Arthur var ikke en af den slags hunde, hvor begrebet vandhund på nogen måde var dækkende. Tværtimod var det, som om han nærede en indgroet mistroiskhed mod dette våde og flygtige element, der hverken var til at gå på, bide i eller på anden måde fastholde. Jo bevares, det var da godt til at slukke tørsten med, men det var så også det. Denne holdning var han helt alene om at have i familien.
Man kunne næsten fristes til at sige, at på dette punkt kunne der næsten ikke være lavet en mere skæv alliance mellem hund og menneske, for stort set alle familiens medlemmer elskede det våde element og enten sejlede, svømmede eller fiskede dagligt, ja, selv familiens yngste på knap et år hylede af fryd, når han blev sat i den lille havepool på varme sommerdage. Når dette skete, lagde Arthur sig på behørig afstand under æbletræet i sikkerhed for små våde kåde dråber. Første gang, vi lagde mærke til, at Arthur havde et anstrengt forhold til vand, var, da han som nylig ankommet hvalp skulle luftes.
Det var en efterårsdag med regn og rusk, og godt pakket ind i regntøj satte jeg snoren på Arthur og åbnede døren ud til den våde efterårsdag. Arthurs reaktion kom prompte. Han stivnede i et skridt og stirrede ud på den silende regn. En vanddråbe faldt fra tagrenden ned og ramte ham på snuden, og det startede en kaskade af bjæf, der ikke stoppede, førend jeg fik lukket døren i. Der blev ingen luftetur, før regnen var stilnet af, og selv da gik Arthur en lang bue uden om de allestedsnærværende vandpytter. Vi forsøgte naturligvis at afhjælpe Arthur denne vandskræk, men intet syntes at virke, og til sidst accepterede vi, at det var en del af Arthurs natur.
***
Sidste sommer var vi så heldige at få tilbudt at låne en sejlbåd af et vennepar, og alle i familien blev ellevilde. Ja, nok alle på nær Arthur, havde han vidst, hvad der var i gære. Nu skulle der svømmes, fiskes og sejles dagen lang, og alt grejet blev hurtigt pakket. Vi blev enige om at sejle rundt i Det Sydfynske Øhav, og da vi ingen pasningsmuligheder havde til Arthur, besluttede vi os for at tage ham med. Det var ikke uden en vis nervøsitet, at vi parkerede bilen på havnen og gik mod båden. Hvordan ville han reagere, når han så alt det vand og oven i købet skulle bytte det ud med fast grund under poterne i tre uger? Til vores store forbløffelse fulgte Arthur uden problemer med ud på båden og satte sig efter lidt snusen rundt i stævnen som en anden galionsfigur.
Det viste sig hurtigt, at dette sted skulle blive hans faste plads under turen. Rank og med et fast blik fæstnet mod horisonten sad han dér og spejdede ud mod de vilde våger. Selv om natten, når vi lå i havn, var han at finde på sin plads i stævnen. Det var, som om han derude var herre over situationen, så tæt på og dog alligevel så langt væk fra det frygtede vand, at han langsomt ikke bemærkede det mere. Selv ikke et skumsprøjt i ny og næ syntes at påvirke ham synderligt. En af de sidste dage på turen skete der dog noget, der for alvor skulle komme til at gøre en forskel. Det var en dansk sommerdag, når den er bedst, ikke en sky på himlen, og ikke en vind, der rørte sig. Vi havde smidt ankeret på lavt vand for at bade, og drengene var netop hoppet i, da den ene åbenbart i springet fik slugt en masse vand og hostende og hakkende dukkede op til overfladen, mens armene kørte rundt for at holde hovedet oven vande.
Arthur reagerede lynhurtigt, og uden at vi på nogen måde var klar over, hvad der skete, så strøg en skygge forbi os og ud i vandet. Pludselig lå Arthur i sit ellers så frygtede vand. Vi kunne næsten ikke tro vores egne øjne, da det gik op for os, at Arthur troede, at vores niårige søn var i fare, og han havde ikke tøvet et sekund med at komme drengen til hjælp.
Det var en meget rørt Benjamin, der vel oppe på båden igen satte sig i stævnen sammen med Arthur med ét håndklæde omkring dem begge, spejdende mod horisonten. Det viste sig således, at denne sejltur var det bedste, vi overhovedet havde kunnet gøre for Arthur. Han var gået fra at være vandskræk til at være vandkæk.