En varm højsommerdag mærkede jeg en besynderlig duft i køkkenet.
– Puha, sagde jeg til min mand, Morten.
Han vejrede med næsen. – Ja, her lugter faktisk ikke helt øhm… lækkert!
– Vi må hellere give huset en omgang i weekenden, sagde jeg.
Morten mumlede om en længe planlagt fisketur. Det var første gang, jeg hørte om den, så jeg gik ud fra, han havde tænkt sig at pjække.
– Så gør vi det bare nu, sagde jeg.
Morten sukkede, men gav sig og hentede støvsugeren frem.
Da Elsie, vores bassethund, fik øje på støvsugeren, fik hun et skræmt blik i øjnene og galoperede ind i stuen, hvor hun gemte sig under sofaen. Ikke helt nemt for en hund, der er noget for tyk. Morten pegede fnisende fingre ad Elsie, og jeg måtte også trække på smilebåndet, da jeg så hendes padlende bagben stikke et godt stykke ud fra sofaen. – Vi må hellere løfte sofaen, når vi skal have hende ud igen, grinede Morten. – Ellers er hun nødt til at blive liggende, indtil hun har tabt sig et par kilo.
Det gjorde nu ikke noget, at Elsie sad fast under sofaen lidt. Så kunne vi støvsuge og vaske gulve, uden hun gik rundt og dryssede hundehår eller satte poteaftryk.
Endelig var huset pudset og fint og duftede rent, og Morten og jeg løftede op i sofaen, så Elsie kunne komme ud fra sit skjulested. Elsie sendte os et hjerteskærende blik: Havde I helt glemt mig? – Nej, selvfølgelig havde vi ikke glemt dig, lille skat, sagde jeg.
Tilfreds luntede Elsie ud i køkkenet og undersøgte straks madskålen for lækkerier. Meget kan man byde en bassethund, men en tom madskål, det nærmer
sig en katastrofe. Jeg skyndte mig at skære en frikadelle ud og give hende. Haps! så var den væk. Og Elsie sendte mig endnu et sørgmodigt blik som for at sige, at en enkelt frikadelle ikke var nok. – Nej, nu får du ikke mere, jeg bøjede mig ned og ruskede lidt i hendes ører. Så fik jeg færten af noget. En mærkelig sammensat duft, ikke specielt behagelig. – Føj, Elsie, det er jo dig, der lugter! udbrød jeg.
– Ja, Elsie og hundekurven, sagde Morten og løftede op i tæppet i kurven. Det raslede ud med krummer, halvspiste rundstykker, en gammel sok og et snavset lommetørklæde, fra dengang jeg havde influenza. Elsie havde i mellemtiden sat sig på halen og så bekymret, hvordan vi med rynkede næser gennemgik hendes personlige ejendele.
– Det tæppe skal ud, sagde jeg og holdt mig for næsen. – Og dig! Jeg kiggede på Elsie, – du skal i bad!
***
Jeg gik straks ud og fyldte badekarret. Fyldte godt med skumbad i, og en syntetisk duft af fyrrenåle bredte sig i rummet. Ikke helt rar. Det syntes Elsie heller ikke, da jeg kaldte hende ud på badeværelset, og lugten af grantræ ramte hendes næsebor. Hun nøs voldsomt, og så vendte hun om og løb. Det er sjældent at se Elsie løbe. Elsie er meget mageligt anlagt, men nu løb hun, som gjaldt det livet. Og det gjorde det vel på en måde også – livet som snavset, lugtende hund.
Morten bar den spjættende, gøende Elsie ud i badeværelset igen, men da hun så karret med fyrrenåleduftende vand, vred hun sig så grundigt, at han til sidst måtte give slip. – Fang hende! brølede han til mig.
Jeg skyndte mig at stille mig foran døren. Elsie så med vilde øjne på mig og løb spidsrod mellem Morten og mig, mens hun peb.
– Nej, det er ikke til at holde ud, det her, sagde Morten til sidst. – Nu tager jeg badebukser på, og så går jeg op i karret. Morten iførte sig badeshorts og sad klar til at tage mod Elsie. Men Elsie var ikke til sinds at gå med i bad. Igen stak hun af. Skred ud på de nyvaskede gulve med mig i hælene, mens hun hylede.
Så fik jeg en idé. Frikadellerne!
Jeg lavede et lille spor af frikadeller fra køkkenet ud til badeværelset. Det kunne Elsie alligevel ikke modstå, og da hun havde ædt sig hele vejen ud til det forhadte kar og så Morten sidde deroppe og vifte med en delle, logrede hun ivrigt for at komme op til ham. Jeg løftede hende over i Mortens favn, og mens hun huggede frikadellen i sig, skrubbede Morten hendes pels. Bagefter måtte vi give huset endnu en omgang, for Elsies mange flugtforsøg havde sat sig sine spor af våde poter og hundehår overalt. Jeg måtte også lave en ny omgang frikadeller, men nu er huset velduftende og rent, og det er Elsie også – så længe det varer.