Vores søn er førtidspensionist, men kan klare mange ting selv. Min mand mener, at han kan og skal klare det praktiske selv. Jeg mener, at vi skal hjælpe, når det bliver for meget for ham.
25. jan - Af Bodil
Vi har en søn på 38 år. Han er førtidspensionist, men kan klare mange ting selv. Han har altid været stille og lidt anderledes, så vi har altid vidst, at der var noget galt, men ingen læger og psykologer formåede at finde ud af, hvad det var.
Men for et år siden kom han til en psykiater, som ikke sov i timen. Han fandt ud af, at der var noget helt galt, og så skete der ting. Det viste sig, at vores søn var født med hul i hjertet. Det blev til flere måneder på hospital med komplikationer, men alt gik godt til sidst. Han er bare så sej!
Samtidig fik han diagnosen Aspergers syndrom. Han har det godt nu det meste af tiden. Jeg hjælper ham med nogle praktiske ting i hans hjem. Han bor alene.
Men på det punkt er hans far og jeg uenige. Min mand mener, at han kan og skal klare det praktiske selv. Jeg mener, at vi skal hjælpe, når det bliver for meget for ham. Hvad mener du?
Optimisten
Svar:
Det er sørgeligt, når ens børn rammes af sygdom, der begrænser deres muligheder, men det må alli-gevel være en lettelse for jer, at han nu er diagnosticeret og i behandling.
Og selvfølgelig skal I da hjælpe ham. Men jeg forstår godt din mands synspunkt. I er jo begge klar over, at når I en dag er væk, skal sønnen klare sig på egen hånd, og så er det vigtigt, at han vænner sig til at møde hverdagens problemer allerede nu, mens I er der som bagstoppere.
Derfor er det vigtigt, at du ikke bare kommer og ordner sagerne for ham, men giver ham små udfordringer og vejledning til, hvordan han kommer igennem dem. Med støtte og opmuntring kan han komme langt, også selv om de første mange år af hans liv har været vanskelige.