Jeg var så uheldig at brække benet og måtte ligge to uger på hospitalet med benet i stræk. Elsie savnede mig, fortalte Morten mig, når han kom på besøg. Jeg savnede også Elsie helt forfærdeligt, men da jeg kom hjem, vendte hun mig ryggen og luntede over i sin kurv. Da jeg kaldte på hende, ignorerede hun mig totalt.
– Adskillelsesangst, mente Morten. – Hun er selvfølgelig bange for, at du pludselig forsvinder igen. Så hellere give dig en kold skulder! Jeg troede kun, det var små børn, der kunne frygte, at deres forældre pludselig blev væk, men det gjaldt altså også voksne, let overvægtige Bassethunde.
Jeg blev meget rørt, da hun omsider, efter tre dage, kom hen og lagde sin snude i mit skød og ville kæle – og kysse. Jeg er normalt ikke meget for Elsies kysseri, men vidste godt, det var et „velkommen hjem, mor“. Så jeg lod hende kysse mig og slikke mig i ansigtet.
Elsie er en glad og harmonisk hund bortset fra, når der er noget, hun ikke vil. Så smider hun sig på ryggen og spiller død. Men nu var der kommet noget tungsindigt over hende. Indimellem kunne jeg gribe hende i at betragte mig ovre fra hundekurven og derpå sukke tungt. Hver gang jeg rejste mig, rejste Elsie sig også og fulgte efter mig.
Hvis jeg lukkede badeværelsesdøren, kradsede hun på døren. Når jeg åbnede den, opførte hun en lille dans af glæde over, at jeg stadig var der, og vi skulle igennem hele hilseritualet med at springe op og kysse på mund. Jeg begyndte at blive bekymret for, hvordan Elsie ville tage det, når jeg skulle på arbejde igen. Var hun varigt traumatiseret? Kunne hun aldrig mere være alene hjemme?
Jeg så for mig, at jeg var nødt til at tage Elsie med på skolen. Eleverne ville sikkert elske det, men hvordan nogensinde proppe dansk grammatik eller tyske verber ind i skallen på dem, hvis de havde Elsie til at distrahere sig?
Jeg fandt på, at jeg måtte gøre, ligesom Morten og jeg gjorde, dengang Elsie var hvalp og skulle lære at være alene hjemme. Forlade hende først i fem minutter, så i 10 minutter
og så videre. Jeg sagde kærligt farvel, Elsie så uroligt på mig, så jeg bøjede mig ned, så godt jeg nu kunne for gips og krykker og kløede hende bag ørerne.
– Mor kommer snart hjem igen. Så gik jeg ud ad døren og hørte, hvordan Elsie satte sig på rumpen og hylede hjerteskærende. Jeg kunne ikke lade være med straks at åbne døren igen, bøje mig ned og klø hende.
– Nej, nu skal mor altså gå! Jeg lukkede døren. Samme reaktion: jammer og hylen. – Gå nu bare, sagde Morten fra stuen. – Hun skal jo lære det.
Jeg kunne altså ikke få mig til at forlade hende, når hun blev så ked af det. De sidste par uger af min orlov prøvede jeg gentagne gange at forlade hende, men hver gang var det samme cirkus, når jeg gik. Endelig kom dagen, hvor jeg måtte forlade Elsie for alvor. Højlydt hylen fra Elsie. Jeg havde tårer i øjnene, da Morten gassede op og kørte ud ad indkørslen.
– Helt ærligt, sagde han, – så er det nok værst for dig. Jeg har godt set, hvordan du tager en lang, dvælende afsked med Elsie og gør hende endnu mere nervøs for, at du aldrig kommer tilbage. Jeg tør vædde på, at Elsie glemmer dig i samme øjeblik, vi er kørt.
Jeg så koldt på ham. Hvor var han dog ufølsom! Mens jeg var i skole, prøvede jeg at skubbe alle tanker om Elsie ud af mit hoved. Men hele tiden så jeg for mig, hvordan
hun trissede rundt i huset og jamrende ledte efter mig. Endelig havde jeg fri og kunne
tage bussen hjem. Da jeg låste mig ind, stod der til min overraskelse ikke en vildt begejstret hund i entréen og tog imod med våde kys.
Jeg mærkede et stik af angst. Var Elsie død af sorg og længsel? – Elsie! kaldte jeg bange og hørte i det samme en lang, knirkende gaben inde fra stuen, derpå et tungt bump, da Elsie hoppede ned fra sofaen. Lidt efter kom hun luntende ud til mig og så på mig med forsovede øjne.
Nåh, er du allerede hjemme? så det ud, som om hun tænkte. Morten havde altså haft ret. Elsie havde simpelthen lagt sig til at sove, da jeg gik. Det var selvfølgelig godt, at hun kunne være alene, når jeg var på arbejde. Men inderst var jeg alligevel lidt skuffet over, at hun sagtens kunne undvære mig!