Min mand og jeg flyttede på landet for snart fem år siden, og vi blev hurtigt enige om, at stedet nærmest kaldte på en hund. Vi fandt hver især en, som vi slet ikke kunne stå for, og det endte med, at vi købte dem begge to. Viva var en lille, nuttet hvalp med pjusket pels, og Luna var hendes modsætning med en lang og spinkel krop. De var i det hele taget et umage par, men de kom fint ud af det med hinanden, og det varede ikke længe, før de løb hjemmevant rundt på hele grunden.
Vi så dem sjældent hver for sig, og Luna luntede af sted, så Viva kunne følge med på sine korte ben. De var lige så forskellige i personlighed, som de var af udseende, og selvom Viva var den mindste, var det hende, der førte an. Det var nok ikke et tilfælde, for det lod til, at det var hende, der var den kvikkeste.
I weekenden fik de gerne hver et griseøre, og Viva havde tit lidt besvær med at komme i gang med sit. Der var ingen problemer med hendes tænder, men sådan et griseøre var åbenbart bedst, når det var blødt og snasket, og en dag fandt hun ud af, hvordan hun slap for selv at mase med det. Jeg havde næsten lige delt griseørerne ud, da Viva blev ramt af akut mangel på kærlighed og klap, og hun skævede flere gange hen mod Luna, mens jeg kløede hende bag øret. Det varede ikke længe, før Luna følte sig udenfor, og hun nåede kun lige at slippe sit gennemtyggede griseøre, før Viva mistede interessen for mig og overtog det. Luna forstod ikke en lyd, og hun startede forfra på Vivas hårde godbid med et undrende udtryk i ansigtet.
Kæletricket kunne også bruges, når Viva skulle lokke hende væk fra en god pind eller noget andet spændende, og Luna hoppede på den hver gang. – Viva, det kan du altså ikke være bekendt, skændte jeg. Det kom jeg ingen vegne med, og hun kunne endda finde på et gemme de bedste legesager i et hul i stensætningen, når hun blev træt af dem. Så vidste hun, hvor de lå til senere, og Luna fik kun lov til at lege med tingene under opsyn.
* * *
Det var lige før, at jeg fik lidt ondt af stakkels Luna, fordi hun var så godtroende, men i sommer fik hun endelig en smule oprejsning. Ved middagstid nåede temperaturen op på 30 grader, og især Viva havde det svært i varmen. Det så ud til, at hedebølgen ville fortsætte noget tid endnu, og jeg søgte på nettet for at finde forslag til, hvordan jeg kunne gøre det nemmere for dem. Jeg læste et sted, at jeg kunne køle dem ned med isterninger, og jeg fandt to fyldte bakker i fryseren. – Viva! kaldte jeg. – Luna! Kom så med jer! Jeg fandt dem ude i haven, og de orkede kun lige at løfte hovederne en anelse, da de hørte min stemme. De lå side om side i skyggen fra et træ, og jeg viftede med isterningbakken og rystede et par stykker ud i hånden.
Først var de lidt skeptiske, men de blev helt vilde, da de havde fået hver en isterning i munden. De gnaskede løs, så vandet dryppede fra deres hager, og de kiggede på mig for at få flere. Luna kunne springe op og gribe dem i luften, når jeg kastede, og Viva fik dem direkte ind i munden. Isterningerne hjalp gevaldigt på deres sløvhed, og Viva ville have dem alle sammen for sig selv. Jeg kunne godt se, at hun lagde an til sit kæletrick, og jeg stod helt stille, mens hun gnubbede sin pande mod mit skinneben.
Selvom jeg lod som ingenting, varede det ikke længe, før Luna blev jaloux, og hun slap sin isterning for at være med. I løbet af nul komma fem havde Viva snuppet den, men hun havde allerede munden fuld, og hun listede hen til stensætningen med vandet silende ud ad mundvigen. Lidt efter kom hun tilbage for at tigge flere isterninger, og jeg bankede to ud i hånden og gav dem en hver. Viva var igen hurtig til at snuppe Lunas, og da Luna kiggede væk, blev også den gemt af vejen.
Det var sikkert hendes mening, at hun ville hygge sig med dem senere, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da hun løb over for at tage af sit forråd. Solen havde smeltet alle hendes isterninger til vand, og hun snusede uforstående rundt i den våde jord. For en gangs skyld var det hende, der stod tilbage med en lang næse, og det var vist også på tide.