg også mere og mere nervøs. Tidligere var jeg altid den, der meldte mig til at tage et referat, men nu var jeg kun optaget af, hvordan jeg kunne slippe ud af opgaven. Hvad nu, hvis jeg ikke kunne finde ud af det? Hvad nu, hvis min chef opdagede, at jeg i virkeligheden bare var et omvandrende nervevrag?

Da dagen oprandt, løb svedden ned ad ryggen på mig. Mødet var for længst gået i gang, men det var, som om jeg befandt mig et helt andet sted. Jeg så ned på mit papir, og jeg havde ikke skriblet andet ned end få usammenhængende ord. Tankerne fløj gennem mit hoved. Ville jeg blive fyret nu? Hvad skulle jeg stille op? Det sortnede for mine øjne. – Undskyld, jeg har det ikke så godt, sagde jeg og styrtede ud af lokalet og ud på toilettet. Der blev jeg siddende i 10 minutter, og efter et par dybe vejrtrækninger og lidt koldt vand i hovedet gik jeg tilbage til mødelokalet. – Jeg må have fået en madforgiftning. Jeg bliver nødt til at tage hjem. Jeg beder Tine om at tage over, sagde jeg og skyndte mig ud ad døren.

Da jeg kom hjem, brød jeg fuldstændig sammen. Hvad skete der med mig? Jeg faldt i søvn og sov i flere timer og for at understøtte min løgn om at være syg, blev jeg hjemme fra arbejde de næste tre dage.
Jens var bekymret. – Du er slet ikke dig selv længere, sagde han. – Tror du ikke, du skal prøve at tale med din chef om, hvordan du har det?
Det var det værste, jeg kunne forestille mig. Hele min facade ville krakelere. Jeg blev nødt til at tage mig sammen. Men det var lettere sagt end gjort.

Et par uger efter min sygemelding gik det galt igen. Jeg blev bedt om at lave et oplæg til et heldagsseminar, men endnu en gang blev det for meget for mig. Jeg måtte denne gang bede Ida om at tage over og gå hjem med en undskyldning om migræne. Jeg blev stigende nervøs for, om jeg ville blive gennemskuet; om mine kolleger ville indse, at jeg i bund og grund var uduelig.

Mit privatliv gik heller ikke fri. Jeg havde ikke overskud til at handle, lave mad eller deltage i sociale arrangementer. Jeg havde allermest lyst til bare at kravle ned under dynen og blive liggende. Jeg savnede mit gamle arbejde. Der var alt så overskueligt. Der var jeg den dygtige, den organiserede og den initiativrige. Det føltes som evigheder siden, at jeg havde været sådan.
Jens spurgte, om jeg var stresset, men det afviste jeg pure. Jeg fik endnu en gang overbevist mig selv om, at det nok var omvæltningen ved jobskiftet, der påvirkede mig.

Men dagligt frygtede jeg at blive stillet opgaver, der indebar at fremlægge eller planlægge ting, der involverede for mange mennesker. Jeg lukkede mig inde i mig selv og talte nærmest kun med Ida og Tine.
Lige stå stille og indelukket, jeg var på arbejde, lige så opfarende var jeg derhjemme. Min lunte var meget kort, og det var oftere og oftere, at Jens annoncerede, at nu løb han en tur, besøgte nogle venner alene eller tog ud for at handle. Det forstærkede min følelse af intet at være værd. Ikke engang min egen mand kunne holde mig ud.

Det skulle blive min søster, der reddede mig. Hun ringede en aften. Hun havde nemlig haft besøg af Jens, som havde fortalt hende, at han var bekymret for mig. – Det er jeg også, sagde hun.
Under samtalen fortalte min søster om en artikel, hun netop havde læst, om stress og angst i hverdagen. – Det lyder som dig, sagde hun og begyndte at opremse symptomer som rysten på hænderne, koldsved og blackouts. Det løb mig koldt ned ad nakken. Led jeg af angst? Jeg havde så sandelig mange af de symptomer, hun nævnte.

Men i stedet for at se mig selv i øjnene, smed jeg røret på med en kommentar om, at jeg ikke havde brug for hendes ugebladsviden. Da jeg sad der foran telefonen bagefter, begyndte tingene dog lige så langsomt at falde på plads. Mit jobskifte havde kastet mig ud i en depression. Jeg var ude af mine vante rammer, og det havde gjort mig angst. Idet jeg hørte Jens sætte nøglen i låsen, mærkede jeg pludselig tårerne presse sig på. – Har du talt med din søster? spurgte Jens, da han så mig sidde der og græde. Egentlig græd jeg nok mest af lettelse. Lettelse over, at jeg ikke var ved at blive sindssyg, at jeg ikke var dårlig til mit job, og at min mand ikke var ved at gå fra mig. Jeg faldt ham om halsen, og vi brugte det meste af natten på at snakke om, hvad vi nu skulle stille op.

Dagen efter ringede jeg til min søster og sagde undskyld. Jeg bad hende samtidig om at sende mig en kopi af artiklen. I den stod der nemlig også om nogle forskellige behandlingsformer. Jeg fornemmede et spinkelt håb. Jeg begyndte at arbejde med mig selv og meldte mig blandt andet på et 18 ugers kursus med gruppeterapi, kropsforståelse samt hypnose. Det hjalp meget at opdage, at jeg ikke var ene om at have angst. Jeg lærte at tænke positivt om mig selv, og mit selvværd blev gradvist meget bedre. Terapien hjalp mig til at få en fornemmelse og forståelse af angsten og lærte mig, at angsten skal håndteres som en slags samarbejdspartner og ikke en tilstand, der har overtaget mig.
Kampen ud af angsten har været lang og sej, men det hele værd.

Jeg fortalte, hvordan jeg havde det, på mit job. Mine kolleger har været helt fantastiske og forstående. De havde været bekymrede for mig og fornemmede, at jeg ikke havde det så godt. Nu gjorde de alt, hvad de kunne, for at aflaste og støtte mig. Jeg er meget taknemmelig over at have fået så søde kolleger, og jeg går dagligt en lang tur i frokostpausen sammen med Ida og Tine, hvilket har hjulpet gevaldigt på mit humør.

Også mit ægteskab er blevet meget bedre, og Jens nyder, at hans kone er tilbage til sit gamle jeg.
Det er nu tre år siden, jeg fik mit første angstanfald. Jeg kan stadig få angst i meget pressede situationer – men det bliver sjældnere og sjældnere. Og nu ved jeg, hvordan jeg skal tackle angsten.
Det er så vigtigt, at man ikke giver op, selvom alt ser sort ud, for angsten kan sagtens overvindes. Det har jeg lært nu. Jeg vandt kampen.
Publiceret: 17-08-2009
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg var forkælet og selvoptaget
Mit black-out smadrede mit selvværd
Jeg var bange for min nye nabo
Min veninde kunne ikke rumme min lykke
Min veninde skjulte sit helvede for mig
Læserberetning: Turde jeg møde ham igen?
Han var ved at smadre vores familie
Jeg mistede min barndomsveninde, da der kom penge imellem vores mænd
Min egen fortælling: Min stedsøn provokerede mig
Min kæreste levede et dobbeltliv

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri